Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Indsigelse mod gæld overgået til inkasso.

Sagsnummer: 553/2010
Dato: 18-01-2012
Ankenævn: John Mosegaard, Hans Daugaard, Ole Jørgensen, Peter Stig Hansen og Morten Bruun Pedersen
Klageemne: Inkasso - rentens størrelse
Inkasso - forældelse
Inkasso - hæftelse
Ledetekst: Indsigelse mod gæld overgået til inkasso.
Indklagede: Arbejdernes Landsbank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Denne sag vedrører klagernes indsigelser vedrørende en gæld, der i 1990-erne overgik til inkasso.

Sagens omstændigheder

Klagerne, der er ægtefæller, blev i 1986 kunder i Arbejdernes Landsbank.

I 1992 solgte klagerne deres faste ejendom. Efter det oplyste opnåede banken ikke dækning for et pant i ejendommen, der lå til sikkerhed for et lån til klagerne.

Klagerne har under sagen fremlagt en kopi af tingbogen vedrørende pantehæftelserne på ejendommen. Heraf fremgår to kreditforeningslån på henholdsvis 181.000 kr. og 179.000 kr. samt tre private pantehæftelser på i alt 160.000 kr. (2x50.000 kr. og 1x60.000 kr.).

Den 14. oktober 1994 bevilgede banken rentefritagelse for restgælden på klagernes lån, der ifølge bevillingsansøgningen udgjorde 175.705,13 kr.

Den 5. december 1994 underskrev klagerne et gældsbrev til banken med en hovedstol på 175.705,13 kr., som skulle afvikles med en månedlig ydelse på 1.000 kr. Rentesatsen var 0%. Aftale om videre afvikling skulle træffes den 1. juni 1995. Af gældsbrevet fremgår i øvrigt blandt andet:

"…

Debitor er forpligtet til efter bankens fastsættelse at betale overtræksrente, provision, restancerente eller morarenter, gebyrer for udsendelse af rykkerbreve samt udgifter ved juridisk inkassation mv., såfremt en kreditaftale kommer i overtræk, i restance eller udnyttes i strid med de indgåede aftaler med banken.

…"

Ved brev af 1. november 1995 meddelte klagerne, at de ikke så sig i stand til at betale, og at de ville søge gældssanering.

I forbindelse med en fogedsag i 1996 opgjorde banken sit tilgodehavende til 192.885,39 kr. Beløbet var sammensat af en hovedstol på 171.550,13 kr., renter fra den 1. juni 1995 på 16.236,51 kr. og inkassoomkostninger på 4.848,75 kr. Udlægsbegæringen blev begrænset til 25.000 kr. Ifølge en erklæring om udlæg/arrest udstedt af Retten i Slagelse den 28. marts 1996 fik banken udlæg i klagernes bil for 26.260 kr. Klagerne har bestridt dette og har anført, at bilen blev totalskadet i 2000. Forsikringssummen blev udbetalt til bilforhandleren. Til støtte herfor har klagerne fremlagt en udskrift af 24. november 2010 fra Central-Registeret for Motorkøretøjer, hvoraf fremgår, at den omhandlede bil blev afmeldt af registrering den 30. marts 2000 og ikke efterfølgende registreret.

Ved brev af 4. juni 1999 afslog banken et tilbud fra klagerne om betaling af 20.000 kr. over ca. to år til fuld og endelig afgørelse af mellemværendet.

Ved brev af 6. november 2008 til klagerne meddelte banken, at man havde genoptaget sagen med henblik på en afklaring af mellemværendet, der nu blev opgjort til 260.459,74 kr. Beløbet fremkom således:


Hovedstol

171.550,13 kr.

Inkassoomkostninger

+ 5.898,00 kr.

Indbetalt

÷ 25.400,00 kr.

Ny hovedstol

152.048,88 kr.

+ rente for tiden 18,35 % om året i tre år

108.410,86 kr.

I alt

260.459,74 kr.


