Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Spørgsmål om erstatningsansvar for kurstab på investeringer i henhold til en formueplejeaftale, herunder i Jyske Invest Hedge Markedsneutral - Obligationer.

Sagsnummer: 40/2010
Dato: 07-03-2011
Ankenævn: Vibeke Rønne, Carsten Holdum, Jørn Ravn, Erik Sevaldsen, Astrid Thomas
Klageemne: Værdipapirer - formuestyring
Ledetekst: Spørgsmål om erstatningsansvar for kurstab på investeringer i henhold til en formueplejeaftale, herunder i Jyske Invest Hedge Markedsneutral - Obligationer.
Indklagede: Jyske Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning.

Denne sag vedrører, om Jyske Bank har pådraget sig et erstatningsansvar for kurstab på klagerens investering, herunder i Jyske Invest Hedge Markedsneutral Obligationer/Aktier, som banken i henhold til en formueplejeaftale havde investeret en del af klagerens midler i.

Sagens omstændigheder.

Klageren var kunde i Jyske Bank, hvor hun gennem en årrække havde et værdipapirdepot. Klagerens ægtefælle M, forestod køb og salg af værdipapirer til depotet.

M døde i 2007.

Den 9. oktober 2007 var klageren til et møde i banken, hvor hendes investeringer blev drøftet. På mødet fik klageren udarbejdet en investeringsprofil og i brev af 9. oktober 2007 til klageren anfører banken "profil er stabil og vi anbefaler Jyske Pengepleje". Af et resume af samtalen fremgik, at klageren skulle bruge de investerede midler om 3 - 7 år, ønskede en investering med et godt og sikkert afkast på langt sigt, men kunne acceptere en moderat risiko på kort sigt, at hun kunne acceptere et negativt afkast på 10 % et enkelt år, og at rammen for investeringen var 2 til 5 mio. kr. Det fremgik videre:

"Vær opmærksom på, at selv om du har oplyst banken om, hvor stort et negativt afkast du kan acceptere, tager banken ikke ansvar for at et eventuelt negativt afkast under uheldige omstændigheder kan blive større."

Af bankens faktablad vedrørende den "stabile" profil fremgår, at udgangspunktet for bankens porteføljesammensætning er 18 % i etablerede aktiemarkeder, 2 % i nye aktiemarkeder, 65 % i danske obligationer og 15 % i højrenteobligationer.

Klageren indgik herefter en aftale om "Jyske Pengepleje – Stabil" med et indskud ifølge aftalen på 3.450.000 kr. Af "Aftale om Jyske Pengepleje - Stabil" fremgår:

"…

Investeringsstrategi og risikoeksponering

For at sikre at din investering får en god risikospredning, bliver den placeret i investeringsforeninger, som investerer i danske og udenlandske aktier, traditionelle obligationer og højrenteobligationer*). Herudover kan en del af indskuddet blive placeret som kontant indestående, eller andre alternative investeringer**).

Vi placerer dit indskud så sammensætningen af din investering stemmer overens med din investeringsprofil og vores forventninger til markedet.

Jyske Pengepleje - Stabil

Dit indskud bliver primært investeret i obligationer og i mindre grad i aktier og andre investeringer.

-

Mindst 30 % og højest 90 % i obligationer, herunder dog højest 25 % i højrenteobligationer*.

-

Højest 30 % i aktier.

-

Højest 20 % i alternative investeringer**.

-

Højest 60 % på kontant konto.

*) Højrenteobligationer

Obligationer udstedt af virksomheder eller stater med en lavere kreditværdighed end traditionelle obligationer. På grund af større risiko er disse obligationer højere forrentet.

**) Alternative investeringer mv.

Alternative investeringer og strukturerede produkter omfatter de investeringer, der ikke kan betragtes som almindelige aktie- eller obliga­tionsinvesteringer eller kontantplacering. Disse investeringer kan fx repræsentere nye aktivklasser – råvarer, ejendomme eller lignende – som det ellers ville være besværligt eller umuligt at investere i. For strukturerede produkter kan investeringerne også bestå af kombinationer af flere aktivtyper. Endeligt er strukturerede produkter i nogle tilfælde attraktive alternativer til almindelige indlån.

Fuldmagt til investering

Du giver hermed Jyske Bank fuldmagt til - inden for de aftalte rammer -, at investere det til enhver tid indestående på ovennævnte Pengeplejekonto og den til enhver tid værende beholdning i ovennævnte depot.

Skat, ansvar og risiko

Du er også opmærksom på, at du kan risikere at investeringerne kan medføre tab.

…"

I oktober 2007 ivesterede banken klagerens midler i en række værdipapirer, herunder 1.699 stk. Jyske Invest Hedge Markedsneutral - Obligationer til kurs 100,25 for 170.324,75 kr.

Af beholdningsoversigt af 30. juni 2008 fremgår, at klagerens depot indeholdt:

Aktier

Markedsværdi, kr.

