Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Gældsovertagelse. Afslag.

Sagsnummer: 20909104/2009
Dato: 11-01-2010
Ankenævn: Hugo Wendler Pedersen, Carsten Holdum, Michael Møllegaard Jessen, Per Englyst og Mads Laursen
Klageemne: Gældsovertagelse - afslag
Ledetekst: Gældsovertagelse. Afslag.
Indklagede: Realkredit Danmark A/S
Øvrige oplysninger:
Senere dom: Download som PDF
Realkreditinstitutter

Klageren var sammen med sin tidligere ægtefælle debitor på et lån ydet af det indklagede realkreditinstitut. Pantebrevet for lånet var oprettet på pantebrevsformular B. Af denne fremgår det, dels at debitor er underkastet de til enhver tid for instituttet gældende vedtægter og bestemmelser fastsat i medfør af vedtægterne, dels at kreditor, uanset pantebrevets uopsigelighed, kan forlange kapitalen indfriet i tilfælde af ejerskifte, og dels at vedtægterne indeholder regler om anmeldelse af ejerskifte og eventuel mulighed for gældsovertagelse. Ifølge instituttets vedtægter er der hjemmel til for bestyrelsen at fastsætte de nærmere retningslinier og vilkår for instituttets udlån. Sådanne nærmere retningslinier for gældsovertagelse fremgår af instituttets ”Låntyper og forretningsbetingelser”, der indeholder en beskrivelse af fremgangsmåden og kriterierne, der indgår i vurderingen af, om en gældsovertagelse kan bevilges. Klageren henvendte sig i juni 2008 til instituttet med en gældsovertagelsesanmodning, idet han i forbindelse med en bodeling skulle overtage hele ejendommen. Instituttet afslog at bevilge gældsovertagelse. Efter klagerens overtagelse af ejendommen i oktober 2008 ansøgte han på ny om gældsovertagelse, som også denne gang blev afslået på grund af hans økonomiske forhold.

Klageren nedlagde ved Nævnet påstand om, at instituttet skulle godkende ham som enedebitor på lånet. Instituttet påstod principalt afvisning, subsidiært frifindelse.

Nævnet kunne ikke tage instituttets principale påstand om afvisning til følge. Nævnet henviste til, at instituttet ifølge pantebrevet og vedtægterne afgør, om gældsovertagelse kan ske, Nævnet lagde til grund, at instituttet havde afslået at bevilge klageren gældsovertagelse på grund af hans økonomiske forhold. Nævnet finder i almindelighed ikke at kunne efterprøve og tilsidesætte de kreditpolitiske og sikkerhedsmæssige overvejelser, der begrunder et sådant afslag. Der var ikke i denne sag oplyst omstændigheder, der kunne føre til et andet resultat. Nævnet frifandt derfor instituttet.