Spørgsmål om omlægning af kapitalpension til aldersopsparing var aftalt. Elektronisk underskrift. Overtræksrente. Indsigelse mod provision for garanti, der ikke længere var påkrævet, m.v.
| Sagsnummer: | 5/2015 |
| Dato: | 25-05-2016 |
| Ankenævn: | John Mosegaard, Morten Bruun Pedersen, Karin Sønderbæk |
| Klageemne: |
Pensionskonti - øvrige spørgsmål
Netbank - tekniske forhold Kapitalpensionskonti - afgift Garanti - provision |
| Ledetekst: | Spørgsmål om omlægning af kapitalpension til aldersopsparing var aftalt. Elektronisk underskrift. Overtræksrente. Indsigelse mod provision for garanti, der ikke længere var påkrævet, m.v. |
| Indklagede: | Danske Bank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning
Denne sag vedrører, om omlægning af kapitalpension til aldersopsparing var aftalt, og spørgsmål vedrørende overtræksrente, garantiprovision m.v.
Sagens omstændigheder
Klageren var kunde i Danske Bank, hvor han blandt andet havde en kapitalpension og en kredit. I 2003 blev klageren tilsluttet bankens netbank.
I
Klagerens kapitalpensionsmidler var hovedsageligt placeret i danske enkeltaktier. I begyndelsen af 2014, hvor kapitalpensionen havde en værdi på knap 1,5 mio. kr. anbefalede banken, at kapitalpensionen blev omlagt til en aldersopsparing, hvorved klageren kunne opnå en afgiftsbesparelse.
Den 20. februar 2014 sendte banken et ”Tillæg til kapitalpensionsaftale – konvertering til aldersopsparing” til klageren til underskrift i netbank. Af tillægget fremgik blandt andet:
”…
Jeg beder hermed Danske Bank om at konvertere min kapitalpension til en aldersopsparing, så jeg betaler en afgift på 37,3 pct. ved konverteringen i stedet for 40 pct. ved ordinær udbetaling af kapitalpensionen.
…
Jeg er opmærksom på, at
…
ž | hvis jeg har et pensionsdepot, og der opstår et overtræk pga. afgiftsbetalingen, skal dette overtræk være dækket inden syv bankdage efter konverteringen. Hvis overtrækket ikke er betalt, vil banken sælge værdipapirer fra depotet, der modsvarer overtrækket. Danske Bank vil sælge det sidst købte værdipapir først, herefter det, der er købt næstsidst, og så videre, i det nødvendige antal, så overtrækket dækkes. |
Med min elektroniske underskrift bekræfter jeg, at jeg er indforstået med ovennævnte vilkårsændringer til min eksisterende kapitalpensionsaftale.
…
I vejledningen ”Sådan omlægges kapitalpension til aldersopsparing” er det nærmere beskrevet, hvordan konverteringen håndteres i praksis.
…”
Af vejledningen fremgik blandt andet:
”… Depot: Når du har besluttet dig for at konvertere bør du – da tidspunktet for konverteringen ikke ligger fast – overveje selv at sælge de værdipapirer, der er nødvendige for, at der er dækning for betalingen af afgiften. …”
Klageren har anført, at han ikke indgik aftale med banken om konvertering til aldersopsparing, hvilket banken heller ikke har dokumenteret. Den omstændighed, at han fik tilsendt tillægget indebar ikke, at han accepterede aftalen.
Banken har anført, at klageren den 3. marts 2014 kl. 15.47 underskrev både tillægget og vejledningen med elektronisk underskrift (Nem-ID).
Banken har om proceduren med hensyn til elektronisk aftaleindgåelse oplyst, at banken har tilrettelagt sit system således, at en kunde ikke kan underskrive en aftale, før kunden har åbnet aftalen i sin netbank, og således at kunden til enhver tid kan se og udskrive de indgåede aftaler. I forbindelse med åbningen og underskriften af det enkelte dokument genereres en unik aftale-id (HASH-værdi) for hvert enkelt dokument, som underskrives elektronisk af kunden.
Den underskrevne aftale og den tilknyttede aftale-id (HASH-værdi) arkiveres i bankens arkiveringssystem ”eProof” tillige med oplysning om dato og klokkeslæt for kundens logon på netbanken og kundens underskrift af dokumentet.
På baggrund af den arkiverede aftale-id (HASH-værdi) er det til enhver muligt for banken at kontrollere og verificere, om et arkiveret dokument er identisk med den aftale, som kunden underskrev.
