Forholdet til pant stillet af debitor. Opgørelse af mellemværende med kautionist efter gennemførelse af akkord for hovedmanden.
| Sagsnummer: | 373/1995 |
| Dato: | 04-07-1996 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Bjarne Lau Pedersen, Lars Pedersen, Mette Reissmann, Ole Simonsen |
| Klageemne: |
Kaution - forhold til pant
Kaution - akkord |
| Ledetekst: | Forholdet til pant stillet af debitor. Opgørelse af mellemværende med kautionist efter gennemførelse af akkord for hovedmanden. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
I årene 1984 - 1991 drev klageren og dennes søn en landbrugsejendom som et interessentskab. Klageren og sønnen var herudover hver for sig ejere af yderligere henholdsvis én og to landbrugsejendomme.
I foråret 1991 overtog sønnen hele fællesejendommen og overtog samtidig som enedebitor en kassekredit hos indklagede på 1.550.000 kr. svarende til saldoen på overtagelsestidspunktet. Driften af fællesejendommen finansieredes over kassekreditten.
Sønnen og klageren underskrev den 8. marts 1991 som henholdsvis debitor og selvskyldnerkautionist ny kassekreditkontrakt med indklagede på 1.550.000 kr. og gældsbrev på 26.000 kr. vedrørende et traktorlån. Sønnens engagement med indklagede bestod herudover af et udlandslån på ca. 840.000 kr.
Ifølge kassekreditkontrakten skulle aftale om afvikling træffes pr. 1. juni 1991. Primært til sikkerhed for sit eget engagement med indklagede og sekundært til sikkerhed for sønnens kassekredit og lån gav klageren indklagede håndpant i et værdipapirdepot.
Primært til sikkerhed for kassekreditten samt lånet og sekundært til sikkerhed for udlandslånet håndpantsatte sønnen et depot indeholdende et ejerpantebrev på 140.000 kr. i sin ene separate ejendom og et ejerpantebrev på 1.150.000 kr. i den tidligere fællesejendom.
Et andet værdipapirdepot tilhørende sønnen lå til sikkerhed for udlandslånet. Dette depot indeholdt to ejerpantebreve på henholdsvis 75.000 kr. og 110.000 kr. samt et skadesløsbrev på 200.000 kr. i sønnens separate ejendom tillige med et ejerpantebrev på 300.000 kr. i den tidligere fællesejendom. Sidstnævnte ejerpantebrev havde haft pant i den ene af sønnens separat ejede ejendomme, som i forbindelse med sønnens overtagelse af fællesejendommen var blevet sammenlagt med denne. Dette ejerpantebrev fik ved sammenlægningen prioritet forud for ejerpantebrevet på 1.150.000 kr. i fællesejendommen.
I juni 1991 stillede indklagede krav om yderligere sikkerhed som betingelse for at fortsætte engagementet med sønnen. Klagerens advokat, som førte forhandlingerne med indklagede, oplyste i en skrivelse af 30. juli 1991 til klageren, at en navngiven medarbejder hos indklagede havde meddelt, "at det man var interesseret i var, at få en yderligere sikkerhed for at De i alle tilfælde kan opfylde Deres kautionsforpligtelse. Der er altså efter [medarbejderens] udsagn ikke tale om en udvidelse af Deres forpligtelse, kun en sikkerhed for at De kan opfylde denne forpligtelse i form af et ejerpantebrev på 800.000 kr. i den gård, de ejer alene."
Klageren vægrede sig ved at stille yderligere sikkerhed, hvorpå indklagede ved skrivelse af 9. september 1991 opsagde sønnens engagement.
Opsigelsen blev trukket tilbage, da klageren den følgende dag udstedte et ejerpantebrev på 800.000 kr. i sin ejendom og som selvskyldnerkautionist underskrev en ny kassekreditkontrakt. Ejerpantebrevet blev indlagt i klagerens håndpantsatte depot. De af sønnen stillede sikkerheder blev samlet i ét depot, som ifølge kassekreditkontrakten primært skulle tjene til sikkerhed for udlandslånet. Kassekreditten var tidligere nedskrevet til 1.450.000 kr. i forbindelse med hjemtagelse af et lån i DLR. Aftale om afvikling skulle træffes den 1. maj 1992.
