Spørgsmål om afmelding af betalingsaftale vedrørende tidli-gere ægtefælles betaling.
| Sagsnummer: | 268/2003 |
| Dato: | 09-12-2003 |
| Ankenævn: | Lars Lindencrone Petersen, Peter Stig Hansen, Jette Kammer Jensen, Anne Dehn Jeppesen, Erik Sevaldsen |
| Klageemne: |
Betalingsservice - afmelding
|
| Ledetekst: | Spørgsmål om afmelding af betalingsaftale vedrørende tidli-gere ægtefælles betaling. |
| Indklagede: | Sparekassen Lolland |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne klage vedrører klagerens indsigelse mod indklagedes indbetaling på klagerens tidligere ægtefælles pensionsordning, hvilken betaling var tilknyttet klagerens konto hos indklagede.
Sagens omstændigheder.
Klageren blev i marts 2001 skilt fra sin ægtefælle M. Begge var da kunder i en afdeling af pengeinstituttet F, som efterfølgende overdrog afdelingen til indklagede.
Af en betalingsoversigt pr. 1. december 2001 fremgår, at der på klagerens konto hos indklagede pr. 5. december 2001 ville blive hævet et beløb på 6.000 kr. vedrørende en pensionsordning i Topdanmark, som tilhørte M. Af betalingsoversigtens bagside fremgår, at afvisning af en betaling kan ske senest den 7. i betalingsmåneden.
Klageren har anført, at hun i sommeren 2001 meddelte en medarbejder hos F, at alle fælles PBS-betalinger samt betalinger, der alene vedrørte M, skulle standses. Først i februar 2002 blev hun opmærksom på hævningen af de 6.000 kr. og gjorde indsigelse over for en medarbejder hos indklagede. Indklagede har anført, at det ikke har kunnet bekræftes, at klageren i sommeren 2001 tilbagekaldte de omhandlede PBS-aftaler.
Ved skrivelse af 1. juli 2002 fremsendte klageren under henvisning til en telefonsamtale den 27. juni 2002 dokumentation til indklagede for, at Topdanmark havde modtaget beløbet på 6.000 kr. til M's pensionsordning. Klageren anmodede om indklagedes hjælp til at få beløbet tilbage. Ved skrivelse af 2. s.m. bekræftede indklagede modtagelsen af klagerens skrivelse, og at man ville søge sagen afsluttet i løbet af en måned.
Klageren har anført, at hun flere gange i efteråret 2002 rykkede indklagede for en afslutning af sagen.
Af skrivelse af 14. maj 2003 fra indklagede til M fremgår, at indklagede anmodede om M's accept af, at der blev hævet 6.000 kr. på en fælles konto, som henstod hos indklagede vedrørende et stempelrefusionsbeløb. Ved skrivelse af 26. samme måned meddelte M indklagede, at klageren efter M's opfattelse havde to muligheder for at få det omhandlede beløb enten at kontakte M vedrørende tilbagelevering af ting fra bodelingen eller anlægge civilt søgsmål.
Ved skrivelse af 27. maj 2003 meddelte indklagede klageren, at man ikke så sig i stand til at foretage sig yderligere vedrørende beløbet på de 6.000 kr.
Ved skrivelse af 2. juni 2003 rettede klageren henvendelse til indklagede og anførte, at indklagede i forbindelse med skilsmissen havde begået en lang række fejl, herunder spørgsmålet om hævningen af de 6.000 kr.
Ved skrivelse af 11. juli 2003 afviste indklagede at imødekomme klageren.
Parternes påstande.
Klageren har den 16. juli 2003 indbragt sagen for Ankenævnet. Ankenævnet forstår klagerens påstand således, at klageren ønsker indklagede pålagt at betale 6.000 kr.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har blandt andet anført, at indklagede begik en lang række fejl i forbindelse med hendes skilsmisse. Hun klagede over forholdene og var udsat for en urimeligt langsommelig sagsbehandling.
Hun havde i sommeren 2001 givet meddelelse om, at fælles PBS-betalingsaftaler samt betalingsaftaler vedrørende M skulle afmeldes. Dette undlod indklagede, idet beløbet på de 6.000 kr. blev hævet på hendes konto i december 2001.
Hun har dokumenteret, at beløbet er overført til M's pensionsordning hos Topdanmark.
Indklagede har anført, at der ikke foreligger notater om den af klageren anførte samtale i sommeren 2001 med en medarbejder hos F.
Klageren modtog en betalingsoversigt pr. december 2001, hvoraf fremgår, at beløbet på de 6.000 kr. ville blive betalt. Af betalingsoversigten fremgår endvidere, hvorledes afvisning kan ske af betalinger. Klageren afmeldte ikke betalingen.
Som følge af, at M nu protesterer mod at lade beløbet på 6.000 kr. udbetale fra en konto, hvor M er medkontohaver, kan indklagede ikke hæve beløbet fra denne konto.
Indklagede har tidligere beklaget den langsommelige sagsbehandling, for så vidt denne kan tilskrives indklagede.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Det er ikke godtgjort, at klageren i sommeren 2001 anmodede F om at betalingsaftaler, der alene vedrørte M's forhold, skulle afmeldes.
Det må lægges til grund, at klageren i december 2001 modtog betalingsoversigten, hvoraf fremgik, at beløbet på 6.000 kr. ville blive hævet på hendes konto den 5. december 2001. Af betalingsoversigtens bagside fremgår, hvorledes afmelding af betalinger kan ske.
Under disse omstændigheder finder Ankenævnet ikke grundlag for at tage klagerens påstand til følge, hvorfor
Klagen tages ikke til følge.