Kautionslån, tilbageførsel af ydelser. Gebyr for overtræksmeddelelse.
| Sagsnummer: | 486/1990 |
| Dato: | 06-05-1991 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Niels Busk, Arnold Kjær Larsen, Peter Møgelvang-Hansen, Erik Sevaldsen |
| Klageemne: |
Kaution - tilbageførsel af ydelser
Gebyr - rykkergebyr |
| Ledetekst: | Kautionslån, tilbageførsel af ydelser. Gebyr for overtræksmeddelelse. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
Ved gældsbrev af 19. september 1989 ydede indklagedes Vesterport afdeling klageren et lån på 20.000 kr., der var sikret ved kaution. Ifølge gældsbrevet skulle lånet afvikles med en månedlig ydelse på 1.000 kr., som afdelingen bemyndigedes til at hæve på klagerens checkkonto. Foruden dette lån bestod klagerens engagement med indklagede af et blancolån, som afvikledes med en månedlig ydelse på 1.200 kr., der tillige hævedes på klagerens checkkonto.
Saldoen på klagerens checkkonto var den 25. januar 1990 61,70 kr. Den 1. februar, 1. marts og 2. april debiteredes ydelserne på henholdsvis 1.000 kr. og 1.200 kr. på kontoen. Den 20. marts debiteredes rente med 107,73 kr. Efter debitering af gebyr for overtræksmeddelelse den 4., 11. og 24. april 1990 på henholdsvis 90 kr., 90 kr. og 100 kr. gjorde indklagede den 24. april 1990 klageren skriftligt opmærksom på, at overtrækket på checkkontoen udgjorde 6.927,53 kr. Det var endvidere i skrivelsen anført, at klageren i tilfælde af misbrug af kontoen ved checks eller dankort ville blive registreret i pengeinstitutternes fælles checkmisbrugerregister med angivelse af navn, adresse og cpr. nr. Endvidere anførtes, at eventuelle automatiske betalinger eller overførsler fra kontoen ville blive annulleret.
Den 10. maj 1990 tilbageførte afdelingen en ydelse på 1.000 kr. til kautionslånet og en ydelse på 1.200 kr. til blancolånet, som var debiteret den 1. maj. Den 23. maj debiteredes kontoen for 100 kr. for gebyr ved overtræksmeddelelse.
Den 1. juni 1990 debiteredes checkkontoen på ny ydelserne til henholdsvis kautionslånet og blancolånet. Den 11. juni tilbageførtes én ydelse fra kautionslånet og fire ydelser fra blancolånet. Checkkontoens saldo var herefter 3.427,53 kr. (negativ).
Ved skrivelse af 25. september 1990 meddelte indklagede klageren, at checkkontoen var overgået til retslig inkasso. Indklagede opgjorde i den anledning kontoen til 4.106,54 kr. inkl. rente (negativ).
Klagerens checkkonto har i hele perioden været forrentet med en højere debetrente end klagerens blanco- og kautionslån.
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at tilbageføre yderligere 3 ydelser fra kautionslånet til checkkontoen, at tilbagekalde inkassosagen, at undlade at registrere hende som i checkmisbruger samt at godtgøre hende negative renter på 107 kr. og 4 overtræksgebyrer på ialt 380 kr.
Klageren har til støtte for påstanden anført, at hun forventede, at indklagede ville annullere de automatiske overførsler, når der ikke var dækning på checkkontoen. Indklagede bør derfor tilbageføre alle ydelser overført til kautionslånet, som der ikke var dækning for på checkkontoen. Det er endvidere ikke korrekt, når indklagede anfører, at hendes samlede forpligtelse over for indklagede ikke er forøget, idet de automatiske overførsler har ført til overtræk på checkkontoen, således at hun er blevet pålagt inkassosalær og overtræksrenter. Klageren finder det uforståeligt, at indklagede ikke er berettiget til at tilbageføre ældre ydelser til kautionslånet vedrørende perioden før den 24. april 1990, men er berettiget til at tilbageføre ydelser, der vedrører perioden efter den 24. april 1990.
Indklagede har anført, at man ikke i forhold til kautionisten for kautionslånet er berettiget til at tilbageføre ældre ydelser. Disse ydelser må således betragtes som endelige nedbringelser af det kautionssikrede lån. Klageren har endvidere afgivet skriftlig bemyndigelse til indklagede om at hæve forfaldne ydelser på klagerens checkkonto. Såfremt klageren i begyndelsen af februar 1990 havde oplyst, at der ikke længere ville blive indsat beløb på checkkontoen, ville indklagede straks have annulleret overførslerne. Det er indklagedes opfattelse, at overtrækkene skyldes klagerens egne forhold, idet klageren var forpligtet til at sørge for indsætning af nødvendige midler til dækning af låneydelserne. På nuværende tidspunkt er kautionslånet indfriet af kautionisten, og en tilbageførsel er således ikke mulig. I øvrigt hæfter klageren for ydelser og renter, uanset om beløbet skyldes på checkkontoen eller på kautionslånet. Klagerens samlede forpligtelse over for indklagede er således ikke forøget.
Klageren vil ikke blive registreret i checkmisbrugerregistret, da der ikke er tale om misbrug af dankort eller check. Bemærkningen om registrering på det til klageren fremsendte rykkerbrev er en standardtekst. De beregnede overtræksgebyrer for checkkonto på i alt 380 kr. er ikke af en urimelig størrelse, og renten følger indklagedes almindelige rentesats for overtræk på denne type konti.
Ankenævnets bemærkninger:
Klageren havde bemyndiget indklagede til at hæve de månedlige ydelser på kautions- og blancolånet på klagerens checkkonto, men undlod at rette henvendelse til indklagede i anledning af, at der ikke var dækning på checkkontoen for ydelserne pr. 1. februar 1990 og de efterfølgende ydelser. Det findes på denne baggrund ikke at kunne bebrejdes indklagede, at man i forventning om efterfølgende inddækning af det opståede overtræk på checkkontoen lod nogen tid gå, før man standsede de automatiske overførsler af ydelserne på lånene. Der må endvidere gives indklagede medhold i, at man af hensyn til kautionisten ikke var berettiget til at efterkomme klagerens anmodning om tillige at tilbageføre ydelserne på kautionslånet for februar, marts og april 1990.
Et pengeinstituts adgang til at kræve gebyr for rykkerskrivelser må være betinget af, at rykkerskrivelsen kan siges at være afgivet med føje. Heraf følger bl.a., at der må være et maksimum for antallet af gentagne rykkerskrivelser vedrørende samme gældsforhold, for hvilke der kan kræves gebyr, og dette maksimum findes passende som udgangspunkt at kunne fastsættes til 3 rykkerskrivelser, jf. Ankenævnets kendelse af 30. april 1990 i sag 441/89. Indklagede findes herefter at burde godtgøre klageren gebyret for rykkerskrivelsen den 23. maj 1990 som nedenfor bestemt.
Efter det foran anførte og idet bemærkes, at indklagede har erklæret, at klageren ikke vil blive registreret som checkmisbruger, tages klagen i øvrigt ikke til følge.
Herefter
Indklagede bør kreditere klagerens checkkonto med 100 kr. med valør den 23. maj 1990. Iøvrigt tages klagen ikke til følge. Klagegebyret tilbagebetales klageren.