Den 18. september 1991 fremsendte indklagede følgende erklæring til klageren vedrørende kassekreditkontrakten:
"I forbindelse med forlængelse af ovennævnte kredit med aftaledato 1/5 1992 bekræfter undertegnede selvskyldnerkautionist [klageren] herved, at være bekendt med, at der i det til sikkerhed for kreditten deponerede depot nr. [.....] nu er beroende følgende ejerpantebreve:
1. kr. 1.150.000 med pant i [den tidligere fællesejendom] 2. kr. 300.000 med pant i samme 3. kr. 75.000 med pant i [sønnens separate ejendom] 4. kr. 110.000 med pant i samme 5. kr. 200.000 skadesløsbrev med pant i samme 6. kr. 140.000 med pant i samme"
Klageren underskrev forlængelser af kassekreditten i 1992 og 1993.
I forbindelse med, at klageren i 1993 solgte sin ejendom, blev en kontant udbetaling på 600.000 kr. indsat på en sikkerhedskonto i indklagede til afløsning af ejerpantebrevet på 800.000 kr.
Den 11. april 1994 fremsendte sønnens advokat, der tillige var advokat for indklagede, cirkulæreskrivelse med oplæg til en akkord på 25% til sønnens kreditorer. Af skrivelsen fremgår bl.a., at der var ansøgt om gældssaneringslån i henhold til lov nr. 268 af 6. maj 1993, og at indklagede havde stillet sig positiv over for at finansiere indfrielse af termins- og ejendomsskatterestancer på ca. 190.000 kr. og forpagtningsafgift på ca. 70.000 kr., "forudsat at der kan opnås en aftale herom med [klageren], som er kautionist på bankengagementet". Indklagedes usikrede tilgodehavende var i et notat opgjort til 717.599,94 kr. inclusive 210.000 kr. til restancer.
Af et yderligere notat udarbejdet af advokaten den 10. marts 1994 vedrørende forholdet til klageren fremgår bl.a.:
"[Klageren] har kautioneret for skylden i [indklagede]. Det beløb som [indklagede] må afskrive som led i akkorden vil derfor blive indkrævet hos [klageren].
I henhold til særskilt notat udgør [indklagedes] usikrede krav kr. 717.599,94.
Heraf modtager [indklagede] en dividende på 25% eller kr. 179.399,99 og lider således et tab på kr. 538.199,96 hvilket beløb vil blive afkrævet [klageren] kontant.
Det bemærkes, at [indklagedes] tab vil blive større end nævnte kr. 538.199,96, idet der vil blive et rentespørgsmål for så vidt angår [indklagedes] akkorddividende kr. 179.399,99."
I modregnet status af 17. maj 1994 blev indklagedes usikrede tilgodehavende pr. 1. februar 1994 opgjort til 723.404 kr. Værdien af pantet i ejendommene var opgjort til 1.821.000 kr.
Klageren tiltrådte akkorden ved sin advokats skrivelse af 17. juni 1994 til sønnens/indklagedes advokat. Tiltrædelsen skete med forbehold over for notatet af 10. marts 1994, idet klagerens advokat efter en gennemgang af sikkerhedsdokumenterne m.v. tog forbehold om at gøre indsigelse imod, at indklagede var berettiget til at gøre det fulde tab gældende over for klageren. Indsigelsen vedrørte sønnens sikkerheder, som efter klagerens opfattelsen primært skulle krediteres kassekreditten frem for udlandslånet.
Den 29. juni 1994 afviste indklagedes advokat indsigelsen, og klageren blev anmodet om at indbetale de 538.000 kr., som indklagedes tab foreløbig var opgjort til.
Den 11. juli 1994 anviste klageren bl.a. ved overførsel af midler fra sikkerhedskontoen beløbet til betaling, men forbeholdt sig tilbagesøgning med tillæg af procesrenter fra betalingsdagen.
Gældssaneringslånet med et provenu på 1.165.000 kr. blev bevilget af Hypotekbanken den 3. august 1994. Indklagede har oplyst, at man den 12. sm. indfriede restancerne, som endeligt beløb sig til ca. 645.000 kr.
Ved skrivelse af 26. august 1994 meddelte sønnens og indklagedes advokat, at akkorden var opfyldt.
