Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Spørgsmål om godtgørelse af selvrisiko på bilforsikring, såfremt forsikringen blev tegnet i pengeinstituttets forsikringsselskab.

Sagsnummer: 209/1999
Dato: 21-10-1999
Ankenævn: Niels Waage, Karin Duerlund, Inge Frølich, Allan Petersen, Jørn Ravn
Klageemne: Forsikring - øvrige spørgsmål
Ledetekst: Spørgsmål om godtgørelse af selvrisiko på bilforsikring, såfremt forsikringen blev tegnet i pengeinstituttets forsikringsselskab.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning.

I forbindelse med klagerens etablering af billån hos indklagede tegnede klageren en bilforsikring i et forsikringsselskab, der er koncernforbundet med indklagede. Ifølge klageren gav indklagede tilsagn om, at man ville dække selvrisikoen på forsikringen i tilfælde af en forsikringsbegivenhed, hvilket bestrides af indklagede.

Sagens omstændigheder.

I august 1998 ydede indklagede klageren et billån. I samme forbindelse tegnede klageren en bilforsikring i et forsikringsselskab, der er koncernforbundet med indklagede.

Af forsikringsbegæring underskrevet af klageren den 20. august 1998 fremgår, at selvrisikoen på forsikringen var 2.600 kr.

Klageren har anført, at indklagedes medarbejder oplyste, at hvis hun flyttede sine øvrige forsikringer til indklagedes forsikringsselskab, ville indklagede dække selvrisikoen ved en eventuel skade. Dette bestrides af indklagede.

I april 1999 blev klagerens bil stjålet. Forsikringsselskabet meddelte klageren, at der ville blive tale om betaling af selvrisiko.

Klageren rettede henvendelse til indklagede, der oplyste, at indklagede ikke ville dække selvrisikoen.

Parternes påstande.

Klageren har den 21. maj 1999 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at dække selvrisikoen.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at det ved tegningen af bilforsikringen blev tilkendegivet af indklagedes medarbejder, at indklagede ville dække selvrisikoen ved en skade, såfremt hun flyttede sine øvrige forsikringer til indklagedes forsikringsselskab. Indklagede bør vedstå sit løfte.

Indklagede har anført, at det bestrides, at indklagedes medarbejder gav udtryk for, at indklagede i tilfælde af en skade uden omkostninger ville godtgøre klageren selvrisikoen. Medarbejderen gav udtryk for, at ved en skade kunne man tilbyde et lån til dækning af selvrisikoen.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Ankenævnet finder det ikke godtgjort, at indklagedes medarbejder gav tilsagn om, at klageren i tilfælde af en forsikringsbegivenhed ville få godtgjort den selvrisiko, som indklagedes forsikringsselskab ville opkræve.

Som følge heraf

Klagen tages ikke til følge.