Størrelse af rykkergebyr. Rykning af ejerpantebrev.
| Sagsnummer: | 437 /1999 |
| Dato: | 26-06-2000 |
| Ankenævn: | Lars Lindencrone Petersen, Kåre Klein Emtoft, Jette Kammer Jensen, Bjarne Lau Pedersen, Erik Sevaldsen |
| Klageemne: |
Gebyr - rykkergebyr
Realkreditbelåning - rykning |
| Ledetekst: | Størrelse af rykkergebyr. Rykning af ejerpantebrev. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | IF |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
Indledning.
Denne klage vedrører I størrelsen af indklagedes rykkergebyr og II anvendelsen af et provenu ved omprioritering af klagernes ejendom, i hvilken forbindelse indklagede skulle rykke med et ejerpantebrev.
Sagens omstændigheder.
Klagerne under denne sag er ægtefællerne M og H.
I
Af kontoudtog for H's lønkonto hos indklagede fremgår, at der den 23. september 1999 blev hævet 125 kr. i rykkergebyr, hvorefter kontoens saldo var 13.276,99 (negativ). Efter en indbetaling den 24. september 1999 var kontoens saldo positiv.
Den 11. oktober 1999 blev der yderligere hævet et rykkergebyr på 125 kr. Kontoens saldo var forinden 12.005,31 kr. (negativ).
Parternes argumenter.
Klagerne har anført, at indklagedes rykkergebyr på 125 kr. er urimeligt stort og ikke står mål med de faktiske udgifter ved ekspedition af rykkere.
Indklagede har anført, at rykkergebyret på 125 kr. svarer til den faktiske udgift ved udsendelse af rykkerbrev. Beløbet er fastsat bl.a. på baggrund af en række tidsstudier.
II
I begyndelsen af 1999 rettede klagerne henvendelse til indklagede med henblik på at foretage en omprioritering af deres faste ejendom. Ejendommen var belånt med lån fra Unikredit, ligesom indklagede til sikkerhed for klagernes engagement - boliglån og to kassekreditter - havde håndpant i et ejerpantebrev på 200.000 kr. med pant i ejendommen.
Indklagede har anført, at man fra Unikredit indhentede lånetilbud omfattende en tillægsbelåning, men klagerne ønskede ikke at acceptere tilbuddet.
Klagerne ansøgte herefter BRFkredit om lån. I denne forbindelse modtog klagerne tilbud om et pantebrevslån på 150.000 kr. fra pengeinstituttet P.
Ved skrivelse af 18. marts 1999 anmodede BRFkredit indklagede om at lade ejerpantebrevet på 200.000 kr. respektere fremtidigt et lån på 1.307.000 kr. til BRFkredit samt et pantebrevslån på 150.000 kr. til pengeinstituttet P. Indklagede tiltrådte at rykke med ejerpantebrevet, men anførte på acceptskrivelsen til BRFkredit, at "vi ønsker kun at rykke, såfremt vi modtager provenuet af omlægningen". Kopi af acceptskrivelsen blev ikke sendt til klagerne.
Den 31. marts 1999 underskrev klagerne uigenkaldelig transport, hvorefter indklagede modtog transport i nettoprovenuet vedrørende pantebrevslånet på 150.000 kr. Af den fortrykte blanket fremgår, at indklagede "kan efter eget valg anvende beløb, der betales i henhold til transport, til nedbringelse af det sikrede tilgodehavende eller til indsættelse på en særlig konto til sikkerhed for bankens krav."
Indklagede modtog i slutningen af april 1999 57.000 kr. af provenuet fra BRFkreditlånet. Efter aftale med klagerne blev ca. 37.000 kr. anvendt til særskilte formål. Et restprovenu på 19.565 kr. indsatte indklagede på klagernes boliglån hos indklagede. Den 3. september 1999 indgik klagerne og indklagede aftale om at tilbageføre beløbet fra boliglånet og udbetale det til klagernes frie disposition.
Den 5. august 1999 modtog indklagede 148.000 kr. i henhold til transporten vedrørende pantebrevslånet. Der opstod herefter uenighed mellem parterne med hensyn til, hvorledes de 148.000 kr. skulle anvendes. Klagerne ønskede beløbet indsat på de to kassekreditter, og således at kreditternes maksimum blev bibeholdt. Dette kunne indklagede ikke acceptere.
Indklagede har anført, at det efterfølgende blev aftalt, at der blev indsat 30.000 kr. på H's kassekredit mod en tilsvarende nedskrivning af maksimum. På M's kassekredit blev indsat 40.000 kr. mod, at maksimum blev nedskrevet til 25.000 kr. Herudover anvendtes ca. 9.000 kr. til stempeludgifter. Det resterende provenu på ca. 69.000 kr. blev indsat på klagernes boliglån.
Parternes argumenter.
Klagerne har anført, at det aftaltes, at provenuet fra pantebrevslånet skulle anvendes til nedbringelse af deres "dyre kassekreditter". Det var således i strid med det aftalte, at indklagede lod en del af beløbet indgå på et lavt forrentet boliglån.
