Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Spørgsmål om udbetaling kunne anses for sket i 1998.

Sagsnummer: 229 /2006
Dato: 22-06-2007
Ankenævn: Lars Lindencrone Petersen, Lotte Aakjær Jensen, Ole Simonsen, Astrid Thomas
Klageemne: Børneopsparingskonto - udbetaling
Ledetekst: Spørgsmål om udbetaling kunne anses for sket i 1998.
Indklagede: Danske Bank (tidligere BG Bank)
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning.

Denne klage vedrører, om klagernes børneopsparingskonti kan anses for udbetalt.

Sagens omstændigheder.

Klager 1 og 2 er britiske statsborgere bosiddende i England.

Klagerne, der er født i henholdsvis 1981 og 1982, boede indtil 1985 i Danmark sammen med deres forældre. Klagerne og forældrene havde et kundeforhold i indklagedes Lyngby afdeling. Klagernes far havde en selvpensioneringskonto, der er udbetalt under behandlingen af denne sag. Klagernes mor har fortsat en selvpensioneringskonto, hvis bindingsperiode udløber, når hun fylder 60 år i 2014.

Klagernes forældre indgav i september 2006 klage til Ankenævnet vedrørende udbetaling af deres selvpensioneringskonti samt klagernes børneopsparingskonti.

Indklagede har oplyst, at klagernes børneopsparingskonti blev opgjort den 19. marts 1998 til henholdsvis 9.743,74 kr. (klager 1) og 6.266,83 kr. (klager 2). Med fradrag af et gebyr på 50 kr. blev det samlede indestående udbetalt til klagernes far ved fremsendelse af en check på 1.374,95 GBP.

Ultimo 1998 fremsendte indklagede årsopgørelser til hver af klagerne stilet til samme adresse som anført på checken til klagernes far. Af årsopgørelserne fremgår, at børneopsparingskontiene var udgået.

Under sagen er der fremlagt fotokopi af en side fra de to bankbøger, der var oprettet for klagernes børneopsparingskonti. Det fremgår, at begge konti blev ført a jour den 21. april 1992, og at seneste postering forud var i april 1985. Ved ajourføringen den 21. april 1992 blev der tilskrevet rentebeløb således, at kontienes saldi var 8.109,54 kr., henholdsvis 5.050,82 kr.

Parternes påstande.

Ankenævnet forstår klagernes påstand således, at indklagede skal udbetale indestående på deres børneopsparingskonti.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klagerne har anført, at de ønsker indeståendet på deres børneopsparingskonti udbetalt.

Indklagede har anført, at klagernes konti blev opgjort den 19. marts 1998. Det samlede indestående blev fremsendt i check til klagernes far.

Ultimo 1998 fremsendte indklagede årsopgørelser stilet til klagerne, hvoraf fremgik, at kontiene var udgået.

Indklagede er ikke i besiddelse af yderligere oplysninger om opgørelsen af kontiene.

I henhold til bogføringsloven er indklagede alene forpligtet til at opbevare udbetalingsbilag i fem år og kan derfor ikke dokumentere udbetalingen eller de nærmere omstændigheder om udbetalingen.

Klagerne har udvist passivitet ved først i 2006 at rette henvendelse til indklagede og fremkomme med indsigelser mod udbetalingen i 1998.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

På baggrund af indklagedes oplysninger i sagen må det anses for godtgjort, at indklagede i marts 1998 opgjorde klagernes børneopsparingskonti og fremsendte provenuet heraf til klagernes far, hvorved bemærkes, at klagerne på dette tidspunkt var mindreårige.

Som følge heraf

Klagen tages ikke til følge.