Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Spørgsmål om bankens rådgivning vedrørende Aktiv BoligInvest var mangelfuld.

Sagsnummer: 163/2010
Dato: 07-03-2011
Ankenævn: Vibeke Rønne, Carsten Holdum, Jørn Ravn, Erik Sevaldsen
Klageemne: Værdipapirer - gearet/ lånefinansieret investering
Ledetekst: Spørgsmål om bankens rådgivning vedrørende Aktiv BoligInvest var mangelfuld.
Indklagede: Roskilde Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Medhold klager


Indledning.

Denne sag vedrører klagerens krav om erstatning som følge af mangelfuld rådgivning om risiko i forbindelse med salg af produktet Aktiv BoligInvest. Aktiv BoligInvest var et investeringskoncept udbudt af Roskilde Bank, hvor investor skulle optage lån i sin faste ejendom og investere provenuet i investeringsforeningen BankInvest Højrentelande.

Sagens omstændigheder.

Den 29. november 2007 optog klageren og hans ægtefælle et 5 % realkreditlån på 2.000.000 kr. til kurs 95, som skulle komme til udbetaling den 19. december 2007.

Den 3. december 2007 fik klageren udarbejdet en investeringsprofil i Roskilde Bank. Det fremgår heraf, at hans risikovillighed var mellem.

Samme dag indgik klageren og hans ægtefælle aftale med banken om, at ovennævnte realkreditlån skulle have en hovedstol på 2.106.000 kr., og de indgik en kurskontrakt med banken om, at lånet skulle hjemtages til kurs 94,95. Lånet blev efterfølgende hjemtaget til kurs 95.

Ved hjemtagelsen af lånet skulle klagerens eksisterende 6 % realkreditlån med en hovedstol på 833.000 kr. indfries.

Den 7. februar 2008 blev 869.320 kr. af provenuet fra realkreditlånet investeret i 10.300 stk. investeringsbeviser i BankInvest Højrentelande til kurs 84,40.

Klageren har oplyst, at den resterende del af lånet blev brugt til indfrielse af øvrig gæld, ombygning af boligen samt løbende betaling af terminer på det nye kreditforeningslån.

Den 20. april 2009 fik klageren udbetalt et udbytte af investeringsbeviserne i BankeInvest Højrentelande på 72.100 kr.

Det lægges til grund, at klageren også i 2010 modtog udbytte af investeringsbeviserne i BankeInvest Højrentelande på 72.100 kr.

Banken har anført, at bankens medarbejdere, i forbindelse med kundemøder angående Aktiv BoligInvest, anvendte et såkaldt støtteark, og at alle kunder ved samme lejlighed modtog et faktaark om BankInvest Højrentelande. Både støtteark og faktaark er fremlagt under sagen.

Af faktaarket om BankInvest Højrentelande fremgår det bl.a.:

"…

BankInvest Højrentelande går efter at give investorerne et attraktivt afkast ved at investere i stats- og virksomhedsobligationer udstedt i lande, hvor renteniveauet er højere end i Danmark.

Investering i lande med høj rente er attraktivt set i lyset af den meget lave rente i Europa, Japan og USA. Høj rente hænger nøje sammen med risiko, idet lande med en højere rente end i Danmark ofte er præget af vækst og inflation. Det er hele idéen bag BankInvest Højrentelande. BankInvest udvælger nøje de lande, hvor den fundamentale økonomi er i bedring. Det er for eksempel lande i Latinamerika, Østeuropa, Asien og Afrika, hvor forholdet mellem afkast og risiko vurderes som værende så attraktivt, at der er udsigt til et ekstra afkastpotentiale. Afkastudviklingen i afdelingen har de seneste år dokumenteret denne evne.

Det årlige udbytte i afdelingen er ifølge vedtægterne fastsat til mindst 7 kroner pr. bevis. Dermed er investor sikret en løbende udbetaling i stil med traditionelle obligationer. Målet er, at årets afkast kan dække minimumsudlodningen. I de år, hvor afkastet måtte være mindre end 7 kroner pr. bevis, vil det være nødvendigt at udlodde af afdelingens formue.

