Krav om lokalisering af penge overført til klagerens lukkede konto i banken. Krav om udbetaling af pengene og rente samt omkostninger, hvis pengene indestår på den lukkede konto.
| Sagsnummer: | 150/2024 |
| Dato: | 31-01-2025 |
| Ankenævn: | Helle Korsgaard Lund-Andersen, Jonas Thestrup Nielsen, Karin Sønderbæk, Rolf Høymann Olsen og Martin Hare Hansen. |
| Klageemne: |
Betalingsoverførsel fra udlandet - øvrige spørgsmål
|
| Ledetekst: | Krav om lokalisering af penge overført til klagerens lukkede konto i banken. Krav om udbetaling af pengene og rente samt omkostninger, hvis pengene indestår på den lukkede konto. |
| Indklagede: | Spar Nord Bank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning
Sagen vedrører krav om lokalisering af penge overført til klagerens lukkede konto i banken samt krav om udbetaling af pengene og rente samt omkostninger, hvis pengene indestår på den lukkede konto.
Sagens omstændigheder
Klageren var kunde i Spar Nord Bank, hvor han havde en konto og et tilknyttet betalingskort.
Den 4. september 2023 spærrede banken klagerens konto og betalingskort, da klageren ikke havde sendt dokumentation eller fyldestgørende svar til banken angående nogle transaktioner på klagerens konto.
Den 8. september 2023 genåbnede banken klagerens konto og betalingskort, da klageren ikke havde fået et varsel om spærringen. Banken anmodede igen klageren om en redegørelse og dokumentation for transaktionerne på hans konto.
Ved e-mail af 28. september 2023 anmodede banken klageren om at sende yderligere oplysninger og dokumentation for transaktionerne på hans konto. Banken orienterede samtidig klageren om, at hans kundeforhold kunne blive opsagt, hvis han ikke besvarede bankens henvendelse senest den 12. oktober 2023, eller hvis banken ikke på baggrund af oplysningerne kunne opnå tilstrækkeligt kundekendskab.
Ved brev af 12. oktober 2023 opsagde banken klagerens kundeforhold med et varsel på tre måneder, da klageren ikke havde indsendt den efterspurgte dokumentation.
Klageren indbragte sagen for Ankenævnet med påstand om, at banken skulle anerkende, at opsigelsen af hans kundeforhold var uberettiget, at kundeforholdet skulle genetableres, og at banken skulle betale 5.000 DKK til ham.
Den 12. januar 2024 ophørte klagerens kundeforhold i banken.
Den 13. marts 2024 traf Ankenævnets næstformand i medfør af Ankenævnets vedtægter § 22, afgørelse i sagen. Klageren fik ikke medhold i klagen.
Den 21. februar 2024 blev der foretaget en overførsel på 213,58 EUR fra et pengeinstitut i Litauen til klagerens lukkede konto i banken.
Banken har oplyst, at overførslen til den lukkede konto blev returneret til afsenderen den 22. februar 2024. Banken har fremlagt en returneringsmeddelelse i sagen.
Ved to e-mails af 1. marts 2024 og en af 5. marts 2024 spurgte klageren banken, om der var nogle penge på hans konto.
Ved 6. marts 2024 svarede banken, at klagerens konto var lukket, og at der derfor ikke kunne indsættes flere penge på kontoen.
Parternes påstande
Den 8. marts 2024 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Spar Nord Bank skal foretage en kontrol for at se, om der er penge på hans lukkede konto og i bekræftende fald finde ud af, hvordan pengene er blevet indsat og returnere disse til ham plus 8 % i rente samt eventuelle omkostninger. Såfremt der ingen penge er på kontoen, skal Spar Nord Bank finde ud af, hvor pengene er.
Spar Nord Bank har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter
Klageren har anført, at han modtog oplysninger om, at der var blevet overført penge til hans lukkede konto i banken, og at der ikke var nogen tilbagebetaling fra banken.
Banken besvarede ikke hans spørgsmål, og han har derfor indbragt denne klage, da han ikke ser andre måder, hvorpå han kan finde ud af situationen.
Banken har skrevet til ham, at der ikke er nogen penge på hans konto.
For én til to måneder siden var der også en situation, hvor der blev overført penge til hans lukkede konto i banken, hvor banken ikke informerede ham om det.
Er det ikke en overtrædelse af hvidvasklovgivningen, når der kommer penge ind på lukkede konti uden kundens viden?
Spar Nord Bank har anført, at beløbet blev overført til en lukket konto, hvorfor det blev returneret til afsender.
Klageren må rette henvendelse til afsender af beløbet.
Ankenævnets bemærkninger
Klageren var kunde i Spar Nord Bank, hvor han havde en konto og et tilknyttet betalingskort.
Den 12. januar 2024 ophørte klagerens kundeforhold i banken.
Den 21. februar 2024 blev der foretaget en overførsel på 213,58 EUR fra et pengeinstitut i Litauen til klagerens lukkede konto i banken.
Banken har oplyst, at overførslen til den lukkede konto blev returneret til afsenderen den 22. februar 2024. Banken har fremlagt en returneringsmeddelelse i sagen.
Klageren har anført, at banken ikke har tilbageført beløbet.
Ankenævnet lægger i henhold til sagens oplysninger til grund, at banken den 22. februar 2024 returnerede de 213,58 EUR til afsenderen.
Ankenævnet finder det herefter godtgjort, at beløbet ikke indestår på klagerens lukkede konto i banken.
Ankenævnet kan ikke pålægge banken at lokalisere det returnerede beløb. Klageren henvises i stedet til at rette henvendelse til afsenderen af beløbet, hvortil banken returnerede beløbet.
Klageren får herefter ikke medhold i klagen.
Ankenævnets afgørelse
Klageren får ikke medhold i klagen.