Udbetaling af provenu til bilforhandler.
| Sagsnummer: | 9 /1993 |
| Dato: | 08-06-1993 |
| Ankenævn: | Niels Waage, Jørn Rytter Andersen, Niels Busk, Niels Bolt Jørgensen, Lars Pedersen |
| Klageemne: |
Udlån - hæftelse
|
| Ledetekst: | Udbetaling af provenu til bilforhandler. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Den 25. april 1991 underskrev klageren et gældsbrev på 130.000 kr. vedrørende et lån ydet af indklagedes Holstebro afdeling til brug for klagerens køb af en bil. Af en håndskrevet påtegning på gældsbrevet fremgår, at lånets provenu skulle overføres til en konto ifølge indklagede tilhørende bilforhandleren. Klageren underskrev samme dag løsøreejerpantebrev med pant i bilen samt håndpantsætningserklæring. Lånets provenu overførtes herefter til bilforhandleren.
Ifølge klageren meddelte han den ekspederende medarbejder, at billånet ikke måtte udbetales, førend han anmodede afdelingen herom; dette bestrides af indklagede.
Klageren betalte ydelserne på lånet indtil november 1992. Ved skrivelse af 3. december 1992 til klageren meddelte afdelingen, at klagerens lån var opsagt til fuld indfrielse som følge af, at klageren havde meddelt, at han ikke længere ønskede eller kunne betale på lånet. Ved skrivelse af 23. december 1992 oplyste afdelingen klageren om, at engagementet samme dag var overgivet til inkasso.
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes til fuld og endelig afgørelse af lånet at overtage den pantsatte bil.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har anført, at han i forbindelse med, at indklagede gav tilsagn om at yde billånet, anmodede om, at bilforhandleren blev underrettet herom med henblik på, at bilforhandleren kunne forstå, at klagerens henvendelse om køb af bilen var seriøs. Nogle dage efter henvendte klageren sig igen i afdelingen og gentog, at lånet ikke måtte udbetales, men fik da oplyst, at dette var sket. Bilforhandleren forlangte 15-20.000 kr. for at lade handelen gå tilbage; det er derfor nyt for klageren, at bilforhandleren overfor indklagede skulle have oplyst, at handelens tilbagegang kunne ske mod betaling af mellem 1-2.000 kr.
Indklagede har anført, at klageren medio april 1991 ved personlig henvendelse i afdelingen anmodede om billånet. Klagerens låneanmodning behandledes straks, og afdelingen meddelte, at lånet kunne bevilges mod pant i bilen. Samtidig meddeltes, at lånet kunne udbetales efter én eller to dage, når de nødvendige dokumenter var udfærdigede. Klageren anmodede derpå om, at bilforhandleren underrettedes om, at lånet var på plads, idet klageren ville hente bilen samme dag. Et par dage senere indfandt klageren sig i afdelingen, hvor lånedokumenterne blev underskrevet. Efter yderligere et par dage rettede klageren igen henvendelse og oplyste, at han havde fortrudt bilhandelen og ønskede oplyst, om indklagede kunne tilbageføre det overførte beløb. Indklagede oplyste, at dette ikke kunne ske, men tilbød at undersøge, om handelen kunne gå tilbage. I klagerens påhør kontaktedes herefter bilforhandleren telefonisk, som oplyste, at dette kunne ske mod betaling af mellem 1-2.000 kr., men ifølge bilforhandleren havde klageren lånt bilen ud til en bekendt, som ikke ville tilbagelevere denne. Klageren har ved sin underskrift på lånedokumentet anmodet om lånets overførsel til bilforhandleren, ligesom klageren har udvist passivitet ved først at rejse indsigelse vedrørende forhold omkring lånets etablering efter at have betalt ydelser på lånet i 20 måneder.
Ankenævnets bemærkninger:
Uanset om klagerens eller indklagedes oplysninger om omstændighederne omkring låneprovenuets betaling til bilforhandleren lægges til grund, findes klageren ved at have betalt ydelser på lånet i næsten 2 år at have afskåret sig fra nu at gøre gældende, at han ikke er forpligtet i henhold til den indgåede låneaftale, hvorfor
Den indgivne klage tages ikke til følge.