…"

Den anbefalede investeringshorisont for BankInvest Højrentelande er i faktaarket fastsat til minimum 1-3 år. Risikoen blev ved en investering i BankInvest Højrentelande af BankInvest vurderet som lav.

Af støttearket, som blev anvendt ved kundemøder, fremgår bl.a. følgende:

"…

Investeringsidé

Har du friværdi i fast ejendom, kan det sammenlignes med at have penge i banken der bare venter på at blive hævet.

Problemet er bare at du ikke får renter af friværdien hvis du ikke gør noget aktivt.

For at få pengene til at yngle, kan du tage lån i ejendommen, for eksempel Totalkreditlån, og investere beløbet i BankInvest højrentelande.

Dermed skaber du en forrentning af friværdien, nemlig forskellen på lånerenten og afkastet fra BankInvest Højrentelandene.

Sund økonomi

Vælger du et realkreditlån med fast rente, er risikoen yderst begrænset, men gevinstmulighederne også mindre.

Investeringshorisont

Investeringshorisonten bør være minimum 7-10 år.
Kurserne på Højrenteobligationer svinger relativt meget – men det er også årsagen til den gode rente. Med en lang investeringshorisont har kortsigtede kursudsving mindre betydning.

Risiko

Ud over kursudsving er risikoen ved investering i Højrenteobligationer at udstederen misligholder sine forpligtelser.

…"

Endvidere er der i støttearket vist en graf over hvor stort et kursstab investor kan tåle uden at tabe penge, ud fra en forudsætning om en lånerente på 5 % p.a. og en rente på Højrenteobligationerne på 8 % p.a.

Roskilde Bank har under sagen fremlagt rapport fra Finanstilsynet af 19. december 2006 udarbejdet efter en ekstraordinær undersøgelse på god skik området af Roskilde Bank den 14. december 2006. Af rapporten fremgår det bl.a. om bankens rådgivning i forbindelse med ydelse af lån til brug for investering i værdipapirer:

"…

Banken oplyste, at der generelt stilles krav om, at der udarbejdes en investeringsprofil for alle kunder, som ligger til grund for rådgivning i forbindelse med investering i værdipapirer. Gennemgangen af de konkrete sager betryggede Finanstilsynet om, at denne procedure generelt følges.

…"

Af rapportens samlede konklusion på undersøgelsen fremgår bl.a.:

"…

På baggrund af gennemgangen af bankens forretningsgange og konkrete kundesager samt arbejdsredskaber til udarbejdelse af investeringsprofiler er undersøgerne betrygget om, at kravene til rådgivning og information i god skik reglerne generelt efterleves, og at bankens rådgivning generelt dokumenteres på en systematisk og tilstrækkelig måde.

…"

Roskilde Bank har under sagen fremlagt et generelt notat til brug for Ankenævnets behandling af klager over Roskilde Banks rådgivning om Aktiv BoligInvest. Notatet tager udgangspunkt i dels Roskilde Banks generelle forretningsgange for rådgivning vedrørende investering i Aktiv BoligInvest og BankInvest Højrentelande, og dels disse forretningsganges overensstemmelse med god skik bekendtgørelsen. Der redegøres endvidere bl.a. for risikoklassificeringen af Aktiv BoligInvest og af BankInvest Højrentelande.

Parternes påstande.

Klageren har den 10. marts 2010 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Roskilde Bank skal lade den indgåede aftale gå tilbage uden tab.

Roskilde Bank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at han og hans ægtefælle ikke har modtaget den fornødne rådgivning omkring Aktiv BoligInvest. De har både haft et kurstab i forbindelse med optagelsen af lån til investering i Bankinvest Højrentelande, og samtidig er der en stor risiko for, at de mister de investerede penge.

Indtil videre har Aktiv BoligInvest været en rigtig dårlig investering, modsat hvad man lovede i Roskilde Bank. Den gang blev de informeret om, at de var sikre på årligt at få en gevinst svarende til deres terminer på lånet, og at de derved ikke kunne miste penge. De er senere blevet bekendt med, at netop denne gevinstudlodning påvirker kursen på BankInvest Højrentelande og derved også deres samlede investering.

