Indsigelse mod manglende salg af værdipapirer i depot i forbindelse med overførsel.
| Sagsnummer: | 159/2008 |
| Dato: | 11-11-2008 |
| Ankenævn: | John Mosegaard, Karin Duerlund, Carsten Holdum, Niels Bolt Jørgensen, Jørn Ravn |
| Klageemne: |
Overførsel - depot
|
| Ledetekst: | Indsigelse mod manglende salg af værdipapirer i depot i forbindelse med overførsel. |
| Indklagede: | Tønder Bank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne klage vedrører klagerens krav om erstatning i forbindelse med overførsel af et engagement til andet pengeinstitut, hvor afgivende pengeinstitut ikke solgte papirer i depot.
Sagens omstændigheder.
I sommeren 2007 indgik klageren med Tønder Bank "Administrationsaftale - Aktiv depotpleje", hvorefter banken ud fra aftalte retningslinjer om klagerens investeringsprofil kunne investere hans pensionsmidler i værdipapirer. Af aftalen fremgår, at den "kan skriftligt tilbagekaldes med tre bankdages varsel". Klageren ønskede at deltage med 1.250.000 kr. i administrationsaftalen.
Den 17. december 2007 modtog Tønder Bank en anmodning om overførsel af klagerens og dennes ægtefælles engagement til et andet pengeinstitut. Under bemærkninger var ved afkrydsning anført, at "kunden ønsker ikke at blive kontaktet af Tønder Bank A/S fremover".
Depotet omfattet af administrationsaftalen om depotpleje blev overført til klagerens nye pengeinstitut den 11. februar 2008.
Tønder Bank har om ekspeditionen af overførselsanmodningen anført, at man påbegyndte at behandle overførselsanmodningen i januar 2008. Afgørelsen trak ud, da man skulle have afklaret med klagerens nye pengeinstitut, om klageren ønskede værdipapirdepoter overført. Henvendelsen skulle ske til det nye pengeinstitut, da klageren ikke ønskede kontakt med Tønder Bank.
Parternes påstande.
Klageren har den 15. april 2008 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Tønder Bank skal dække hans tab på værdipapirbeholdningen i perioden 20. december 2007 - 14. februar 2008.
Tønder Bank har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at han henholder sig til aftalen om aktiedepotpleje, hvoraf fremgår, at administrationsaftalen kan tilbagekaldes med tre dages varsel.
Han gik ud fra, at når han opsagde aftalen om depotpleje, ville depotet blive realiseret og provenuet indsat på en kontantkonto.
Af en mail af 6. februar 2008 fra Tønder Bank til hans nye bank fremgår, at Tønder Bank først på dette tidspunkt søgte oplysning om, hvorvidt depotets indhold skulle realiseres forinden overførsel.
Tønder Bank har anført, at klageren fra den 20. december 2007 havde mulighed for frit at disponere over værdipapirerne i depotet. Hvis det for klageren var afgørende, at papirerne blev solgt snarest muligt, kunne dette være sket gennem banken fra og med den 20. december 2007.
I overførselsanmodningen havde klageren ikke til trods for blankettens mulighed herfor taget direkte stilling til, hvorledes der skulle forholdes med indholdet af depotet. Havde man uden videre overført depotets indhold, kunne klageren med rette have bebrejdet banken, at den uden en klar beføjelse fra ham havde disponeret på hans vegne.
I det omfang ekspeditionstiden kan bebrejdes Tønder Bank beklager man dette. Det er dog ikke godtgjort, at den noget sene overførsel har påført klageren et tab, som banken er ansvarlig for, idet klageren ikke havde tilkendegivet, at det var hans hensigt at afhænde papirerne i depotet.
Klageren havde endvidere mulighed for at handle papirerne via netbank, som klageren var tilsluttet indtil den 23. januar 2008.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Ankenævnet finder ikke, at Tønder Bank måtte indse, at overførselsanmodningen skulle forstås således, at klageren samtidig med overførslen af engagementet ønskede papirerne i det omhandlede depot solgt og provenuet indsat på en kontantkonto.
Ankenævnet finder heller ikke grundlag for at fastslå, at Tønder Bank på grund af den sene overførsel har pådraget sig et erstatningsansvar.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge.