Spørgsmål om ansvar i forbindelse med salg af aktier i
| Sagsnummer: | 356 /2011 |
| Dato: | 07-05-2012 |
| Ankenævn: | Vibeke Rønne, Mette Gade, Maria Hyldahl, Kjeld Gosvig Jensen og Bent Olufsen |
| Klageemne: |
Værdipapirer - køb, salg, rådgivning
|
| Ledetekst: | Spørgsmål om ansvar i forbindelse med salg af aktier i |
| Indklagede: | Jyske Bank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning
Denne sag vedrører, om Jyske Bank har pådraget sig et ansvar over for klageren i forbindelse med dennes salg af aktier i Novo Nordisk A/S i juni 2011.
Sagens omstændigheder
Klageren var til møde i banken den 23. juni 2011.
Klageren har anført, at banken på mødet anbefalede hende at sælge hendes beholdning af Novo Nordisk aktier.
Banken har anført, at man ikke gav en sådan anbefaling, men at man anbefalede klageren at aftale møde med hendes investeringsrådgiver i banken, og at et sådant møde samtidig blev aftalt til den 29. juni 2011.
Efter det oplyste solgte klageren sine 1.082 stk. Novo Nordisk aktier på et tidspunkt inden mødet med investeringsrådgiveren den 29. juni 2011.
Den 1. juli 2011 rettede klageren henvendelse til banken og stillede krav om, at salget af Novo Nordisk aktierne blev tilbageført.
Banken har oplyst, at man den 3. august 2011 telefonisk oplyste klageren om, at hun kunne købe aktierne tilbage til en kurs, der lå under salgskursen, men at klageren afslog dette.
Parternes påstande
Den 18. juli 2011 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Jyske Bank skal tilpligtes at tilbageføre hendes salg af Novo Nordisk aktier.
Jyske Bank har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter
Klageren har bl.a. anført, at banken på mødet den 23. juni 2011 anbefalede hende at sælge aktierne, da hendes aktiebeholdning var for stor.
Banken spurgte til hendes aktier og viste, hvordan hun på sin computer kunne se, hvornår hun burde sælge aktierne. Begge hendes rådgivere i banken anbefalede hende at sælge Novo Nordisk aktierne.
Da hun kom hjem fra mødet, så hun, at kursen var faldet yderligere. Hun solgte herefter sin beholdning af Novo Nordisk aktier i overensstemmelse med bankens anbefaling.
Banken misinformerede hende på mødet. Hun har efterfølgende fået at vide, at
Jyske Bank på dette tidspunkt generelt ikke anbefalede at sælge, men derimod at beholde Novo Nordisk aktien.
Jyske Bank har bl.a. anført, at banken ikke anbefalede klageren at sælge aktierne.
Klageren valgte selv at sælge sine aktier.
Banken bestrider klagerens beskrivelse af hændelsesforløbet.
Selv i det tilfælde, at klagerens beskrivelse af hændelsesforløbet måtte lægges til grund, har banken ikke handlet ansvarspådragende.
Klageren har ikke lidt et tab, idet klageren har kunnet købe de solgte aktier tilbage til en kurs under salgskursen.
Ankenævnets bemærkninger
Ankenævnet finder det ikke godtgjort, at banken har begået fejl eller forsømmelser, der kan medføre et erstatningsansvar i forbindelse med klagerens salg af aktier.
Klageren har anført, at banken på mødet den 23. juni 2011 anbefalede hende at sælge aktierne. Banken har anført, at man ikke gav klageren en sådan anbefaling.
Selvom klagerens beskrivelse af hændelsesforløbet måtte lægges til grund, måtte klageren indse, at bankens anbefaling var et udtryk for bankens forventninger til kursudviklingen, at bankens forventninger kunne vise sig ikke at holde, og at hun selv måtte træffe den endelige beslutning og bære risikoen for denne.
Hertil kommer, at klageren kunne have valgt at genkøbe aktierne til en lavere kurs, hvis hun havde fortrudt salget. Det bemærkes herved, at kursen på Novo Nordisk aktier ifølge det af Jyske Bank oplyste i august 2011 lå under den kurs, som klageren solgte sine aktier til.
Ankenævnets afgørelse
Klageren får ikke medhold i klagen.