Med deres nuværende viden ville de aldrig have foretaget investeringen, der efter deres opfattelse ligger markant over deres risikoprofil.

Roskilde Bank har bl.a. anført, at rådgivningen om Aktiv BoligInvest i denne sag er sket i overensstemmelse med bankens forretningsgang og den uddannelse, som den enkelte rådgiver har modtaget, som gennemgået i det fremlagte notat.

Bankens interne forretningsgange har været i overensstemmelse med de gældende regler om god skik.

Alle bankens kunderådgivere er blevet undervist af formuekonsulenter fra investeringsafdelingen, og som led i denne undervisning har de grundigt fået beskrevet produktet og dets muligheder og risikoelementer. Det har været et fast punkt i undervisningen, at kunderådgiveren i sin rådgivning af kunden skulle gøre det klart, at der var tale om en langsigtet investering, ligesom risikofaktorer skulle oplyses.

Kundernes økonomiske situation, herunder evnen til at servicere et eventuelt lån, blev vurderet ud fra bankens almindelige kreditmæssige retningslinjer. På den baggrund blev det afgjort, hvorvidt kunden var egnet til produktet. Der blev taget udgangspunkt i den enkelte kundes individuelle situation, idet der var tale om afdragsfrie lån.

Der blev således foretaget en kreditvurdering, der viste om klageren var kreditværdig samt i stand til at bære et eventuelt tab.

Hvis kunden blev fundet egnet, blev der foretaget en vurdering af kundens ejendom efter samme procedure som ved en sædvanlig lånesag.

Det har været indeholdt i forretningsgangen for Aktiv BoligInvest, som blev opdateret forud for ikrafttræden den 1. november 2007 af investorbeskyttelsesreglerne (MiFID), at der skulle udarbejdes investeringsprofil for kunder, som havde produktet Aktiv BoligInvest.

Ingen investorer er blevet rådgivet i strid med deres egne oplysninger om risikovillighed og tidshorisonten for investeringen. Er klageren uenig heri, må han i overensstemmelse med de sædvanlige bevisregler selv medvirke til at fremskaffe oplysninger, der skulle begrunde, at dette ikke var tilfældet, herunder ved fremlæggelse af risikoprofiler fra nuværende bankforbindelser og af økonomiske forhold i øvrigt. Roskilde Bank er ikke længere i besiddelse af disse oplysninger i alle sager, bl.a. fordi en stor del af bankens kunder er blevet overdraget til andre pengeinstitutter.

Det var fast kutyme at udlevere både støtteark og faktaark på kundemødet, og at kunderne skulle have mulighed for at læse materialet, inden de traf beslutning om at indgå i investeringen.

Materialet indeholder udelukkende korrekte og relevante oplysninger, der fremtræder i et let tilgængeligt sprog. Materialet indeholder en afbalanceret beskrivelse af investeringens fordele og de med investeringen forbundne risici.

På investeringstidspunktet var der ved investering i højrentelandeobligationer ikke tale om investeringer med stor risiko for tab. BankInvest havde på investeringstidspunktet kategoriseret højrentelandeobligationerne som værende lav risiko med en anbefalet investeringshorisont på 1-3 år. Risikoen ved investering i Aktiv BoligInvest var dog højere end ved den "rene" investering i BankInvest Højrentelande, men dog ikke højere end lav.

I den forbindelse må der lægges vægt på, at klagerens risikovillighed i henhold til dennes investeringsprofil var mellem. Investeringen i Aktiv BoligInvest var derfor ikke i strid med klagerens investeringsprofil.

Klageren blev gjort opmærksom på, at investeringen indebar en risiko for tab, og at den foretagne investering var baseret på en lang investeringshorisont. Klageren må selv bære risikoen for eventuelle tab, der lides ved realisation af investeringsbeviserne. Roskilde Bank har således ikke i forbindelse med rådgivningen ydet nogen garantier vedrørende indfrielseskurser.

De store kursfald, der har været i BankInvest Højrentelande, har manifesteret sig under finanskrisen, som det i den forbindelse gøres gældende, at hverken Roskilde Bank eller BankInvest burde have været i stand til at forudse.

