Konto tilhørende en mindreårig. Ophævelse trods mærke, påført af en forælder uden del i værgemålet.
| Sagsnummer: | 88/1988 |
| Dato: | 19-12-1988 |
| Ankenævn: | Frank Poulsen, Bjørn Bogason, Kirsten Nielsen, Per Overbeck, Lars Pedersen |
| Klageemne: |
Umyndighed - udbetaling fra konto
Bog - mærke |
| Ledetekst: | Konto tilhørende en mindreårig. Ophævelse trods mærke, påført af en forælder uden del i værgemålet. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
I april 1988 blev i indklagedes Allerød afdeling oprettet to konti med klagerens da 14-årige søn som kontohaver. Indskydere på kontiene var henholdsvis klageren og hans plejefar. Begge konti blev påført mærke, og den ene blev oprettet på 12 måneders opsigelse.
I juli måned 1988 anmodede klagerens søn og hans mor (klagerens fraskilte ægtefælle) via Den Danske Banks Allerød afdeling om overførsel af de nævnte konti, hvis indeståender udgjorde henholdsvis 3.000 kr. og 1.000 kr. De to bankbøger var vedlagt overførselsanmodningen, der var underskrevet af barnets mor som værge. Der var i anmodningen ikke givet oplysning om mærke på nogen af kontiene.
Efter at indklagedes medarbejder havde kontrolleret hos Den Danske Bank, at det opgivne cpr.nr. var korrekt, at underskriveren var barnets værge, og at barnet havde skiftet navn, blev overførselsanmodningen efterkommet, og beløbene overført til en konto tilhørende barnet i Den Danske Banks Allerød afdeling.
Under denne klagesag har klageren påstået indklagede tilpligtet at retablere de to konti.
Indklagede har påstået frifindelse.
Klageren, der har oplyst ikke at have del i forældremyndigheden over sønnen, har til støtte for den nedlagte påstand henvist til, at intet af de på hans foranledning påførte mærker blev opgivet ved overførselsanmodningen, at den ene konto var oprettet med 12 måneders opsigelse, og at den, der underskrev overførselsanmodningen, ikke var indskyder på nogen af kontiene.
Indklagede har til støtte for den nedlagte frifindelsespåstand gjort gældende, at de to konti hos indklagede tilhørende klagerens søn er overført til en konto i Den Danske Banks Allerød afdeling, ligeledes tilhørende klagerens søn, der således ikke har lidt tab ved den skete overførsel. Indklagede har endvidere gjort gældende, at man efter de foretagne undersøgelser i Den Danske Banks Allerød afdeling ikke havde nogen anledning til at formode, at kontohaveren ikke kunne disponere over indeståenderne.
Ankenævnets bemærkninger:
Allerede fordi indeståenderne på de to omhandlede konti, tilhørende klagerens søn, er overført til en anden konto med klagerens søn som kontohaver, således at denne ikke har lidt tab ved det skete, kan klagerens påstand ikke tages til følge.
Det bemærkes i øvrigt, at det forhold, at klageren ved oprettelsen af de to på hans søn lydende konti lod disse påføre mærke, ikke i sig selv kan medføre, at der kun med klagerens medvirken kan hæves på kontiene. Et sådant resultat måtte om ønsket opnås ved at påføre kontiene en særlig vedtegning herom.
Som følge heraf
Den indgivne klage tages ikke til følge.