Spørgsmål om betydning af tidsbegrænsning.
| Sagsnummer: | 380/1999 |
| Dato: | 24-05-2000 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Lars Christensen, Bjarne Lau Pedersen, Jørn Ravn, Erik Sevaldsen |
| Klageemne: |
Kaution - tidsbegrænsning
|
| Ledetekst: | Spørgsmål om betydning af tidsbegrænsning. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | OF |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
Indledning.
Denne klage vedrører en tidsbegrænset tabskaution, som klagerne i 1997 afgav over for indklagede.
Sagens omstændigheder.
Den 15. september 1997 underskrev klagerne, der er ægtefæller, en kautionserklæring, hvorefter de til sikkerhed for hovedmanden B's kassekredit hos indklagede indestod som tabskautionister. Det fremgik, at klagernes
"samlede kautionstilsvar for begge kautionister [er] begrænset til kr. 200.000, dog maksimalt 25% af gælden på kassekreditten til enhver tid, idet kassekredittens maksimum er på kr. 200.000, med mulighed for periodevis overtræk på kr. 600.000.
Kautionen er gældende til 1/4-1998".
Klagerne underskrev efterfølgende en skrivelse dateret 15. september 1997, hvorved de bekræftede, at tabskautionen var "gældende frem til 1/10-1998".
Af sagen fremgår, at klagerne til sikkerhed for et eventuelt regreskrav havde sekundær håndpanteret i et ejerpantebrev på 2 mio. kr. primært håndpantsat til indklagede til sikkerhed for andre lån til B.
Klagerne har anført, at baggrunden for deres kaution var en henvendelse fra B, der var deres bekendte.
Til sikkerhed for den ydede kassekredit kautionerede endvidere V, ligeledes som tabskautionist. V's kaution var også afgivet den 15. september 1997 og var "begrænset til 1 år fra underskrift".
Af indklagedes skrivelse af 22. september 1998 til klagerne fremgår:
"Under henvisning til kautionserklæring af 15/9-97 med udløb den 1/10-98 skal vi herved bede Dem tiltræde at Deres kautionstilsvar er gældende indtil 3 måneder fra dato, med henvisning til at ejendommen [ejendommen, hvori klagerne havde sekundær håndpanteret], forventes solgt inden for dette tidsrum.
De bedes venligst tiltræde ovenstående ved Deres underskrift på medfølgende genpart af denne skrivelse."
Indklagede har fremlagt en kopi af skrivelsen af 22. september 1998; klagernes adresse er anført med en tidligere adresse. Denne er overstreget, og med håndskrift fremgår klagernes nuværende adresse. Endvidere er påført "sendt igen 24/9".
Klagerne bestrider at have modtaget skrivelsen af 22. september 1998.
Omkring samme tidspunkt gjorde indklagede kautionen gældende over for V.
I en anbefalet skrivelse af 30. september 1998 fra indklagede til klagerne, som disse modtog den 1. oktober 1998, hedder det:
"Vi har noteret, at De ikke har returneret brev af 22.9.1998 med anmodning om forlængelse af tabskautionen for ovennævnte konto.
Som følge heraf ser banken sig desværre nødsaget til at opsige tabskautionen til indfrielse, i hvilken forbindelse vi gør Dem opmærksom på, at gælden på debitors konto nr. ..... d.d. udgør kr. 901.749,88, hvortil kommer renter fra 20.9.1998.
Som det er Dem bekendt er engagementet sikret ved en i favør fra Dem afgivet sekundær håndpanteret i ejerpantebrev kr. 2.000.000,00 med pant i debitors ejendom beliggende .........., hvilket ejerpantebrev primært er deponeret til sikkerhed for øvrige lån i banken med en restgæld på kr. 1.750.000,00 + renter fra 20.9.1998.
Vi vil senere orientere Dem om størrelsen af et eventuelt endeligt tab for banken, efter at provenuet fra den stipulerede sikkerhed er endeligt indgået. Til Deres orientering skal vi for god ordens skyld oplyse, at [debitor] dags dato er orienteret om, at yderligere træk på kassekreditten - i konsekvens af nærværende opsigelse - fremover ikke accepteres.