Banken har fremlagt kopi af et skærmprint fra eProff vedrørende dato og klokkeslæt for klagerens logon på netbank den 3. marts 2014 kl. 15.10 og klagerens digitale underskrift den 3. marts 2014 kl. 15.47. Banken har endvidere fremlagt et print af skærmbilledet, der fremkom på klagerens computer i forbindelse med aftaleindgåelsen, herunder de aftale-id, som blev genereret for dokumenterne.
Den 7. marts 2014 afregnede banken statsafgift på 531.301 kr. Beløbet blev hævet på en aldersopsparingskonto med klageren som kontohaver. Der opstod herved et tilsvarende overtræk.
Henholdsvis den 21. marts, 27. marts og 2. april 2014 skrev banken pr. e-mail til klageren om hvilke værdipapirer, der skulle sælges til dækning af afgiften. Ved breve af henholdsvis 22. april, 2. maj og 23. maj 2014 rykkede banken for salg af værdipapirer.
Den 21. november 2014 sendte klageren en klage til banken. Klageren anførte blandt andet, at han ikke havde indgået aftale om omlægning af kapitalpensionen til en aldersopsparing, at han tværtimod havde forkastet bankens forslag herom, og at bankens rådgivning om omlægning havde været mangelfuld.
Ved brev af 10. december 2014 svarede banken, at der var indgået bindende aftale om konvertering, og at banken ville iværksætte tvangssalg af værdipapirer fra klagerens pensionsdepot, hvis overtrækket på aldersopsparingskontoen ikke var inddækket inden den 23. december 2014.
Banken gennemførte tvangssalget med valør den 30. december 2014, hvorved overtrækket på aldersopsparingskontoen blev inddækket.
Pr. den 31. december 2014 hævede banken 1.910,13 kr. i renter på aldersopsparingskontoen for overtrækket i perioden 7. marts 2014- 30. december 2014. Banken har under klagesagen tilbageført beløbet med renters rente.
II
Efter det oplyste udsendte banken kvartalsopgørelser til klageren vedrørende hans engagement. På et ikke nærmere oplyst tidspunkt ophørte kvartalsopgørelserne, hvorefter klageren alene modtog årsopgørelser.
III
Efter det oplyste stillede banken i 2000 på foranledning af klageren en garanti på 50.000 kr. over for tredjemand, T. Klageren har anført, at T i 2004 erkendte, at han ikke var forpligtet til at stille garantien, hvorefter den faldt bort. Banken har anført, at T den 26. februar 2013 frigav garantien over for banken.
Banken afslog en anmodning fra klageren om at refundere garantiprovision for perioden 2004 - 2013.
Parternes påstande
Den 15. januar 2015 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet. Ankenævnet har forstået klagerens påstand således, at Danske Bank skal tilbageføre omlægningen af hans kapitalpension til aldersopsparing, udstede kvartalsvise engagementsoversigter, refundere garantiprovision og renter samt betale erstatning.
Danske Bank har nedlagt påstand om afvisning af klagepunktet vedrørende garantiprovision og i øvrigt frifindelse.
Parternes argumenter
Klageren har blandt andet anført, at omlægningen af kapitalpensionen skete uden hans samtykke og mod hans vilje. Omlægningen var ufordelagtig, idet han blev nødsaget til at sælge en betydelig del af hans vigtigste aktier. Afkasttabet herved kunne ikke opvejes af afgiftsbesparelsen.
Det af banken anførte om, at han accepterede aftalen elektronisk, bestrides.
Bankens formål med at presse sine kunder til at omlægge fra kapitalpension til aldersopsparing var tilsyneladende at udnytte et deraf følgende aktiekursfald samt at drage fordel af muligheden for renteændringer på pensionskonti.
Ministeren fastslog offentligt, at aldersopsparingen var frivillig.
Banken stoppede med at sende kvartalsopgørelser vedrørende hans engagement. Herved kunne banken internt i det enkelte år skjule uregelmæssigheder i beholdningerne.
Bankens system er uigennemskueligt, hvilket besværliggør kontrol af sammenhæng mellem salg af aktier, indestående på afkastkonto og udbetalte udbytter.
Banken har uberettiget opkrævet ågerrenter. På hans kassekredit var renten 17,50 %, hvilket er urimeligt.
Banken har siden 2004 opkrævet ca. 200 kr. i kvartalet, i alt ca. 7.200 kr., for en garanti, der var bortfaldet. Banken bør derfor refundere beløbet.