Der indledtes forhandlinger mellem klageren og indklagede vedrørende opgørelsen af mellemværendet, hvorfor indklagede afventede hjemtagelsen af gældssaneringslånet.
I oktober 1994 opgjorde indklagede sit aktuelle krav i henhold til kautionen til 587.399 kr. svarende til indklagedes usikrede tilgodehavende i forbindelse med akkorden på 733.054,32 kr. med fradrag af dividende på 183.263,58 kr. og med tillæg af rentetab ved tilbagediskontering til nutidsværdi på 37.608,40 kr. Restkautionen blev opgjort til 862.601 kr. (1.450.000 kr. - 587.399 kr.).
I april 1995 forbeholdt indklagede sig at undlade at hjemtage gældssaneringslånet og i stedet opsige sønnens engagement, hvorved kautionen ville blive aktuel med det fulde beløb.
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende principalt, at der ikke eksisterer nogen aktuel kautionsskyld, idet den kautionssikrede driftskredit ifølge status er dækket af friværdi i ejendommene, og at den fremtidige kautionsforpligtelse er begrænset til 245.000 kr.; subsidiært bør indklagede anerkende, at den aktuelle kautionsskyld udgør 256.393 kr. med dividenderet af dette beløb hos hovedskyldner, og at den fremtidige kautionsforpligtelse udgør 245.000 kr.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Indklagede har oplyst, at gældssaneringslånet er hjemtaget, og at man har hævet 549.790,74 kr. på klagerens sikkerheder, hvilket beløb svarer til indklagedes usikrede krav på 733.054,32 kr. med fradrag af akkorddividenden på 183.263,58 kr. Restkautionen udgør herefter 716.945,68 kr. svarende til kautionen for kreditten på 1.450.000 kr. med fradrag af 733.054,32 kr.
Indklagede har med henvisning til denne opgørelse påstået frifindelse.
Klageren har anført, at indklagede i september 1991 som betingelse for at fortsætte engagementet med sønnen alene stillede krav om yderligere sikkerhed for den kaution, som han havde påtaget sig i marts samme år. Ændringen i kreditkontrakten af 10. september 1991, der indebar, at sønnens depot primært blev lagt til sikkerhed for udlandslånet mod hidtil kassekreditten, blev ikke fremhævet og er derfor ugyldig i forhold til ham. Indklagede har bevisbyrden for, at han blev orienteret om betydningen af denne ændring; bevisbyrden bør skærpes som følge af, at formålet med mødet var et andet, nemlig en forøget sikkerhed for hans kaution. Den ændrede prioritetsstilling fremgår ikke af skrivelsen af 18. september 1991. Til støtte for den principale påstand har han gjort gældende, at der i forbindelse med akkorden ikke opstod en aktuel kautionsskyld, idet værdien af pantsikkerheden i ejendommene på 1.821.000 kr. var tilstrækkelig til dækning af terminsrestancerne på foranstående lån og den kautionssikrede kassekredit. Den fremtidige kautionsforpligtelse kan højst udgøre 285.000 kr. svarende til kautionen på 1.450.000 kr. med fradrag af provenuet af gældssaneringslånet på 1.165.000 kr. Kautionen skal imidlertid være sikret ved ejerpantebrev med prioritet forud for gældssaneringslånet for at undgå en forringelse af hans mulighed for regres. Ifølge det oplyste er der på denne prioritet kun plads til en sikkerhed på 245.000 kr., hvorfor kautionen bør begrænses til dette beløb. Til støtte for den subsidiære påstand har han gjort gældende, at den af sønnen stillede sikkerhed for udlandslånet højst udgjorde 385.000 kr. svarende til ejerpantebrevene på henholdsvis 75.000 kr. og 110.000 kr. samt skadesløsbrevet på 200.000 kr. Ejerpantebrevet på 300.000 kr. fik i forbindelse med sammenlægningen af ejendommene uden hans godkendelse eller viden uberettiget prioritet forud for ejerpantebrevet på 1.150.000 kr., som lå til sikkerhed for primært kassekreditten, med den følge, at hans regresmulighed blev forringet. Da udlandslånet blev opgjort til 846.206 kr. skal indklagede deltage i akkorden med 846.206 kr. ÷ 385.000 kr. eller 461.206 kr. Indklagedes usikrede tilgodehavende blev ved akkordens indledning opgjort til 717.599 kr. Hans aktuelle kautionsskyld bør derfor opgøres til 717.599 kr. ÷ 461.206 kr. eller 256.393 kr. mod overtagelse af dividenderetten af dette beløb. Den fremtidige kautionsforpligtelse bør som anført vedrørende den principale påstand begrænses til 245.000 kr. Klageren har i øvrigt anført, at indklagede i relation til ham alene er berettiget til at indregne restancer pr. skæringsdagen den 1. februar 1994. Restancerne blev urimeligt store som følge af, at indklagede afventede hjemtagelse af gældssaneringslånet uden at fordre, at der af driften blev betalt terminsydelser, hvilket ikke bør komme ham til skade.