Indklagede bør derfor tilbageføre beløbet indsat på boliglånet og i stedet indsætte det på kassekreditterne. I samme forbindelse skal indklagede godtgøre merrenteudgiften.
De finder endvidere, at indklagede burde have orienteret dem om, at man over for BRFkredit som betingelse for rykning af ejerpantebrevet krævede at modtage provenuet fra låneomlægningen. Indklagedes krav var afgørende for deres dispositioner, hvorfor den manglende orientering af dem er kritisabel.
Indklagede har anført, at man på intet tidspunkt stillede klagerne i udsigt, at man ville medvirke til, at klagerne kunne forøge deres gæld til indklagede ved, at der ikke skulle ske nedskrivning "krone for krone" med hensyn til provenuet fra pantebrevslånet.
Det blev aftalt, at restprovenuet på 69.000 kr. fra pantebrevslånet skulle indsættes på boliglånet i overensstemmelse med den transport, som klagerne havde underskrevet.
Indklagede har således ikke misligholdt nogen aftale med klagerne. Indklagede tilbyder dog at tilbageføre 35.000 kr. fra boliglånet til kassekreditterne, således at kassekreditterne bortfalder.
Indklagede begik ikke fejl ved at undlade at fremsende kopi til klagerne af rykningstilsagnet over for BRFkredit. Indklagede havde ikke nogen pligt hertil. Den manglende fremsendelse har ikke medført et økonomisk tab for klagerne.
Parternes påstande.
Klageren har den 25. oktober 1999 indbragt sagen for Ankenævnet. Ankenævnet forstår klagernes påstand således, at klagerne ønsker indklagede tilpligtet at nedsætte/frafalde rykkergebyrer samt tilbageføre pantebrevslånets restprovenu på ca. 69.000 kr. fra klagernes boliglån og indsætte beløbet på klagernes kassekreditter med rentemæssig virkning fra det tidspunkt, hvor beløbet først indgik på boliglånet.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
I
3 medlemmer - Lars Lindencrone Petersen, Kåre Klein Emtoft og Jette Kammer Jensen - udtaler:
Ved vurderingen af størrelsen af rykkergebyret må det lægges til grund, at indklagede ikke er berettiget til at opkræve rykkergebyrer, som overstiger, hvad der med rimelighed kan anses for påkrævet til dækning af indklagedes gennemsnitlige omkostninger i forbindelse med rykkerproceduren. Vi finder, at den arbejdstid, der medgår ved behandlingen af den enkelte restance, må antages gennemsnitligt at være beskeden, og selv om hertil skal lægges omkostninger til porto m.v. og et bidrag til dækning af de generelle omkostninger, der er direkte forbundet med at administrere restancer, overstiger det af indklagede opkrævede væsentligt det rimelige og bør derfor nedsættes, jf. aftalelovens § 38 C, sammenholdt med § 36. Vi anslår, at indklagedes gennemsnitlige omkostninger i forbindelse med en rykkerskrivelse i hvert fald ikke overstiger 100 kr., og vi finder derfor, at gebyret bør nedsættes til dette beløb. Vi stemmer herefter for at pålægge indklagede at tilbageføre i alt 50 kr. af de opkrævede gebyrer.
To medlemmer - Bjarne Lau Pedersen og Erik Sevaldsen - udtaler:
Baseret på vores erfaring mener vi ikke, at den arbejdstid, som medgår ved behandling af en restance, er så beskeden, at de gennemsnitlige omkostninger inkl. omkostninger til port m.v. og bidrag til af generelle omkostninger som af flertallet antaget ikke overstiger 100 kr. Et loft over rykkergebyrer på 100 kr. vil derfor efter vores opfattelse være ensbetydende med, at kreditor kommer til at bære en del af omkostningerne ved udsendelse af rykkerbreve.
Rykkergebyr er en misligholdelsesomkostning, jf. kreditaftalelovens § 13, stk. 2, nr. 1, som retspraksis ikke har nedsat. Vi finder heller ikke, at kriterierne i aftalelovens § 38 C, jf. § 36, for at tilsidesætte vilkår kan anvendes på rykkergebyrer som omhandlet i nærværende sag.
Der afsiges vedrørende dette punkt kendelse efter stemmeflertallet.
II
Af den transporterklæring, som klagerne underskrev, fremgik, at indklagede kunne anvende låneprovenuet på en nærmere angiven måde.
Klagerne har ikke heroverfor godtgjort, at indklagede gav tilsagn om, at restprovenuet på ca. 69.000 kr. fra pantebrevslånet skulle indgå på klagernes kassekreditter. Som følge heraf tages klagernes påstand vedrørende dette klagepunkt ikke til følge.
Som følge af det anførte
Indklagede skal inden 4 uger indsætte 25 kr. på H's lønkonto med valør den 23. september 1999 samt 25 kr. med valør den 11. oktober 1999. Klagen tages ikke til følge for så vidt angår klagernes påstand om, hvorledes der skulle forholdes med pantebrevslånets provenu. Klagegebyret tilbagebetales klagerne.