Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Maksimalt indskudsbeløb.

Sagsnummer: 490 /1993
Dato: 30-12-1993
Ankenævn: Niels Waage, Peter Møgelvang-Hansen, Lars Pedersen, Ole Simonsen
Klageemne: Kapitalpensionskonti - manglende indbetaling
Ledetekst: Maksimalt indskudsbeløb.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Medhold klager


På klagerens anmodning overførtes i juli 1992 klagerens kapitalpensionskonto fra Bikuben til indklagede. Af skrivelse af 15. juli 1992 fra Bikuben om overførslen fremgår; at der var tale om en privat tegnet ordning, og at der indtil overførselstidspunktet i 1992 var indbetalt 3.000 kr. på ordningen.

Ved skrivelse af 21. maj 1993 rettede klageren henvendelse til indklagedes direktion i anledning af, at han i forbindelse med aflevering af selvangivelse for 1992 var blevet opmærksom på, at der ikke var indskudt yderligere beløb på hans kapitalpensionskonto efter overførslen til indklagede. Ved skrivelse af 15. juli 1993 beklagede indklagede forholdet og foreslog, at indbetaling af det manglende beløb på 1.500 kr. månedligt for 1992 og 6.000 kr. for 1993 blev ordnet således, at klagerens indbetalinger for 1993 og 1994 forøgedes tilsvarende. Indklagede tilbød samtidig klageren en kulancemæssig godtgørelse på 1.000 kr. for de ulemper og den ulejlighed, som klageren var påført. Dette afviste klageren.

Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale klageren 5.016 kr.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse mod betaling af 816 kr.

Klageren har til støtte for påstanden anført, at der i hans tidligere pengeinstitut månedligt blev overført 1.500 kr. til kontoen fra hans lønkonto, og at det i forbindelse med overførslen af hans samlede engagement til indklagede blev aftalt, at kontiene skulle fortsætte, således som disse var ført hos Bikuben. Indklagede har således påtaget sig ansvaret for, at kontiene fortsatte uændret. Klagerens krav vedrører renter af restskat med 816 kr. samt 4.200 kr. vedrørende forskellen i beskatningen mellem personlig beskatning (68%) og beskatningen ved udbetalingen fra en kapitalpension (40%).

Indklagede har anført, at klageren ikke vil lide noget tab ved at følge indklagedes forslag om at forhøje indbetalingerne i 1993 og 1994, hvilket kan ske, da klageren ikke ved en månedlig indbetaling på 1.500 kr. udnytter det maksimale indskudsbeløb i 1993 på 30.000 kr Indklagede er alene indstillet på at refundere klagerens morarenter som følge af den forøgede restskat for 1992.

Ankenævnets bemærkninger:

Indklagede har ikke bestridt, at det i forbindelse med overførslen af kapitalpensionskontoen til indklagede var aftalt, at der fra 1. marts 1992 skulle overføres 1.500 kr. månedligt fra klagerens lønkonto til kapitalpensionskontoen, jf. indklagedes skrivelse af 15. juli 1993 til klageren. Ankenævnet finder herefter på det foreliggende grundlag, at indklagede er ansvarlig for det tab, som klageren har lidt som følge af den manglende overførsel. Tabet findes at kunne opgøres som påstået af klageren. Da indklagede ikke kan forlange, at klageren accepterer, at tabet berigtiges som af indklagede foreslået, tages klagerens påstand herefter til følge, idet Ankenævnet herved forudsætter, at indklagede ikke har udbetalt klageren de tilbudte 1.000 kr.

Som følge heraf

Indklagede skal inden 4 uger betale klageren 5.016 kr. Klagegebyret tilbagebetales klageren.