Det er bankens opfattelse, at klageren havde solide økonomiske forhold, hvorfor banken henset til klagerens risikoprofil således ikke burde fraråde klageren at investere i Aktiv BoligInvest under henvisning til den med investeringen forbundne risiko.

På baggrund af materialet kunne klageren i øvrigt ikke være uvidende om produktets risiko og investeringshorisont.

Klageren blev oplyst om investeringshorisonten på minimum 7-10 år, hvorefter klageren måtte forvente, at der kunne blive tale om et tab på arrangementet hvis arrangementet opsagdes tidligere end 7 år.

Det gøres i øvrigt gældende, at såfremt klageren skulle afslutte investeringen nu, og altså inden udløbet af investeringshorisonten på 7-10 år, ville der ikke være noget tab, som klageren i givet fald skulle bære.

For så vidt angår det af klageren anførte om kurstab, gøres det med henvisning til kurskontrakten gældende, at klageren har været fuld vidende om og har accepteret, at der var et kurstab i forbindelse med optagelsen af lånet. Det bemærkes i øvrigt, at klageren fik en lidt bedre kurs end fastsat i kurskontrakten.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

For så vidt angår det af klageren anførte om kurstab i forbindelse med optagelse af realkreditlånet, finder Ankenævnet ikke, at der kan gives klageren medhold i denne del af klagen. Der er i den forbindelse lagt vægt på, at klageren den 3. december 2007 underskrev en kurskontrakt, hvoraf det følger, at kursen på lånet skulle fastsættes til 94,95. Lånet blev hjemtaget til kurs 95. Klageren har således ikke lidt noget tab i henhold til den i kurskontrakten fastsatte kurs.

Vedrørende aftalen om Aktiv BoligInvest bemærker Ankenævnet, at støttearket ikke indeholder fyldestgørende oplysninger om de risici, der er forbundet med at indtræde i en aftale om Aktiv Boliginvest. Der er således navnlig ikke i tilstrækkelig grad redegjort for, at realisation af investeringsbeviserne i BankInvest Højrentelande, når den af investorerne angivne tidshorisont er udløbet, eventuelt ikke vil kunne ske til en kurs, der sætter investorerne i stand til at indfri realkreditlånet. Roskilde Bank har under sagens behandling anerkendt, at denne risiko burde have været omtalt i støttearket eller under den individuelle rådgivning om Aktiv BoligInvest.

Denne risiko er i særlig grad aktuel ved aftalen om Aktiv Boliginvest, idet hele den realiserede friværdi er investeret i ét investeringsbevis, nemlig BankInvest Højrentelande, der på grund af de sikkerheder, der ligger bag investeringsbeviset, er konjunkturfølsomme, hvilket sammenholdt med investeringsbevisets bestemmelse om udbyttebetaling medfører betydelig kursusikkerhed ved beviset.

Da støttearket således ikke gav investorerne en retvisende og fyldestgørende beskrivelse af de risici, der er knyttet til produktet "Aktiv Boliginvest", finder Ankenævnet, at det må påhvile Roskilde Bank at godtgøre, at klageren forud for indgåelse af aftalen om Aktiv Boliginvest har modtaget fyldestgørende rådgivning om risikoen ved produktet.

Da Ankenævnet ikke finder det godtgjort, at banken forinden klagerens indgåelse af aftale om Aktiv Boliginvest har rådgivet klageren fyldestgørende om risici forbundet hermed, er Roskilde Bank erstatningsansvarlig for sin rådgivning om det lånefinansierede køb af BankInvest Højrentelande. Banken skal derfor betale erstatning som nedenfor bestemt.

Som følge heraf træffes følgende

a f g ø r e l s e :

Såfremt klageren inden 8 uger efter afsigelsen af denne afgørelse anmoder herom, skal Roskilde Bank herefter inden 4 uger, mod klagerens tilbagelevering af 10.300 stk. investeringsbeviser i BankInvest højrentelande samt 144.200 kr. for udbytte i 2009 og 2010, betale 869.320 kr. med tillæg af de renter og bidrag, som klageren har betalt på den tilsvarende del af kreditforeningslånet, fra den 7. februar 2008 og til betaling sker.

Klagegebyret tilbagebetales klageren.