Indklagede har anført, at det klart fremgår af kreditkontrakten, at sønnens depot primært lå til sikkerhed for udlandslånet. Den eneste reelle sikkerhed, der blev flyttet, var ejerpantebrevet på 140.000 kr., idet sikkerhederne på i alt 685.000 kr. under hele forløbet primært lå til sikkerhed for udlandslånet, som således var næsten fuldt afdækket både før og efter omlægningen i 1991. Engagementet blev etableret efter langvarige drøftelser og i øvrigt efter opsigelse af dette. Baggrunden for tilbagekaldelsen af opsigelsen af 9. september 1991 var opfyldelsen af kravet om yderligere sikkerhedsstillelse. Underskriften på dokumenterne skete efter afholdelse af et møde, hvor netop ændringen blev grundigt gennemgået. Klageren har godkendt størrelsen af indklagedes usikrede krav i forbindelse med akkorden, og man var berettiget til ved overførsel fra sikkerhedsdepotet at afkræve klageren den del af det usikrede krav, som ikke blev dækket ved akkorden. Restkautionsforpligtelsen på 716.945,68 kr. er det beløb, der dags dato henstår som ubetalt af hovedskyldneren og med kaution fra klageren. Provenuet af gældssaneringslånet på 1.165.000 kr. blev anvendt til indfrielse af restancer på foranstående lån og delvis nedbringelse af udlandslånet. Man har kun indfriet de restancer, der var, og indfrielserne er sket og beløbet medtaget med de beløb, der var i restance på tidspunktet for gældssaneringslånets bevilling i august 1994. Indklagedes sikkerhed med værdi på ca. 1.820.000 kr. er nedsat med gældssaneringslånet på 1.200.000 kr. Sikkerheden på ca. 620.000 kr. med prioritet forud for gældssaneringslånet udgør primært en sikkerhed for restsaldo på udlandslånet på 287.716,04 kr., sekundært sikkerhed for akkordlånet på 183.263,58 kr. og tertiært sikkerhed for restkautionen på 716.945,68 kr. Ejerpantebrevene på 140.000 kr. og 1.150.000 kr. har prioritet efter gældssaneringslånet. Hypotekbanken har fastsat, hvilke lån og dermed restancer der skulle respekteres.
Ankenævnets bemærkninger:
Af den kreditkontrakt vedrørende en kassekredit på 1.450.000 kr., som klageren underskrev som kautionist den 10. september 1991, og som efter det oplyste er blevet fornyet såvel i 1992 som i 1993, fremgår tydeligt, at det af debitor - klagerens søn - pantsatte værdipapirdepot primært skulle tjene til sikkerhed for sønnens udlandslån og kun sekundært til sikkerhed for kassekreditten. Ankenævnet finder, at der ikke er godtgjort omstændigheder, som kan medføre, at dette vilkår ikke er bindende for klageren. Det bemærkes i denne forbindelse, at det må lægges til grund, at værdipapirer for 685.000 kr. i klagerens søns sammenlagte depot i forvejen havde ligget til sikkerhed primært for udlandslånet. Klageren har i forbindelsen med sønnens akkord størrelsesmæssigt anerkendt opgørelsen over indklagedes usikrede tilgodehavende, og indklagede har efter det anførte været berettiget til at henføre dette tilgodehavende til kassekreditten og gøre det gældende mod klageren med fradrag af indklagedes dividende. Indklagede findes endvidere også i forhold til klageren at have været berettiget til at anvende provenuet af gældssaneringslånet til betaling af restancer på foranstående hæftelser opstået i tiden indtil bevillingen af gældssaneringslånet.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge.