Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Anmodning om oplysninger om hovedmands kontoforhold.

Sagsnummer: 178/2006
Dato: 29-03-2007
Ankenævn: John Mosegaard, Peter Stig Hansen, Lotte Aakjær Jensen, Jette Kammer Jensen, Ole Jørgensen
Klageemne: Tavshedspligt - videregivelse af kontooplysninger
Ledetekst: Anmodning om oplysninger om hovedmands kontoforhold.
Indklagede: Arbejdernes Landsbank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning.

Denne klage vedrører indklagedes afvisning af klagerens anmodning om oplysning om kontoforhold for en tredjemand, for hvis forpligtelse klageren havde stillet sikkerhed.

Sagens omstændigheder.

Den 17. november 2003 ydede indklagede et lån på 107.100 kr. til debitorerne M og H. Lånet skulle afvikles med 1.775 kr., første gang 1. januar 2004. Ved håndpantsætningserklæring underskrevet af klageren samme dag stillede klageren et ejerpantebrev på 100.000 kr. til sikkerhed for ethvert mellemværende, som M og H måtte have eller få med indklagede. Umiddelbart inden klagerens underskrift er der påført håndpantsætningserklæringen en individuelt udformet erklæring, hvoraf fremgår:

"Deponenten er udtrykkeligt gjort opmærksom på, at lånet til debitor er ydet til brug for afværgelse af berammet tvangsauktion, og at debitor har betydelige gældsposter uden aftalt afvikling, ligesom debitor er registreret i RKI."

Af sagen fremgår, at M indtil efteråret 2005 var ansat i klagerens ægtefælles virksomhed. I forbindelse med M's fratræden anmodede klageren om frigivelse af ejerpantebrevet, hvilket indklagede afviste.

I januar 2006 frigav indklagede det deponerede ejerpantebrev mod samtidig at modtage sikkerhed i en bankkonto med et indestående på 100.000 kr.

M og H afviklede det sikrede lån planmæssigt frem til 1. februar 2006. Ydelserne for februar til og med maj 2006 blev betalt med forsinkelse.

Klagerens ægtefælles advokat anførte i en skrivelse af 9. februar 2006 til ægtefællen, at det for ham var oplyst, at indklagede som følge af M's økonomiske forhold krævede alle indbetalinger afskrevet på M's kassekredit frem for lånet sikret af klageren.

Klageren har anført, at indklagede har afslået at give oplysning om M og H's kontoforhold.

Parternes påstande.

Klageren har den 13. juli 2006 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at udlevere kontooplysninger om M og H's kontoforhold.

Indklagede har nedlagt påstand om principalt afvisning, subsidiært frifindelse. Under sagens forberedelse har indklagede meddelt, at ejerpantebrevet alene tjener til sikkerhed for lånet på 107.100 kr.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at de via deres advokat er blevet gjort bekendt med, at indklagede har ladet M og H's indbetalinger afskrive på en anden del af engagementet frem for på det lån, for hvilket hun har stillet sikkerhed. Der er tale om en ulige betalingsfordeling, som alene gavner indklagede.

Indklagede bør fremlægge oplysninger om M og H's konti, således at spørgsmålet kan afklares.

Hvis indklagede forfordeler indbetalingerne, bør Ankenævnet tage stilling til dette.

Under en retssag anlagt mod M og H er det kommet frem, at M og H efter et råd fra indklagede fandt det vigtigt at indbetale på deres budgetkonto frem for det sikrede lån.

Indklagede har til støtte for afvisningspåstanden anført, at indklagede er underlagt tavshedspligt i medfør af lov om finansiel virksomhed, hvorfor en imødekommelse af klagerens anmodning er uberettiget, medmindre det sker med M og H's samtykke eller efter en domstols ophævelse af tavshedspligten.

Til støtte for frifindelsespåstanden har indklagede anført, at det bestrides, at indklagede skulle have givet udtryk for, at M og H's indbetalinger til indklagede primært skulle indsættes på en kassekredit frem for det sikrede lån.

Klageren har modtaget oplysninger om posteringer og restgæld vedrørende det sikrede lån. Man er ikke berettiget til i øvrigt at give klageren oplysninger om M og H's kontoforhold.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Ankenævnet finder ikke tilstrækkeligt grundlag for at tage indklagedes afvisningspåstand til følge.

Efter § 117 i lov om finansiel virksomhed er indklagede afskåret fra at meddele klageren oplysninger om M og H's kontoforhold hos indklagede, når bortses fra det lån, for hvilket klageren har stillet sikkerhed.

Som følge heraf

Klagen tages ikke til følge. Klagegebyret tilbagebetales klageren.