Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Indsigelse mod overgang fra sikkerhedsløsningen NemID til MitID ved brug af indklagedes selvbetjeningssystemer.

Sagsnummer: 142 /2022
Dato: 12-12-2022
Ankenævn: Henrik Waaben, Mette Lindekvist Højsgaard, Andreas Moll Årsnes, Jacob Ruben Hansen og Anna Marie Schou Ringive
Klageemne: Netbank - tekniske forhold
Ledetekst: Indsigelse mod overgang fra sikkerhedsløsningen NemID til MitID ved brug af indklagedes selvbetjeningssystemer.
Indklagede: Arbejdernes Landsbank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Sagen vedrører indsigelse mod overgang fra sikkerhedsløsningen NemID til MItID ved brug af indklagedes selvbetjeningssystemer.

Sagens omstændigheder

Klageren var kunde i Arbejdernes Landsbank, hvor hun blandt andet havde en konto og adgang til bankens selvbetjeningssystemer.

Ved netbankbesked af 12. oktober 2021 blev klageren sammen med bankens øvrige netbankkunder orienteret om, at MitID i løbet af 2022 ville erstatte NemID. Banken sendte samtidig nye netbankvilkår, hvoraf det blandt andet fremgik:

”…

2. Anvendelse af AL-NetBank

2.1.1.6 NemID kan kun fortsat anvendes i en overgangsperiode, hvorefter det udgår, og kunden skal derfor have oprettet et MitID og være migreret over fra NemID til MitID. Arbejdernes Landsbank kan lukke for adgangen til AL-NetBank, hvis kunden jf. den tidsangivelse Arbejdernes Landsbank angiver overfor kunden, ikke er gået over til at anvende MitID hos Arbejdernes Landsbank …”

Herefter indgav klageren en klage til banken, idet hun ønskede at fortsætte med at benytte bankens selvbetjeningssystemer ved brug af NemID og ikke ønskede at overgå til MitID. Banken fastholdt, at klageren skulle overgå til MitID. Banken anførte blandt andet, at det er ”myndighederne der har besluttet at vi alle skal overgå til    MitID”. Den 8. april 2022 skrev banken endvidere til klageren:

”… MitID afløser som sagt gradvist NemID som Danmarks digitale ID. Derfor skal alle, der i dag bruger NemID, have MitID i løbet af 2022. Hvis du ønsker at benytte netbank i Danmark, er du derfor nødt til at benytte MitID.

Vi kan naturligvis ikke tvinge vores kunder til at anvende MitID, men hvis man ikke ønsker at anvende MitID, så kan man som kunde ikke anvende vores digitale services. Det vil betyde, at visse services vil blive gebyrbelagt, da det kræver manuel håndtering af en medarbejder. …”

Klageren fastholdt, at hun ikke ville overgå til MitID, og at hun fortsat ønskede at anvende bankens netbank.

 

Parternes påstande

Den 13. april 2022 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Arbejdernes Landsbank skal give hende mulighed for fortsat at kunne tilgå bankens netbank ved brug af NemID eller anden adgangsløsning, uden at hun skal overgå til MitID. Klageren har endvidere nedlagt påstand om, at banken skal anerkende, at den ikke er berettiget til at true med at lukke hendes netbank og at opkræve gebyrer, hvis hun ikke overgår til MitID.

Arbejdernes Landsbank har nedlagt påstand om afvisning, subsidiært frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at hun har henvendt sig tre gange til bankens kundeservice og bedt dem bekræfte, at hun ikke ønsker overgang til MitID, men at hun ønsker et tilbud om en alternativ indlogningsmetode til netbank og dermed til sin lovpligtige nemkonto eller at beholde NemID løsningen, som hun har nu.

Hun har ret til at fravælge overgang til MitID, da banken har pligt til at tilbyde hende en elektronisk Nemkonto, og da hun har pligt til at have en sådan.

Banken skal således imødekomme hendes ønske om en alternativ indlogningsmetode til netbank efter udløb af tidsfristen for overgang til MitID.

Banken har ikke ret til at true med, at hun ikke længere har netbank, hvis hun ikke overgår til MitID.

Banken har ikke ret til at opkræve gebyrer for sine tjenester, hvis hun ikke overgår til MitID.

Banken forskelsbehandler dermed sine kunder.

Arbejdernes Landsbank har til støtte for afvisningspåstanden anført, at sagen ikke vedrører et økonomisk mellemværende, men alene spørgsmålet om, hvorvidt banken er forpligtet til at indrette sine elektroniske selvbetjeningsløsninger herunder netbank på en måde, så bankens kunder har et alternativ til MitID, hvis de ikke ønsker at benytte denne autentifikationsløsning. Sagen bør derfor afvises, jf. Ankenævnets vedtægter § 5, stk. 3, nr. 2.

Arbejdernes Landsbank har til støtte for frifindelsespåstanden anført, at det er op til banken selv at beslutte hvilke autentifikationsløsninger, den vil tilknytte sine elektroniske selvbetjeningsløsninger.

Klageren har ikke krav på, at banken tilbyder et alternativ til MitID.

Klageren blev ved netbankbesked af 12. oktober 2021 orienteret om, at MitID i løbet af 2022 vil erstatte NemID.

MitID afløser NemID i løbet af 2022, da der er behov for et digitalt ID, som kan leve op til fremtidens sikkerhedskrav og behov. MitID er resultatet af et partnerskab mellem bankerne og det offentlige. Partnerskabet betyder, at brugerne fortsat vil have ét sikkert, digitalt ID, som kan benyttes på tværs af den offentlige og den private sektor. Digitaliseringsstyrelsen har valgt at udskyde fristen for at få MitID til den 31. oktober 2022.

Ankenævnets bemærkninger

Indledningsvis bemærkes, at Ankenævnet ikke finder, at sagen skal afvises.

Klagen vedrører indsigelse mod overgang fra sikkerhedsløsningen NemID til MitID ved brug af Arbejdernes Landsbanks selvbetjeningssystemer.

Det følger af lov nr. 783 af 4. maj 2021 om MitID og NemLog-in, at NemID skal udfases og erstattes af MitID.

Ankenævnet finder ikke grundlag for at pålægge banken at lade klageren anvende bankens selvbetjeningssystemer uden brug af MitID.

Klageren får derfor ikke medhold i klagen.

Ankenævnets afgørelse

Klageren får ikke medhold i klagen.