Modregning i provenu af kapitalpension, der blev ophævet i utide
| Sagsnummer: | 143 /2001 |
| Dato: | 03-07-2001 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Karin Duerlund, Kåre Klein Emtoft, Jette Kammer Jensen, Niels Bolt Jørgensen |
| Klageemne: |
Modregning - pensionskonto
Kapitalpensionskonti - modregning |
| Ledetekst: | Modregning i provenu af kapitalpension, der blev ophævet i utide |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | IF SD |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
Indledning.
Denne sag vedrører spørgsmålet om, hvorvidt indklagede var berettiget til at modregne i provenuet af klagerens kapitalpension i forbindelse med, at denne blev ophævet i utide.
Sagens omstændigheder.
Ifølge en pensionsoversigt, der i januar 1998 blev fremsendt til klageren, udgjorde værdien af klagerens kapitalpension hos indklagede 181.987,77 kr. pr. 31. december 1997.
Klageren, der er født i 1941, rettede i sommeren 1998 henvendelse til indklagede om ophævelse af kapitalpensionen.
Ved skrivelse af 17. juli 1998 anmodede klageren "med henvisning til behagelig telefonsamtale d.d." indklagede om at gøre kapitalpensionsordningen op og fremsende provenuet til klagerens konto i pengeinstituttet P. Med udgangspunkt i værdien pr. 31. december 1997 beregnede klageren provenuet til 54.596,77 kr. Klageren anførte P's adresse og kontonummeret, hvortil beløbet skulle overføres. Afslutningsvis anmodede klageren om kopi af opgørelsen samt kvittering for overførslen.
Ved skrivelse af 24. juli 1998 meddelte indklagede, at kapitalpensionen nu var ophævet, og at provenuet, som udgjorde 79.082,22 kr., var blevet modregnet i indklagedes forfaldne tilgodehavende hos klageren, som herefter kunne opgøres til 350.100,05 kr.
Parternes påstande.
Den 9. april 2001 indbragt sagen for Ankenævnet med følgende påstand:
"Principalt - kontoens opretholdelse
Subsidiært - at mellemværendet er 0-stillet."
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at anmodningen om ophævelse af kapitalpensionen skete under den klare forudsætning, at provenuet kom til udbetaling alene med fradrag af lovbestemt afgift.
Indklagede tilsidesatte sin sædvanlige rådgivningsforpligtelse ved at undlade at oplyse om konsekvenserne af ophævelsen af kapitalpensionen i utide.
Indklagede har anført, at modregningen skete til delvis indfrielse af et forfaldent tilgodehavende hos klageren. Modregningen var berettiget, idet kapitalpensionen blev ophævet i utide. Herved bortfaldt pensionsformålet, hvilket indebærer, at kreditorbeskyttelsen ophæves.
Klagerens anmodning om ophævelse af kapitalpensionen var ikke betinget, men indeholdt alene en anmodning om at overføre provenuet til et andet pengeinstitut.
Klageren blev ikke orienteret om, at man ville modregne, men der blev samtidig med modregningen sendt meddelelse til klageren herom.
Klageren var bekendt med de afgiftsmæssige konsekvenser af ophævelsen.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Af klagerens skriftlige anmodning af 17. juli 1998 om ophævelse af kapitalpensionen fremgår, at han ønskede nettoprovenuet overført til sin konto i et andet pengeinstitut, og indklagede måtte på baggrund heraf indse, at klageren forudsatte, at nettoprovenuet ville blive udbetalt til ham kontant. Herefter, og da indklagede ikke i den anledning tog forbehold forud for kontoens ophævelse, findes indklagede at have været afskåret fra at foretage modregning i nettoprovenuet.
Klageren ønskede kapitalpensionen ophævet, og Ankenævnet finder derfor ikke, at det, jf. klagerens principale påstand, bør pålægges indklagede at retablere kontoen. Der er heller ikke grundlag for at pålægge indklagede at "0-stille mellemværendet", jf. klagerens subsidiære påstand.
Konsekvensen af, at modregningen var uberettiget, må derimod være, at indklagede skal udbetale nettoprovenuet på 79.082,22 kr. til klageren. Ankenævnet finder, at beløbet bør forrentes som nedenfor bestemt fra modregningstidspunktet.
Som følge heraf
Indklagede skal inden fire uger til klageren betale 79.082,22 kr. med tillæg af rente efter renteloven fra den 25. juli 1998.
Klagegebyret tilbagebetales klageren.