Ekspeditionstid ved overførsel af engagement
| Sagsnummer: | 451 /2000 |
| Dato: | 13-03-2001 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Leif Nielsen, Jørn Ravn, Ole Reinholdt, Ole Simonsen |
| Klageemne: |
Overførsel - depot
|
| Ledetekst: | Ekspeditionstid ved overførsel af engagement |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne klage vedrører indklagedes ekspeditionstid ved overførsel af klagerens engagement hos indklagede til et andet pengeinstitut.
Sagens omstændigheder.
Den 24. juli 2000 indgav klageren en klage til Ankenævnet (2000293) vedrørende bl.a. et krav fra indklagede om gebyr for overførsel af klagerens værdipapirer, idet klageren gjorde gældende, at indklagede havde givet tilsagn om gebyrfri overførsel.
Ved skrivelse af 15. september 2000 erklærede indklagede sig indstillet på gebyrfrit at overføre klagerens værdipapirer. I skrivelsen var tilføjet:
"Vi gør opmærksom på, at [indklagede] ikke i vore kunders navn kan oprette depoter i andre pengeinstitutter eller realkreditinstitutter. De er derfor nødsaget til selv at drage omsorg for oprettelsen heraf og anmode de pågældende institutter om at foretage overførslen."
Ved telefaxskrivelse af 1. november 2000 gav klageren nærmere oplysninger om, til hvilke institutter og hvilke depot- og kontonumre hans engagement skulle overføres.
Ved telefaxskrivelse af 16. november 2000 rykkede klageren for overførslen.
Parternes påstande.
Den 17. november 2000 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med følgende påstand: "At få overført samtlige mine midler og depoter som anført til [indklagede] og at det passerede påtales og sanktioneres over for de implicerede medarbejdere og deres ledere."
Ved skrivelse af 6. december 2000 meddelte indklagede, at engagementet nu var overført.
Ifølge klageren fandt overførslen sted i uge 47 og 48 (20. november - 1. december 2000).
Indklagede har nedlagt påstand om afvisning.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at indklagede uberettiget har tilbageholdt hans midler. Der var fra indklagedes ledelse givet tilsagn om gebyrfri overførsel, som han gentagne gange har anmodet indklagede om at effektuere.
Indklagede har undladt at besvare en række skriftlige henvendelser fra ham om overførsel af midlerne.
Indklagede har til støtte for afvisningspåstanden anført, at der ikke består en formueretlig tvist, hvorfor sagen bør afvises.
Overførslen af klagerens engagementet afventede, at klageren fik oprettet depoter i andre pengeinstitutter og anmodede disse om at overføre fondskoderne til sig.
Først da man havde modtaget det korrekte materiale til brug for overførslerne, kunne disse effektueres.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Selv om overførslen af klagerens engagementet nu er ekspederet, finder Ankenævnet ikke tilstrækkeligt grundlag for at afvise klagen.
Ankenævnet finder det imidlertid ikke godtgjort, at overførslerne, som først kunne ske, efter at indklagede havde modtaget de nødvendige oplysninger fra klageren, ikke af indklagede er ekspederet inden for rimelig tid.
Som følge heraf Klagen tages ikke til følge