Tvist om anvendelse af forsikringssum for totalskadet bil, i hvilken pengeinstituttet havde pant.
| Sagsnummer: | 63/1997 |
| Dato: | 18-09-1997 |
| Ankenævn: | Niels Waage, Karin Duerlund, Jette Kammer Jensen, Mette Reissmann |
| Klageemne: |
Pant - realisation
|
| Ledetekst: | Tvist om anvendelse af forsikringssum for totalskadet bil, i hvilken pengeinstituttet havde pant. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Klagerne i denne sag håndpantsatte i 1989 et løsøreejerpantebrev med pant i en bil til indklagede. I 1996 blev bilen totalskadet, og forsikringssummen blev udbetalt til indklagede som panthaver. Indklagede anvendte forsikringssummen til nedskrivning af forskellige af klagernes lån og kreditter. Klagen vedrører berettigelsen af indklagedes valg af, hvilke dele af engagementet, der skulle nedskrives. Endvidere vedrører klagen spørgsmålet om, hvorvidt indklagede var berettiget til at udbetale et beløb til en advokat og at debitere klagernes kassekredit beløbet.
Sagens nærmere omstændigheder er følgende:
Ved underskrift af et kautionsdokument den 1. august 1986 påtog A sig selvskyldnerkaution for klagernes lån hos indklagede. Af dokumentet fremgår bl.a:
"Banken har valgfrihed til at søge sig fyldestgjort i de stillede sikkerheder, det være sig pant eller kaution, i en hvilken som helst rækkefølge banken måtte ønske, idet jeg/vi/selskabet i øvrigt over for banken er solidarisk forpligtet i forhold til eventuelle V deponenter og kautionister. Endvidere har banken valgfrihed til at afskrive indkomne beløb på hovedfordringen og tilknyttede forpligtelser, i en hvilken som helst rækkefølge banken måtte ønske."
Ved underskrift på en allonge til kautionsdokumentet den 16. februar 1989 accepterede A, at den ene af klagerne optog en ny kredit, "hvortil allerede håndpantsatte effekter i sikkerhedsdepot primært tjener til sikkerhed".
Ved sikkerhedsstillelsesdokument underskrevet af klagerne den 14. juli 1989 blev et ejerpantebrev på 100.000 kr. i klagernes ejendom og et løsøreejerpantebrev på 185.000 kr. i klagernes bil stillet til sikkerhed for klagernes kassekredit, udlån og billån og i øvrigt for "ethvert tilgodehavende, banken har eller måtte få hos debitor". Det ovenfor citerede afsnit i kautionserklæringen var tillige anført i pantsætningserklæringen.
Af en allonge til sikkerhedsstillelsesdokumentet underskrevet af klagerne den 20. juni 1991 fremgår bl.a.:
"ENGAGEMENT
Effekter, der dags dato beror i ovennævnte sikkerhedsdepot, tjener fremtidigt banken til sikkerhed for debitors/-ernes følgende engagement:
DRIFTSKONTO MED MAX nr. 120782 5820 Maksimum kr. 200.000,00 BILKONTO nr. 286338 5820 Maksimum kr. 134.906,58 UNILÅN nr. 422406 5820 Skyld kr. 120.656,76
HÅNDPANTSATTE EFFEKTER
Nedennævnte effekter tjener fremtidigt banken til sikkerhed for debitors/ernes tidligere nævnte engagement:
Ejerpantebrev kr. 100.000,00 med pant i [ ] n/opr. kr. 874.000,00 Løsøreejerpantebrev kr. 185.000,00 med pant i [ ] n/opr. kr. 0,00
Yderligere tjener samtlige de til enhver tid i ovennævnte sikkerhedsdepot beroende eller registrerede effekter til sikkerhed for banken.
...