Jyske Invest Favorit Aktier

214.848,27

Jyske Invest Globale Aktier

66.160,18

Jyske Invest Globale Ejendomsaktier

105.526,20

Aktier total

386.534,65

Obligationer

Jyske Invest lange obligationer

1.830.630,60

Jyske Invest Nye Obl. Markeder Valuta

151.103,65

Jyske Invest Nye Obl. Markeder

180.915,90

Jyske Invest Virksomhedsobligationer

148.723,08

Obligationer total

2.311.373,23

Andet

0,00 % Bølgebryder 2009 Totalafkast

171.659,40

Jyske Invest Hedge Markedsneutral Obligationer

130.738,05

Jyske Invest Hedge Markedsneutral Aktier

192.004,80

Andet total

494.402,25

Kontanter

Transaktionskonto

41.078,84

Vedhængende rente

994,84

Kontanter total

42.073,68

Total for depot

3.234.383,81

Banken udsendte hvert halve år afkast- og beholdningsoversigt for depotet.

Pr. 31. december 2009 var der et samlet tab på investeringen på 666.197,12 kr. svarende til ca. 15 %, heraf udgjorde tabet på Jyske Invest Hedge Markedsneutral - Obligationer 143.021,82 kr.

Ved brev af 31. januar 2009 udtrykte klageren utilfredshed med Jyske Banks forvaltning af hendes midler. Banken afviste klagen den 17. februar 2009.

Investeringerne under pengeplejeaftalen blev herefter afviklet, dog bortset fra klagerens beholdning af Jyske Invest Hedge Markedsneutral – Obligationer.

Parternes påstande.

Klageren har den 12. januar 2010 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Jyske Bank skal erstatte hendes tab ved investeringer via formueplejeaftalen.

Jyske Bank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at hun følte sig presset til at lade banken investere hendes penge. Hun aftalte med banken, at den højest måtte investere for 1.000.000 kr. Hun havde tillid til banken, og regnede med, at den foreslog det rigtige for hende.

Allerede i juli 2008 ringede hun til banken og udtrykte bekymring for investeringens forløb, idet hun havde tabt 6,5 %. Hun havde gjort opmærksom på, at hun ikke ønskede at løbe nogen risiko. Hun regnede med, at banken herefter ville omlægge hendes investeringer i en mere sikker retning. Heller ikke efter at hun havde kontaktet banken i december 2008 skete der noget.

Det var først, da hun ved brev af 31. januar 2009 klagede til banken og opsagde formueplejeaftalen, at investeringerne blev stoppet.

Alene de to hedgeforeninger har kostet hende et tab på 200.000 kr. Banken har selv troet, at papirerne var sikre, men har ikke vidst, hvad den solgte til kunderne.

Hun er 84 år gammel og har med fuld tiltro skrevet under på en aftale, som hun troede, var en sikker investering. Dette har medført et tab på 510.000 kr. samt en manglende renteindtægt på 200.000 kr., altså et tab på 710.000 kr.

Jyske Bank har anført, at banken og klageren på baggrund af klagerens investeringsprofil har indgået fuldmagtsaftale om Jyske Pengepleje – Stabil. Det fremgår af basisoplysningerne for aftalen, at det indskudte beløb udgjorde 3.450.000 kr., hvilket var det beløb klageren ønskede at indskyde.

Klageren har løbende modtaget fondsnotaer og afkastrapporter for de investeringer, banken har foretaget, uden at reagere herpå.

Bankens investeringer af klagerens midler er sket inden for rammerne af den fuldmagt, som fremgår af pengeplejeaftalen.

Klageren har ikke noget berettiget krav mod banken.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Ankenævnet finder det ikke godtgjort, at den skriftlige aftale om Jyske Pengepleje ikke var udtryk for parternes aftale efter mødet den 9. oktober 2007, herunder, at størrelsen af det investerede beløb på 3.450.000 kr. ikke var som aftalt.

Af aftalen om Jyske Pengepleje fremgår, indenfor hvilke rammer banken kan investere klagerens indskud, herunder at midlerne placeres, så sammensætningen passer overens med investeringsprofilen. Ifølge aftalen kan alternative investeringer udgøre højest 20 %, højrenteobligationer højest 25 % og aktier højest 30 %.

Efter aftalens definition af "alternative investeringer m.v." finder Ankenævnet, at Jyske Bank kunne investere klagerens midler i bl.a. Jyske Invest Hedge Markedsneutral Aktier og i Jyske Invest Hedge Markedsneutral – Obligationer.

Ankenævnet finder, at bankens investering i oktober 2007 af et beløb på ikke over 20 % af klagerens midler i disse papirer ikke var i strid med aftalen.

Det er ikke godtgjort, at banken i øvrigt har handlet erstatningspådragende ved forvaltningen af aftalen.

Det bemærkes, at Ankenævnet ikke påtager sig at foretage en revisionsmæssig gennemgang af de under en formueplejeaftale foretagne investeringer med henblik på at konstatere eventuelle investeringer i strid med aftalen.

Som følge heraf træffes følgende

afgørelse:



Klagen tages ikke til følge.