Ankenævnets sekretariat refunderede pr. check et klagegebyr på 200 kr., som han havde betalt for meget. Han indløste checken i banken den 19. februar 2015. Beløbet ville imidlertid først være til rådighed på hans konto et par dage efter. Banken burde straks have indløst checken, der blev trukket på en konto i banken. Banken fulgte ikke reglerne om håndtering af checks og brug af hurtig retsforfølgelse.
Den 23. december 2015 afslog banken uberettiget at indløse en check på 751 kr., der var udstedt til ham af et advokatfirma.
Danske Bank har anført, at klageren indgik en bindende aftale om omlægning af kapitalpensionen til en aldersopsparing. Aftalen kunne ikke fortrydes.
Omlægningen var fordelagtig for klageren. Fordelene ved afgiftsfri udbetaling og relativt lavere PAL-skat efter omlægning til aldersopsparing oversteg således ulempen ved relativt lavere afkast.
Klageren blev informeret korrekt om omlægningsmuligheden og konsekvenserne heraf.
Omlægningen medførte ingen fordele for banken. Handelsomkostningerne ved værdipapirsalgene var sædvanlige og afspejlede bankens omkostninger ved at stille et handelssystem til rådighed. Rentesatsen er den samme på kapitalpensionskonti og aldersopsparingskonti i banken.
Banken sender en samlet beholdningsoversigt pr. den 31. december. Der er mulighed for at købe kvartalsvise udskrifter. Klageren har ikke benyttet sig af denne mulighed. Via netbanken kan klageren dagligt se en beholdningsoversigt uden omkostninger.
Garantien vedrørte klagerens erhverv. Klagepunktet er derfor ikke omfattet af Ankenævnets kompetence. Banken var ikke forpligtet til at imødekomme klagerens anmodning om refusion af garantiprovision. Bankens forpligtelse over for T bestod indtil garantien blev frigivet i 2013. Klageren modtog kvartalsvise notaer vedrørende garantiprovisionen uden at gøre indsigelse. Et eventuelt tilbagebetalingskrav er bortfaldet som følge af forældelse og passivitet.
Banken er ikke i besiddelse den oprindelige kreditkontrakt for klagerens kredit. Banken har i henhold til Almindelige forretningsbetingelser været berettiget til at opkræve overtræksrenter. Overtræksrenten er fremgået af bankens rykkerbreve til klageren, jf. kreditaftalelovens § 8b.
Klageren har i 2015 fået seks deludbetalinger fra aldersopsparingen til dækning af overtræk på kreditten. Banken har opfordret klageren til at foretage større deludbetalinger, således at kreditten ikke til stadighed kommer i overtræk. Banken har endvidere gentagne gange forsøgt at forklare klageren, at provenuet ved salg af værdipapirer i aldersopsparingsdepotet ikke direkte kan indsættes på kreditten.
Ankenævnets bemærkninger
Indledningsvis bemærkes, at Ankenævnet ikke finder, at klagepunktet vedrørende garantien på 50.000 kr. skal afvises som erhvervsmæssigt.
Danske Bank stillede i 2000 på foranledning af klageren en garanti på 50.000 kr. over for tredjemand. Det lægges som anført af banken til grund, at garantien var gældende indtil den 26. februar 2013, hvor tredjemand frigav garantien over for banken. Klageren får derfor ikke medhold påstanden om, at banken skal refundere garantiprovision.
Ankenævnet finder det godtgjort, at klageren den 3. marts 2014 indgik en bindende aftale med banken om omlægning af klagerens kapitalpension i banken til en aldersopsparing.
Ankenævnet finder endvidere, at det må lægges til grund, at banken ydede fyldestgørende rådgivning til klageren om omlægningen, og at det beror på klagerens egne forhold, at der ikke straks blev solgt værdipapirer til dækning af underskuddet på kontoen, efter at afgiften vedrørende omlægningen var afregnet.
Banken har under sagen godtgjort klageren det hævede rentebeløb på 1.910,13 kr. på aldersopsparingskontoen for overtrækket i perioden 7. marts 2014 - 30. december 2014.
Ankenævnet finder ikke, at der er grundlag for at pålægge banken at refundere renter på klagerens kassekredit i banken.
Ankenævnet finder heller ikke, at klageren i øvrigt har anført omstændigheder, der kan medføre, at klageren har et krav mod banken.
Klageren får derfor ikke medhold i klagen, hverken helt eller delvist.
Ankenævnets afgørelse ">Klageren får ikke medhold i klagen.">Klageren får klagegebyret tilbage.