Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Kontramandering.

Sagsnummer: 380/1991
Dato: 07-02-1992
Ankenævn: Frank Poulsen, Peter Stig Hansen, Peter Møgelvang-Hansen, Kirsten Nielsen, Erik Sevaldsen
Klageemne: Check - tilbagekaldelse
Ledetekst: Kontramandering.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Den 10. juni 1991 tilbagekaldte klageren telefonisk overfor indklagedes Frederikssundsvej afdeling en den 8. juni 1991 dateret og af klageren udstedt check på 1.000 kr. Ifølge klageren oplyste hun i denne forbindelse checkens nummer til 4401891. Afdelingen anmodede klageren om at møde personligt frem i afdelingen med henblik på at underskrive formular om tilbagekaldelsen. Samme dag om eftermiddagen underskrev klageren herefter i afdelingen blanket om checkens tilbagekaldelse. På blanketten var den tilbagekaldte checks nummer anført til 4401391.

Den check, som klageren rettelig ønskede at tilbagekalde, indløstes den 10. juni 1991 i et andet pengeinstitut.

Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale hende 1.000 kr.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Klageren har til støtte for påstanden anført, at hun havde udstedt den omhandlede check til en hende ubekendt person i forbindelse med køb af en gearkasse, som imidlertid viste sig at være defekt, hvorfor hun ønskede at tilbagekalde checken. I forbindelse med den telefoniske tilbagekaldelse oplyste afdelingen, at hun kunne betragte checken som annulleret, og at denne ikke ville blive debiteret hendes konto. Uanset at hun har tilbagekaldt checken, har indklagede honoreret denne, hvorfor indklagede må tilbagebetale beløbet. Klageren har ikke kunnet reklamere overfor sælgeren af gearkassen, da hun ikke kender dennes adresse.

Indklagede har anført, at ved klagerens telefoniske henvendelse nedskrev den ekspederende medarbejder klagerens oplysninger på en fortrykt blanket. Det er uvist, om det på blanketten forkert anførte checknummer skyldes klagerens oplysninger eller en fejl fra indklagedes side. Nummeret på den spærrede check er tydelig anført på den af klageren underskrevne spærringsblanket. Det må endvidere påhvile klageren selv at kontrollere, om det anførte nummer er korrekt, forinden hun underskrev blanketten. Uanset checkens tilbagekaldelse, hæfter klageren for denne. Da klageren efter det oplyste ikke har reklameret overfor sælgeren eller hævet købet, er det indklagedes opfattelse, at klageren ikke har lidt et tab ved, at checken er indløst.

Ankenævnets bemærkninger:

Ankenævnet finder, at klageren i forbindelse med sin underskrift på blanket vedrørende den omhandlede checks tilbagekaldelse burde have sikret sig, at korrekt checknummer var anført på blanketten. Som følge heraf findes klageren at være nærmest til at bære risikoen for, at checknummeret var fejlagtigt anført på den omhandlede blanket.

Som følge af det anførte

Den indgivne klage tages ikke til følge.