Vi skal dog til slut ikke undlade at gøre opmærksom på, at såfremt den tidligere fremsendte anmodning om forlængelse af tabskautionen returneres til banken senest den 5.10.1998, er banken indstillet på at tilbagekalde nærværende opsigelse."
Parternes påstande.
Klagerne har den 20. september 1999 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at indklagede ikke kan gøre kautionsforpligtelsen gældende.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klagerne har anført, at de ikke har modtaget skrivelsen dateret 22. september 1998. Denne skrivelse er i øvrigt ikke udtryk for, at tabskautionen gøres gældende. Deres kautionsforpligtelse er herefter bortfaldet som følge af, at indklagede ikke gjorde kautionen gældende, forinden den udløb den 30. september 1998.
Det bestrides, at tidsbegrænsningen skal forstås således, at kautionen begrænses til gæld påløbet til og med den 30. september 1998. Herimod taler også indholdet af indklagedes skrivelser af 22. og 30. september 1998.
Tidsbegrænsningen blev indføjet på foranledning af dem, men formuleringen er udarbejdet af indklagede. Formuleringen bør ikke give forståelsesmæssige problemer. En naturlig læsning støtter deres opfattelse af sagen.
Da de gav tilsagn om at forlænge kautionen til 30. september 1998, blev de lovet, at deres kautionsvilkår herefter ville være som for V's vedkommende, hvilket imidlertid ikke var tilfældet.
De har på intet tidspunkt tiltrådt, at den ejendom, hvori De via ejerpantebrevet havde sikkerhed, skulle sælges. Også på denne baggrund kan kautionen ikke gøres gældende.
Indklagede har anført, at skrivelsen af 22. september 1998 blev sendt såvel til klagernes tidligere adresse som til deres nuværende adresse. Klagerne blev således gjort bekendt med, at tabskautionen ville blive gjort gældende.
Tidsbegrænsningen i kautionserklæringen begrænser alene indholdet af klagernes forpligtelse, således at den kun omfatter gæld stiftet inden den 1. oktober 1998.
Subsidiært gøres det gældende, at kautionen er gjort gældende inden fristens udløb.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Efter kautionserklæringen af 15. september 1997 og den supplerende skrivelse af samme dato var klagernes forpligtelse som tabskautionister "gældende frem til 1/10-1998". Ankenævnet finder, at dette efter en naturlig læsemåde må forstås således, at forpligtelsen bortfalder, hvis den ikke er gjort gældende af indklagede inden udløbet af den angivne frist. Nævnet finder således ikke tilstrækkeligt grundlag for at fortolke bestemmelsen på den af indklagede anførte måde, dvs. som alene sigtende til kautionsforpligtelsens genstand, således at der hæftes for gæld stiftet inden fristens udløb. Det bemærkes herved, at indklagede i sine skrivelser af 22. og 30. september 1998 til klagerne selv synes at have lagt den førstnævnte forståelse til grund, og at tvivl vedrørende forståelsen må komme indklagede som den professionelle part og som den, der har affattet bestemmelsen, til skade.
Ved tabskaution kan kreditor først rejse krav mod kautionisten, når det gennem retsforfølgning mod hovedmanden og realisation af eventuelle panter m.v. er konstateret, at kreditor har lidt tab. Indklagede kunne derfor ikke ved skrivelsen af 30. september 1998 rejse krav mod klagerne - heller ikke ved at "opsige tabskautionen til indfrielse" - og skrivelsen kan derfor alene forstås som et forbehold om eventuelt senere at rejse krav. Dette kan imidlertid ikke være tilstrækkeligt til at opretholde kautionsforpligtelsen uanset den aftalte tidsbegrænsning. Allerede af denne grund er klagernes kautionsforpligtelse ophørt, og det er således unødvendigt at tage stilling til, om fristen udløb den 30. september eller den 1. oktober 1998.
Ankenævnet tager herefter klagernes påstand til følge.
Som følge heraf
Indklagede skal anerkende, at klagernes kautionsforpligtelse påtaget ved kautionserklæring af 15. september 1997 er ophørt, således at indklagede ikke kan gøre krav gældende mod klagerne. Klagegebyret tilbagebetales klagerne.