Fejlagtig meddelelse om udtrækning af obligationer
| Sagsnummer: | 130/2009 |
| Dato: | 29-09-2009 |
| Ankenævn: | John Mosegaard, Karin Duerlund, Carsten Holdum, Niels Bolt Jørgensen, Rut Jørgensen |
| Klageemne: |
Værdipapirer - øvrige spørgsmål
|
| Ledetekst: | Fejlagtig meddelelse om udtrækning af obligationer |
| Indklagede: | Sparbank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne klage vedrører en klage over en fejlagtig meddelelse om udtrækning af obligationer.
Sagens omstændigheder.
Den 8. november 2007 modtog Sparbank, hvor klageren er kunde, fra et andet pengeinstitut nominelt 540.000 kr. obligationer i Kalvebod Plc. Serie 1 2013 til indlæggelse i klagerens depot.
Ved "Meddelelse om udtrækning" af 12. november 2008 orienterede Sparbank klageren om, at der pr. 14. november 2008 var udtrukket 8,6 % af klagerens Kalvebod obligationer svarende til et beløb på 63.529,41 kr. Af meddelelsen fremgår, at beløbet den 14. s.m. ville blive indsat på klagerens konto i Sparbank.
Sparbank har anført, at meddelelsen af 12. november 2008 beroede på en fejl. Meddelelsen skulle rettelig have indeholdt oplysning om, at den nominelle beholdning blev nedskrevet med 11,764706 % til kurs 0. Den 14. november 2008 fremsendte banken derfor til ejere af de omhandlede obligationer en af Nykredit udfærdiget redegørelse om baggrunden for nedskrivningen.
Af Nykredits redegørelse fremgår, at baggrunden for nedskrivningen af Kalvebod obligationerne var Roskilde Banks situation. Roskilde Bank var en af de deltagende banker bag Kalvebod obligationen.
Ved "Meddelelse om udtrækning" af 17. november 2008 orienterede Sparbank klageren om, at meddelelsen af 12. s.m. beroede på en fejl, idet der var tale om nedskrivning til kurs 0 vedrørende udtrækningen.
Klageren rettede i december 2008 henvendelse til Sparbanks interne revision og anmodede med henvisning til meddelelsen af 12. november 2008 om, at beløbet på 63.529,41 kr. blev indsat på hans konto.
Ved brev af 20. januar 2009 til klageren henviste Sparbank til telefoniske drøftelser med klageren og beklagede meddelelsen om udtrækning, som klageren havde modtaget ved en fejl.
Parternes påstande.
Klageren har den 17. februar 2009 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Sparbank betaler 63.529,41 kr.
Sparbank har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at det fremgår af meddelelsen fra Sparbank af 12. november 2008, at han havde fået udtrukket et beløb. Efterfølgende blev det oplyst, at der var tale om en fejl.
Banken oplyste mundtligt over for ham, at det ikke var bankens skyld og henviste til bankens datacentral. Han har anmodet om skriftlig bekræftelse herom.
Banken har skriftligt oplyst, at beløbet vil indgå på hans konto.
Sparbank har anført, at klageren den 7. november 2008 drøftede forholdene omkring Kalvebod obligationerne og nedskrivningen af papiret.
Meddelelsen af 12. november 2008 beroede på en fejl. Beløbet, som klageren forventede at modtage på baggrund af meddelelsen, tilkom rettelig ikke klageren.
Klageren havde ikke inden meddelelsen af 12. november 2008 haft nogen berettiget forventning om, at der skulle udtrækkes obligationer, men derimod været bekendt med, at der ville ske en reduktion af obligationernes hovedstol.
Fejlen blev berigtiget umiddelbart efter, at meddelelsen var udsendt.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Som erkendt af Sparbank beroede meddelelsen af 12. november 2008 på en fejl. Fejlen berigtigede banken umiddelbart efter ved fremsendelse af en orientering til bl.a. klageren om status for Kalvebod obligationerne.
Klageren har ikke lidt noget tab som følge af bankens fejlmeddelelse, idet meddelelsen ikke selvstændigt har påvirket værdien af klagerens beholdning af Kalvebod obligationer. Ankenævnet finder heller ikke, at klageren som følge af fejlen har opnået en berettiget forventning om udbetaling.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge.