Rente angivet i pantebrev.
| Sagsnummer: | 438/1989 |
| Dato: | 17-04-1990 |
| Ankenævn: | Frank Poulsen, Hans Rex Christensen, Peter Møgelvang-Hansen, Kirsten Nielsen, Erik Sevaldsen |
| Klageemne: |
Rente - udlån
|
| Ledetekst: | Rente angivet i pantebrev. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Den 8. december 1963 optog klagerens nu afdøde ægtefælle to lån hos indklagede på henholdsvis 18.000 kr. og 94.000 kr., sikrede ved pant i ægtefællens faste ejendom.
I pantebrevene, der er tinglyst den 10. december 1963, er rentefoden angivet til 6,25%, og det er bestemt, at gælden kan opsiges af såvel kreditor som debitor med et års varsel til indfrielse i en termin.
Den 3. januar 1989 rettede klageren skriftlig henvendelse til indklagede vedrørende pantebrevene, idet hendes revisor i forbindelse med opgørelsen af boet efter ægtefællen var blevet opmærksom på, at indklagede i modstrid med pantebrevenes ordlyd forrentede de ved pantebrevene sikrede lån med 13,5%, ligesom klageren var blevet opmærksom på, at hendes ægtefælle på pantebrevenes forside havde noteret, at lånenes løbetid var ændret. På denne baggrund ønskede klageren at modtage kopier af eventuelle tilføjelser, der var sket siden udstedelsen af pantebrevene.
Som svar på denne forespørgsel fremsendte indklagede kopi af en skrivelse, som man angav at have fremsendt til klageren i ca. 1970 til 1971.
Det fremgår af denne skrivelse, at renten på opsigelige lån nu var blevet variabel, og at løbetiden, såfremt debitor ønskede det, kunne forlænges, således at ændring af ydelsen på grund af renteforhøjelsen kunne undgås. Det var anført i skrivelsen, at debitor på en medfølgende genpart skulle bekræfte, at man var indforstået i ovennævnte ændring.
Indklagede meddelte endvidere klageren, at restløbetiden på pantebrevene var henholdsvis 18 1/2 og 21 år, men at dette ikke var noteret hos indklagede.
Klageren har efter at have indfriet pantebrevene indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om at blive stillet, som om lånene var blevet forrentet med den tinglyste rente, således at indklagede skal godtgøre hende den for meget erlagte rente.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Til støtte for påstanden har klageren anført, at en ændring af lånevilkårerne skulle have været tinglyst for at kunne gøres gældende af indklagede. Såfremt ægtefællen havde underskrevet det af indklagede fremsendte brev fra 1970, burde det have været indlagt som allonge til pantebrevet. Klageren har ingen korrespondance vedrørende ændringen; det fremgår alene af ægtefællens selvangivelser, at den variable rente er blevet betalt.
Indklagede har ikke kunnet fremlægge kopi af en sådan aftale, og den af indklagede påberåbte korrespondance mangler såvel underskrift, dato som reference. Indklagede har således ikke godtgjort, at der er indgået aftale om ændring af lånevilkårerne, men har alene en formodning herom.
Indklagede har til støtte for den nedlagte påstand gjort gældende, at indklagede i løbet af 1960'erne gik over til alene at yde lån med variabel rente, og da udlånsrenten var steget betydeligt, gav man i maj måned 1970 samtlige debitorer på lån af samme type som klagerens meddelelse om, at rentevilkårerne ville blive ændret med virkning fra juni termin 1971. Klagerens ægtefælle modtog således medio maj 1970 en skrivelse svarende til den, der er fremsendt til klageren. Indklagede har fremlagt kopi af en sådan skrivelse dateret 27. marts 1977.
Som det fremgår, skulle den enkelte debitor samtykke i ændringen af lånevilkårerne. Da lånene var opsigelige, ville konsekvensen af en nægtelse af et sådant samtykke være, at lånene blev opsagt til fuld indfrielse med det i lånet angivne varsel.
Skrivelsen fra 1970 indeholder tillige et tilbud om forlængelse af de pågældende låns løbetid. Af notaterne på pantebrevskopierne fremgår det, at klagerens ægtefælle samtykkede i, at vilkårerne skulle ændres, således som det fremgår af ovennævnte skrivelse.
Dette fremgår endvidere af en udateret skrivelse fra indklagede til klageren, der refererer til en tidligere af klageren indgået aftale om renteforhøjelse på klagerens lån. Derudover har klagerens ægtefælle løbende frivilligt betalt den variable rente.
Klagerens ægtefælle må endvidere have accepteret ændringen af lånevilkårerne, idet lånene i modsat fald efter fast retningslinie ville være blevet opsagt under overholdelse af opsigelsesvarslet.
Klageren indtræder i sin afdøde ægtefælles retsstilling og er således som følge af den udviste passivitet afskåret fra at anfægte de rentevilkår, der har været gældende på lånene i de sidste ca. 18 år.
Ankenævnets bemærkninger:
Af de fremlagte pantebrevskopier fremgår, at klagerens ægtefælle havde noteret, at pantebrevenes løbetid pr. 11. juni 1971 var ændret til henholdsvis 50 år og 41 1/2 år. Henset hertil samt det i øvrigt foreliggende findes det godtgjort, at der - uagtet dette ikke blev påført pantebrevene direkte - mellem indklagede og klagerens ægtefælle omkring 1970 blev indgået en aftale om ændring af lånene, således at pantebrevsrenten herefter skulle være variabel, hvorfor
Den indgivne klage tages ikke til følge.