Afvisning af check. Konto spærret ved betalingsstandsning. Indløsende pengeinstituts regreskrav.
| Sagsnummer: | 41 /1996 |
| Dato: | 29-08-1996 |
| Ankenævn: | Lars Lindencrone Petersen, Inge Frølich, Peter Møgelvang-Hansen, Allan Pedersen |
| Klageemne: |
Check - afvisning
|
| Ledetekst: | Afvisning af check. Konto spærret ved betalingsstandsning. Indløsende pengeinstituts regreskrav. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Den 16. januar 1996 indløste klageren en check på 2.290 kr. i indklagedes Farum afdeling, hvor klageren er kunde. Checken var udstedt til klageren af et aktieselskab den 11. s.m. Trassatbanken var Jyske Bank. Klageren endosserede checken og modtog checkbeløbet kontant.
Det er oplyst, at den beløbsmæssige clearing i Nationalbanken fandt sted den 17. januar 1996. Den følgende dag sendte trassatbanken protestmeddelelse til indklagede og oplyste, at checken ikke kunne honoreres, idet checkudstederen havde standset betalingerne den 16. januar 1996. Indklagede debiterede den 19. januar 1996 checkbeløbet på 2.290 kr. på klagerens konto og fremsendte samme dag checken til klageren med meddelelse herom.
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at tilbagebetale checkbeløbet på 2.290 kr. med valør den 19. januar 1996.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har anført, at checkudsteder først trådte i betalingsstandsning efter, at checkbeløbet var udbetalt til ham, og at indklagede ikke var berettiget til at hæve checkbeløbet på hans konto.
Indklagede har anført, at klageren som endossent indestår for checkens betaling, jf. checklovens § 18. Trassatbanken var berettiget til at nægte at honorere checken med henvisning til betalingsstandsningen. På tidspunktet for trassatbankens protestmeddelelse fik indklagede et krav mod klageren på det udbetalte beløb på grund af den manglende honorering af checken. Man var herefter berettiget til at foretage modregning for beløbet i indestående på klagerens konto. Klageren må henvises til at rejse sit krav mod checkudstederen.
Ankenævnets bemærkninger:
Af de af indklagede anførte grunde
Klagen tages ikke til følge.