Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Spørgsmål om saglig begrundelse for afslag på anmodning om genåbning af konto, der var lukket af indklagede.

Sagsnummer: 120 /2003
Dato: 26-08-2003
Ankenævn: Lars Lindencrone Petersen, Inge Frølich, Sonny Kristoffersen, Erik Sevaldsen, Astrid Thomas
Klageemne: Konto - øvrige spørgsmål
Ledetekst: Spørgsmål om saglig begrundelse for afslag på anmodning om genåbning af konto, der var lukket af indklagede.
Indklagede: Handelsbanken Midtbank
Øvrige oplysninger: OF
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning.

Denne klage vedrører indklagedes afslag på at genåbne klagerens konto, som indklagede lukkede i 1999.

Sagens omstændigheder.

Den 10. januar 1996 oprettede klageren i indklagedes Vejle afdeling en lønkonto med tilknyttet check og dankort. Den 28. februar 1996 blev der for S, der efter det oplyste er klagerens samlever/ægtefælle, oprettet en konto, hvortil klageren fik fuldmagt.

Under sagen er fremlagt kontoudskrift for klagerens konto for perioden fra dens oprettelse til 22. februar 1996 samt fra 31. december 1996 til 31. maj 1999. Det fremgår, at kontoen ikke på noget tidspunkt har fungeret som en egentlig lønkonto. Fra den 31. december 1996, til kontoen udgik, var højeste indestående 632,50 kr.

Af kontoudtog fra S' konto, der blev ophævet den 10. september 1998, fremgår, at der i kortvarige perioder indestod ikke ubetydelige beløb.

Indklagede har anført, at klageren via indklagede har foretaget kontooprettelse for adskillige anpartsselskaber i årene 1996-1998. Den lovpligtige selskabskapital blev sendt til indklagede fra en advokat til indsættelse på pågældende selskabs konto. Kort tid efter stiftelsen af anpartsselskaberne er der sket udbetaling af selskabskapitalen på foranledning af klageren, der var tegnings- eller dispositionsberettiget for de pågældende anpartsselskaber. Selskabskapitalen blev efterfølgende indsat på kontoen tilhørende S.

Indklagede har endvidere henvist til en fremlagt avisartikel fra 11. september 1998, der angiveligt omhandler en straffesag mod klageren vedrørende stiftelse, oprettelse og videresalg af selskaber, uden at den lovpligtige kapital var til stede. Indklagede har anført, at man efter fremkomsten af avisartiklen anmodede klageren om en forklaring. Da det ikke lykkedes at få en tilfredsstillende forklaring, lukkede man kontoen og spærrede dankortet den 31. maj 1999.

Parternes påstande.

Klageren har den 24. marts 2003 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes principalt at ophæve spærringen af dankort til hans konto, subsidiært fremkomme med en begrundelse for spærringen, mere subsidiært oprette en tilsvarende konto og mest subsidiært oprette en konto for ham.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at indklagede spærrede kontoen, uanset at den på intet tidspunkt var i overtræk. Han fik oplyst, at dens saldo ikke gav basis for indtjening for indklagede, men han har været indstillet på at sætte større beløb på kontoen, der har privat karakter.

De oplysninger, som indklagede er fremkommet med under sagen, har han ikke tidligere været bekendt med. Den medarbejder, der lukkede kontoen, er fratrådt hos indklagede, hvorfor indklagedes sagsfremstilling er gætterier.

Oprettelse af konti til selskaber blev standset på indklagedes foranledning, ligesom opsamlingskontoen for opgjorte selskabskonti tilhørende S også blev ophævet. Det forekommer besynderligt, at hans privatkonto efterfølgende blev tvangslukket, idet der på intet tidspunkt er foretaget dispositioner af beløbsmæssigt større omfang.

Han har en solid økonomi og kan oprette konto i ethvert pengeinstitut. Han er i Vejle ca. tre gange om ugen, hvorfor indklagede vil være en udmærket mulighed som pengeinstitut.

De oplysninger, indklagede er fremkommet med om hans person, er uden hold i virkeligheden.

Indklagede har anført, at da de formodede ulovligheder blev kendt for indklagede i løbet af 1998, blev der foretaget en samlet vurdering af klagerens engagement. Resultatet blev, at indklagede fandt det stridende mod sine forretningsprincipper og anstødeligt, at klageren tilsyneladende benyttede indklagede til at begå ulovligheder.

Indklagede har efterfølgende haft ekstra arbejde med at besvare henvendelser fra kuratorer og offentlige myndigheder vedrørende de konti, der blev etableret for de omhandlede selskaber.

Klageren har ikke nogen retlig interesse i at få en konto hos indklagede med eller uden tilknyttet dankort, idet han ikke kan antages at have noget reelt behov herfor. Man er bekendt med, at udgangspunktet er, at alle har ret til en lønkonto med henblik på at kunne hæve løn/pensioner m.m. Klagerens konto fungerede åbenlyst ikke som lønkonto. Der er en stærk formodning for, at klageren hele tiden har haft en lønkonto i et andet pengeinstitut for at kunne modtage løn mv. En oprettelse af en lønkonto til klageren hos indklagede må ud fra et nødvendighedssynspunkt anses for urimelig.

Klageren har endvidere udvist passivitet, idet der er gået knapt fire år, siden kontoen blev lukket. Det er korrekt, at man ved to lejligheder har afvist at genåbne kontoen. Klageren kan næppe have et tvingende behov for en konto hos indklagede, hvilket understøttes af, at klageren først nu klager over forholdet.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Af de grunde, som indklagede har anført, anser Ankenævnet det for sagligt begrundet, at indklagede lukkede klagerens konto og efterfølgende afviste at genoprette denne.

Som følge heraf

Klagen tages ikke til følge.