Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Spørgsmål vedrørende betalingsoverførsel fra udlandet.

Sagsnummer: 1185 /2009
Dato: 29-03-2010
Ankenævn: Kari Sørensen, Hans Daugaard, Carsten Holdum og Karin Sønderbæk.
Klageemne: Betalingsoverførsel fra udlandet - øvrige spørgsmål
Ledetekst: Spørgsmål vedrørende betalingsoverførsel fra udlandet.
Indklagede: Nykredit Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning.

Denne sag vedrører spørgsmål i forbindelse med betalingsoverførsel fra udlandet.

Sagens omstændigheder.

Klageren var kunde i Nykredit Bank, hvor han havde en Kernekonto.

I foråret/sommeren 2009 rykkede banken klageren for inddækning af et overtræk på ca. 5.000 kr. på kontoen.

Den 5. august 2009 blev kontoen ophævet, idet banken afskrev overtrækket.

Klageren har under sagen fremlagt et dokument, der omhandler en overførsel den 23. april 2009 af 5,6 mio. USD fra et udenlandsk pengeinstitut til hans konto i Nykredit Bank.

Klageren har endvidere fremlagt sin e-mailkorrespondance i september 2009 med beløbets afsender.

Ved e-mail af 10. november 2009 henvendte klageren sig til bankens klage­ansvarlige. Det var klagerens opfattelse, at banken uberettiget havde enten returneret betalingsoverførslen eller nægtet at modtage denne.

Parternes påstande.

Den 11. november 2009 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet. Ankenævnet har forstået klagerens påstand således, at Nykredit Bank skal stille betalingsoverførslen på 5,6 mio. USD til rådighed for ham samt betale erstatning.

Nykredit Bank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at beløbet på 5,6 mio. USD blev overført via swift og således blev modtaget i Nykredit Bank.

Banken har uberettiget enten afskåret ham fra beløbet eller returneret det. Som følge heraf er han blevet påført et tab på i alt 116.000 USD med tillæg af valutakurstab siden 1. marts 2009.

De højeste myndigheder i Danmark, USA og Frankrig har kendt til sagen i hele 2009 og har godkendt den. Det bestrides således, at der som anført af banken skulle være tale om et strafbart forhold.

Han er ikke forpligtet til at bevise, hvordan han får kontrakter med udlandet.

Nykredit Bank har anført, at den påståede overførsel af 5,6 mio. USD aldrig har fundet sted. Banken har følgelig heller ikke hverken tilbagesendt beløbet eller afvist at modtage det.

Den påståede overførsel er ikke dokumenteret ved de fremlagte bilag. Bilagene tyder på, at klageren er udsat for svindel, idet han med udsigt til en overførsel på 5,6 mio. USD lokkes til at overføre mindre beløb.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Det findes ikke godtgjort eller sandsynliggjort, at Nykredit Bank skulle have modtaget den af klageren anførte betalingsoverførsel på 5,6 mio. USD.

Det kan heller ikke kritiseres, hvis Nykredit Bank afviser at medvirke til en sådan overførsel. Det bemærkes herved, at Ankenævnet kan tilslutte sig det af banken anførte om, at dokumenterne tyder på, at klageren via sin udenlandske forbindelse er udsat for svindel.

Som følge af det anførte træffes følgende

">a f g ø r e l s e :



Klagen tages ikke til følge.