Håndpantsætningsaftalen/erne skal i øvrigt være gældende på uændrede betingelser"
Ved kautionsdokument underskrevet af A den 9. juli 1991 påtog A sig selvskyldnerkaution for klagernes kassekredit med maksimum på 200.000 kr. I følge kreditkontrakten skulle kredittens maksimum nedbringes med 20.000 kr. hver den sidste bankdag i maj, første gang den 29. maj 1992. Af kautionsdokumentet fremgår bl.a., at kreditten blev ydet hovedsagelig på grundlag af en kreditvurdering af kautionisten, at kreditten ikke forbedrede debitorernes likviditet, og at ligestillet pant forlods kunne anvendes til indfrielse af ikke kautionssikret gæld.
Den 26. juli 1991 underskrev B et ligelydende kautionsdokument.
Billånet blev indfriet i 1994, men løsørepantebrevet i bilen forblev håndpantsat til indklagede.
Den 13. december 1994 ydede indklagede mod en offentligt ydet kaution klagerne et anlægslån på 200.000 kr. til brug for klagernes personligt ejede virksomhed. Herudover havde virksomheden yderligere et anlægslån (anlægslån II) hos indklagede.
Den 25. marts 1996 underskrev klagerne en uigenkaldelig salgsfuldmagt til indklagede vedrørende deres faste ejendom, som var udlejet. Af fuldmagten fremgår bl.a.:
"Fuldmagten giver banken adgang til:
...
at antage en advokat for min regning
...."
Af en engagementsoversigt pr. 23. september 1996 fremgår bl.a., at klagernes kassekredit, hvis maksimum var nedskrevet til 100.000 kr., var i overtræk med ca. 25.000 kr. Lånet med en restgæld på ca. 63.000 kr. var i restance med 2 månedlige ydelser à 2.400 kr. Restgælden på anlægslånet var ca. 175.000 kr. Lånet var i restance med 2 månedlige ydelser à 3.150 kr. Saldoen på virksomhedens driftskredit var negativ med ca. 10.000 kr. Restgælden på anlægslån II var ca. 191.000 kr. Kautionisterne havde ved skrivelser af 13. september 1996 fået meddelelse om restancerne.
Den 24. september 1996 udbetalte klagernes forsikringsselskab 77.364 kr. til indklagede som erstatning for totalskade af bilen.
Beløbet blev anvendt til dækning af overtræk og restancer på lånet (4.800 kr.), anlægslånet (6.300 kr.) og kassekreditten (25.000 kr.). 10.500 kr. blev overført til indfrielse af virksomhedens driftkonto, mens de resterende 30.764 kr. blev indbetalt på anlægslån II som ekstraordinært afdrag.
Ved skrivelse af 25. september 1996 til indklagede gjorde klagerne indsigelse mod placeringen af forsikringssummen, som efter deres opfattelse hovedsageligt burde være krediteret kassekreditten. Indklagede afviste klagernes indsigelser.
Ved skrivelse af 15. oktober 1996 til Unikredit anmodede klagerne om henstand med terminsbetalingen vedrørende ejendommen. Om baggrunden oplyste klagerne, at de siden 1. august 1996 forgæves havde forsøgt at formå en lejer til at fraflytte ejendommen, som ønskedes solgt. Sagen havde den 11. oktober 1996 været behandlet af fogedretten i Hillerød, der havde givet lejer en frist på 14 dage til at fraflytte ejendommen.
Med henvisning til en berammet udsættelsesforretning vedrørende klagernes lejere den 17. december 1996 anmodede klagernes advokat ved skrivelse af 29. november 1996 indklagede om en acontobetaling på 5.000 kr. til dækning af positive udlæg. Indklagede betalte advokaten ved træk på klagernes kassekredit den 2. december 1996.
Ved skrivelse af 25. januar 1997 anmodede klagerne på ny indklagede om at overføre forsikringssummen til kassekreditten med henblik på betaling af skyldige terminer til Unikredit på i alt ca. 63.000 kr., således at tvangsauktion over ejendommen kunne afværges. Indklagede afslog anmodningen ved skrivelse af 27. januar 1997.
