Sagsnummer: | 98/1988 |
Dato: | 28-11-1988 |
Ankenævn: | Peter Blok, Niels Bolt Jørgensen, Peter Møgelvang-Hansen, Kirsten Nielsen, Per Overbeck |
Klageemne: | Boligsparekontrakt - øvrige spørgsmål |
Ledetekst: | Bindingsperioden på 3 år. |
Indklagede: | |
Øvrige oplysninger: | |
Senere dom: | |
Pengeinstitutter |
Den 26. marts 1987 indgik klageren med indklagedes Århus Vestre afdeling en boligsparekontrakt. På kontraktens forside er bl.a. anført: "Af hensyn til kontoens status som boligsparekontrakt erklærer kontohaveren sig bekendt med .........., at indbetalte beløb først kan hæves 3 år efter første indbetaling i henhold til kontrakten ....." I løbet af 1987 indbetalte klageren det maksimale beløb på 10.000 kr. på kontoen.
Da klageren købte fast ejendom pr. 1. august 1988, rettede han henvendelse til afdelingen for at få frigivet det indbetalte beløb. Ved skrivelse af 15. juli 1988 oplyste afdelingen, at de indbetalte beløb tidligst kunne frigives 3 år efter, at den første indbetaling var foretaget.
Klageren har herefter indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at frigive de indbetalte beløb.
Indklagede har påstået frifindelse.
Klageren har til støtte for den nedlagte påstand gjort gældende, at han af en ansat i afdelingen ved oprettelsen af kontrakten fik oplysning om, at indeståendet kunne hæves ved køb af fast ejendom, dog ville det særlige tillæg på 4%, som staten ydede til opsparing med boligformal, ikke komme til udbetaling, såfremt frigivelsen fandt sted mindre end 3 år efter, at den første indbetaling var foregået.
Indklagede har til støtte for den nedlagte frifindelsespåstand gjort gældende, at det klart fremgår af den indgåede boligsparekontrakt, at indeståendet tidligst kan hæves 3 år efter foretagelsen af første indbetaling, hvilket er en gengivelse af lovens bestemmelse herom, jf. § 5, stk. 1, i lovbekendtgørelse nr. 145 af 20. marts 1987. Indklagede har endvidere oplyst, at den medarbejder, der ved kontoens oprettelse ekspederede klageren, er sikker på, at han ikke har givet oplysninger, der er i modstrid med den nævnte kontraktsbestemmelse.
Ankenævnets bemærkninger:
Af den indgåede aftale fremgår i overensstemmelse med loven, at indbetalte beløb tidligst kan hæves 3 år efter første indbetaling i henhold til kontrakten, og som sagen har kunnet oplyses for Ankenævnet, kan det ikke lægges til grund, at der af den ekspederende medarbejder i afdelingen er givet klageren oplysninger, der er i modstrid hermed.
Det bemærkes, at det i aftalen på tydeligere måde burde have været angivet, at bindingsperioden på 3 år gælder, uanset om der gives afkald på statens præmie.
Som følge af det anførte
Den indgivne klage tages ikke til følge.