Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Spørgsmål om hævninger i henhold til fuldmagt skete med frigørende virkning for banken.

Sagsnummer: 25/2008
Dato: 16-11-2009
Ankenævn: Vibeke Rønne, Jesper Claus Christensen, Carsten Holdum, Karin Ladegaard og Astrid Thomas
Klageemne: Konto - øvrige spørgsmål
Fuldmagt - øvrige spørgsmål
Ledetekst: Spørgsmål om hævninger i henhold til fuldmagt skete med frigørende virkning for banken.
Indklagede: Danske Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning.

Denne sag vedrører, om nogle hævninger i henhold til fuldmagt skete med frigørende virkning for banken.

Sagens omstændigheder.

Klagerens nu afdøde mor, A, der var født i 1914, var kunde i Danske Banks Borup afdeling.

Klageren har oplyst, at han og hans to søskende, en søster, B, og en bror, C, i 1993 aftalte, at ingen af dem måtte hæve beløb på moderens (A’s) konto, uden at de alle tre var enige herom. Det var moderens (A’s) klare ønske, at ingen af dem skulle have mere end de andre.

Banken har oplyst, at Borup afdelingen frem til 2003, hvor afdelingen blev kasseløs, ca. en gang om måneden besøgte det plejehjem, hvor A boede, for at give beboerne mulighed for at hæve på deres konti. A benyttede ordningen og blev i marts 2003 informeret om dens ophør. Umiddelbart herefter fik A’s datter, B, kontofuldmagt til A’s konto i banken. A var ved sine fulde fem og forstod fuldt ud, hvad det drejede sig om. B havde tidligere disponeret på kontoen i henhold til engangsfuldmagter.

Banken har under sagen fremlagt en udbetalingskvittering underskrevet af B vedrørende en hævning på A’s konto på 1.500 kr. den 7. januar 2003. Hævningen skete i henhold til en ligeledes fremlagt fuldmagt af 3. januar 2003, der fremtræder som underskrevet af A.

Banken har endvidere fremlagt en udateret kontofuldmagt, der fremtræder som underskrevet af A. Kontofuldmagten, hvorefter B blev bemyndiget til at disponere på A’s konto, blev registreret i banken den 3. april 2003.

I 2006 – 2007 henvendte klageren og C sig til såvel B som banken om moderens (A’s) konto. Det var klagerens og C’s opfattelse, at B uberettiget havde hævet på A’s konto.

Sagen blev drøftet på et møde i banken den 16. juli 2007. Samme dag spærrede banken for adgang til at hæve med hævekort på A’s konto.

Den 12. november 2007 døde A.

Ved skifteretsattest af 18. december 2007 om boudlæg blev boet efter A udlagt til C. Det udlagte bo omfattede A’s konto i Danske Bank med et indestående på 15.517,54 kr., begravelseshjælp på 1.050 kr. samt et yderligere beløb på 1.100 kr., i alt 17.667,54 kr.

Parternes påstande.

Den 24. januar 2008 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet. Ankenævnet har forstået klagerens endelige påstand således, at Danske Bank skal tilbageføre hævninger på i alt ca. 36.000 kr. på A’s i konto i banken i perioden 1. oktober 2005 – 12. november 2007.

Danske Bank har nedlagt påstand om principalt afvisning, subsidiært frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at B uberettiget og på grundlag af falsk(e) fuldmagt(er) hævede på A’s konto i Danske Bank.

Den fremlagte kontofuldmagt er udateret, og der er ikke anført vitterlighedsvidner. Både A’s og B’s underskrift på kontofuldmagten samt det anførte i fuldmagten af 3. januar 2003 er udfærdiget med samme håndskrift. På grund af alder og demens var A allerede i 2003 hverken i stand til at skrive eller komme i banken.

A’s faste udgifter blev betalt via betalingsservice og hendes forbrug herudover var på højst 1.000 kr. om måneden. I perioden 1. oktober 2005 – 12. november 2007 hævede B i alt 61.067 kr., hvoraf højst 25.000 kr. kan være blevet anvendt til A’s forbrug. Banken bør godtgøre differencen på ca. 36.000 kr.

Banken burde have undret sig over, at B "blot hævede løs hele tiden".

Han og C blev opmærksomme på de uberettigede hævninger på grundlag af A’s årsopgørelse for 2005. Banken burde have udvist større samarbejdsvilje, da de henvendte sig om B’s uberettigede hævninger.

A døde, forinden de fik taget initiativ til at få etableret et værgemål.

Danske Bank har til støtte for afvisningspåstanden anført, at sagens afgørelse beror på en bevisførelse om ægtheden af kontofuldmagten, og at en sådan bevisførelse ikke kan ske for Ankenævnet.

Til støtte for frifindelsespåstanden har Danske Bank anført, at kontofuldmagten er gyldig.

Kontofuldmagten blev indleveret til banken i underskrevet stand, udateret og uden vitterlighedsvidner.

Underskriften på kontofuldmagten er identisk med A’s underskrift.

Banken fandt ikke noget usædvanligt i, at der blev oprettet en kontofuldmagt.

B havde tidligere disponeret over kontoen ved engangsfuldmagter.

A var efter bankens opfattelse i stand til at varetage sine egne interesser.

Banken har ikke handlet ansvarspådragende.

Adgang til at hæve med hævekort på A’s konto blev spærret på baggrund af indsigelserne fra klageren og med henblik på at sikre A. Banken afstod fra at drøfte kontoforholdet med andre end A eller dennes eventuelle værge. Klageren blev opfordret til at undersøge mulighederne for etablering af værgemål for A.

I forbindelse med klagen til Ankenævnet har banken opfordret klageren til at få genoptaget dødsboet og anmelde sagen om kontofuldmagten til politiet. Banken har i den forbindelse udlånt de originale fuldmagter til politiet, som ved brev af 21. januar 2009 tilbagesendte dokumenterne med bemærkning om, at der ikke var nogen sag.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

De omstridte dispositioner på A’s engagement i Danske Bank før A’s død i 2007 skete på grundlag af skriftlig fuldmagt af 3. januar 2003 fra A til A’s datter (B) til at hæve 1.500 kr. og ved dispositioner foretaget af A’s datter (B) i henhold til skriftlig udateret fuldmagt fra A til B til at disponere over en bestemt konto.

Der er ikke godtgjort omstændigheder, der kan begrunde, at banken nærmere burde have undersøgt gyldigheden af A’s fuldmagter til B. Der er heller ikke godtgjort andre omstændigheder, der kan begrunde et ansvar for banken.

Som følge heraf



Klagen tages ikke til følge.