Ved brev af 25. juni 2010 til Fogedretten i Næstved anmodede banken om berammelse af en ny fogedforretning. Fogedsagen blev udsat på afgørelse af sagen i Ankenævnet.

Den 11. oktober 2010 indgav klagerne en klage over Arbejdernes Landsbank til Ankenævnet.

Af bankens nugældende almindelige forretningsbetingelser fremgår blandt andet:

"…

7. Overtræksrente, rykkergebyrer

Hvis en konto overtrækkes, kommer i restance eller udnyttes i strid med aftalen, kan banken kræve overtræksrente, provision og gebyrer for ekstraordinær ekspeditioner f.eks. rykkerbreve og returnering. Banken kræver også betaling til dækning af omkostninger ved inkasso og juridisk bistand.

…"

Af bankens satser pr. den 4. november 2011 fremgår blandt andet:

"…

Ved misligholdelse af engagement kan banken opkræve en inkassorente, der beregnes som procesrenten med et tillæg på p.t. 9 %, i alt 17,30 % om året.

…"

Parternes påstande.

Klagerne har nedlagt påstand om, at Arbejdernes Landsbank skal frafalde sit krav.

Arbejdernes Landsbank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klagerne har anført, at banken ydede mangelfuld rådgivning i forbindelse med, at de i 1983 og 1986 blev ramt af henholdsvis ulykke og sygdom og deraf følgende økonomiske problemer. De søgte gentagne gange råd hos banken. Selvom deres indtægt var faldet, rådede banken dem til at optage et lån til køb af pantebreve i ejendommen. Herefter så banken ikke grund til at ændre noget. Da ejendommen var solgt, blev de ladt i stikken.

Gælden til banken vedrører indfrielsen af de to pantebreve på hver 50.000 kr. I 1992, hvor ejendommen blev solgt, havde de afdraget på gælden i ca. 5 ½ år. Det er derfor uforståeligt, at gælden til banken udgør så stort et beløb.

Der blev indgået aftale om, at der ikke måtte løbe renter på lånet fra 1992.

Alle deres personlige papirer blev ødelagt ved et skybrud i august 2010.

Arbejdernes Landsbank har anført, at klagerne ved gældsbrev af 5. december 1994 erkendte at skylde banken 175.705,13 kr., som efterfølgende er nedbragt til 152.048,88 kr.

Klagerne har ikke haft en berettiget forventning om, at gælden var bortfaldet. Der er heller ikke indtrådt forældelse.

Banken er ikke i besiddelse af oplysninger vedrørende rådgivning af klagerne forud for ejendomssalget i 1992. Klagerne har ikke påvist, at de har lidt tab i forbindelse med, at banken skulle have ydet dem dårlig rådgivning. Et eventuelt krav vedrørende dårlig rådgivning i 1986 må i øvrigt anses for forældet, jf. forældelseslovens § 30, stk. 1., jf. Danske Lovs 5-14-4.

Banken har i perioder bevilget klagerne rentefritagelse, jf. gældsbrevet af 5. december 1994. Da klagerne misligholdt aftalen bortfald rentefritagelsen. Klagerne har endvidere udvist passivitet.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion

Ved gældsbrevet af 5. december 1994 erkendte klagerne at skylde Arbejdernes Landsbank 175.705,13 kr.

Der er ikke godtgjort eller sandsynliggjort omstændigheder, hvorefter det kan pålægges banken at frafalde sit tilgodehavende, hverken helt eller delvist.

Der er ikke grundlag for at fastslå, at klagerne har afviklet gælden i videre omfang end det af banken opgjorte beløb på 25.400 kr.

Der er heller ikke grundlag for at tilsidesætte bankens krav på inkassoomkostninger på i alt kr. 5.898 kr. og den af banken beregnede misligholdelsesrente i tre år, der ifølge bankens satser nu svarer til procesrenten med et tillæg på 9 procentpoint, eller i alt 17,30 % om året.

Som følge heraf træffes følgende

a f g ø r e l s e :

Klagen tages ikke til følge.