Ved klageskema af 10. februar 1997 har klagerne indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at kreditere forsikringssummen på 77.364 kr. og betalingen til advokaten på 5.000 kr. på kassekreditten.
Indklagede har nedlagt påstand om principalt afvisning, subsidiært frifindelse.
Den 3. marts 1997 indsatte indklagede 4.300 kr. på klagernes kassekredit, idet advokaten returnerede acontobeløbet på 5.000 kr. med fradrag af 700 kr. til dækning af fogedgebyr.
Klagerne har anført, at indklagede hverken i forhold til dem eller til kautionisterne var berettiget til at placere forsikringssummen på andre konti end kassekreditten. Såfremt forsikringssummen var blevet krediteret kassekreditten, ville de have haft tilstrækkelig likviditet til at overholde deres forpligtelser i henhold til de andre konti og til betaling af terminer på ejendommen, indtil det lykkedes at få denne solgt i fri handel. Anlægslånene var sikret ved en offentlig ydet kaution og pant i virksomhedens patent, licensaftale og licensafkast. Engagementet var ikke misligholdt, idet indklagede havde accepteret restancer på engagementet til betaling af terminer, indtil ejendommen blev solgt. Anlægslån II, som blev ekstraordinært nedbragt med 30.764 kr. af forsikringssummen, var i hvert fald ikke misligholdt. Anlægslånene blev ydet efter at kautionisterne havde påtaget sig kaution for kassekreditten og for den enes vedkommende lånet. Indklagede var derfor i hvert fald i forhold til de 2 kautionister ikke berettiget til at placere en del af forsikringssummen på anlægslån II, hvorved kautionisternes risiko blev forøget. Indklagede var ikke berettiget til at hæve beløbet på 5.000 kr. på kassekreditten. Beløbet havde ikke relation til ejendomssalget.
Indklagede har til støtte for afvisningspåstanden anført, at der er tale om et erhvervsmæssigt engagement med klagerne.
Til støtte for frifindelsespåstanden har indklagede anført, at man på baggrund af indholdet af pantsætnings- og kautionsdokumenterne var berettiget til at disponere som sket over den udbetalte forsikringssum. 29.800 kr. blev anvendt til nedbringelse af de kautionssikrede fordringer, mens 47.564 kr. blev anvendt til nedbringelse af ikke kautionssikrede lån. Såfremt beløbet på 47.564 kr. var blevet anvendt til nedbringelse af kassekreditten som ønsket af klagerne, ville denne kassekredits maksimum være blevet nedskrevet med beløbet, hvorfor klagerne ikke ville have opnået nogen likviditetsmæssig virkning herved. Kautionisterne har ikke gjort indsigelse mod fordelingen af forsikringssummen på klagernes konti. Indklagede var i henhold til salgsfuldmagten berettiget til at antage advokat for klagernes regning i forbindelse med salgsbestræbelserne vedrørende klagernes ejendom. Da salgsmulighederne var afhængig af, at lejeren var fraflyttet ejendommen, og da indklagede var indforstået med, at klagernes advokat varetog denne opgave, blev anmodningen om betaling af à conto 5.000 kr. imødekommet.
Ankenævnets bemærkninger:
Indledningsvis bemærkes, at Ankenævnet ikke finder tilstrækkelig grundlag for at afvise klagen.
Ankenævnet finder, at indklagede efter vilkårene i pantsætningsdokumentet af 14. juli 1989 var berettiget til at anvende forsikringssummen til nedbringelse af engagementet som sket.
For så vidt angår acontobetalingen til advokaten må det lægges til grund, at advokaten i forbindelse med udsættelsen af lejerne i ejendommen varetog indklagedes interesser i henhold til salgsfuldmagten. Indklagedes findes derfor at have været berettiget til at afholde udgiften og debitere kassekreditten beløbet i medfør af salgsfuldmagtens bestemmelse om, at indklagede kunne antage en advokat for klagernes regning.
Som følge af det anførte
Klagen tages ikke til følge.