Håndpantsætning og kautionsforpligtelse til afløsning af tidligere kautionists forpligtelser ved dennes død. Gyldighed af oprindelig kautionsforpligtelse.
| Sagsnummer: | 127/1994 |
| Dato: | 17-10-1994 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Niels Busk, Niels Bolt Jørgensen, Kirsten Nielsen, Bjarne Lau Pedersen |
| Klageemne: |
Kaution - forhold til pant
|
| Ledetekst: | Håndpantsætning og kautionsforpligtelse til afløsning af tidligere kautionists forpligtelser ved dennes død. Gyldighed af oprindelig kautionsforpligtelse. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Den 17. januar 1992 underskrev klageren et særskilt kautionsdokument hvorefter hun kautionerede for et bestemt lån ydet til hendes søn. Klageren underskrev samtidig en håndpantsætningserklæring om pantsætning af et ejerpantebrev på 140.000 kr. med pant i hendes ejendom til sikkerhed for sønnens lån. Klagen angår, om denne kaution og håndpantsætningsaftale bør bortfalde. Omstændighederne for klagerens underskrift på kautions- og pantsætningsdokumenterne er følgende:
Den 22. april 1987 underskrev klagerens ægtefælle som kautionist for et lån på 160.000 kr. til klagerens søn. Lånet blev forhøjet i januar 1988 til 184.946,22 kr., og ægtefællen underskrev den 26. januar 1988 som kautionist på lånedokumentet. Indklagede har anført, at klagerens ægtefælle første gang påtog sig kaution for sønnen i 1984, men man er ikke i besiddelse af disse ældre dokumenter.
I efteråret 1990 blev ægtefællen kontaktet i anledning af sønnens misligholdelse af lånet. Med deltagelse af bl.a. debitor, klageren, dennes ægtefælle og deres advokat fandt der drøftelse sted med indklagede vedrørende betingelser for en fortsættelse af sønnens lån. Det aftaltes bl.a., at ægtefællen yderligere skulle stille et ejerpantebrev på 190.000 kr. med pant i deres ejendom som sikkerhed. Indklagede fremsendte i maj måned 1991 kautionsdokument og pantsætningsdokument til ægtefællens advokat med henblik på underskrift. Efter aftale med indklagede blev ægtefællens underskrift udsat til efter den 1. juli 1991 på en forventet nedsættelse af stempelafgiften på ejerpantebrevet. Den 20. juli 1991 døde ægtefællen uden forinden at have underskrevet dokumenterne.
Efter ægtefællens død førtes der forhandlinger mellem indklagede og klageren ved dennes advokat og klagerens øvrige børn om en løsning, idet det var klagerens ønske at overtage boet til uskiftet bo og forblive boende i den faste ejendom.
I en skrivelse af 9. december 1991 anslog klagerens advokat, at der ved en opgørelse af afdødes bo kun ville være dækning for knap 120.000 kr. af afdødes kautionsforpligtelse. På vegne klageren tilbød advokaten derfor, at klageren overtog kautionsforpligtelsen begrænset til 120.000 kr. Som svar herpå meddelte indklagede, at man ikke var indstillet på at reducere kautionsforpligtelsen, ligesom man fortsat ønskede at modtage sikkerhed i boets ejendom i form af et ejerpantebrev, men således at man gentog et tidligere tilsagn om ikke at ville realisere pantet, sålænge klageren ejede og beboede ejendommen. Den 17. januar 1992 underskrev klageren herefter kautionsdokument og håndpantsætningserklæring.
I marts 1993 meddelte indklagede klageren, at kautionslånet var i restance med ydelserne pr. 1. november 1992 og fremefter. I skrivelse af 26. juni 1993 orienteredes klageren om, at indklagede forgæves havde søgt at indgå en afviklingsaftale med sønnen. Som følge af dennes manglende reaktion anmodede man klageren om at indfri kautionslånet, hvis restgæld var ca. 180.000 kr. Der fandt herefter en korrespondance sted mellem klageren og indklagede, hvor klageren gjorde gældende, at ægtefællens kautionsforpligtelse var ugyldig, idet ægtefællen i sin tid havde været forkalket og måske begyndende senil og derfor ude af stand til at overskue konsekvenserne af sin underskrift. Dette afviste indklagede.
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anse hendes kautionsforpligtelse for bortfaldet og udlevere det håndpantsatte ejerpantebrev.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har anført, at hendes ægtefælle, da han underskrev som kautionist, var 74 år og ikke var i stand til at overskue konsekvensen heraf. Hun har i den forbindelse henvist til en erklæring af 19. november 1993 fra ægtefællens læge fremlagt under sagen, hvoraf bl.a. fremgår, at ægtefællen de sidste 5 år var særdeles affældig legemligt og efterhånden også psykisk. Kautionsdokumentet og pantsætningsdokumentet fra januar 1992 underskrev hun i sin totale afmagt og af frygt for at miste ejendommen.
Indklagede har anført, at afdøde gyldigt påtog sig kautionsforpligtelsen. Kautionistens alder kan ikke i sig selv føre til bortfald af forpligtelsen. Hertil kommer, at ægtefællen blev bistået af advokat i hvert fald fra efteråret 1990. Også klageren var ved påtagelsen af kautionsforpligtelsen og pantsætningen af ejerpantebrevet bistået af advokat.
Ankenævnets bemærkninger:
I forbindelse med sin ægtefælles død har klageren efter drøftelse med advokat underskrevet kautionserklæringen og håndpantsætningserklæringen af 17. januar 1992, således at disse erklæringer afløste ægtefællens kaution. Ankenævnet finder, at klageren må være afskåret fra nu at kræve sig frigjort fra de således påtagne forpligtelser under påberåbelse af, at den kautionsforpligtelse, som hendes ægtefælle i sin tid havde påtaget sig, ikke var gyldig. Allerede af denne grund kan klagen ikke tages til følge.
Som følge heraf
Den indgivne klage tages ikke til følge.