Kurssikring af ejerskiftelån ikke sket.
| Sagsnummer: | 313/1998 |
| Dato: | 29-01-1999 |
| Ankenævn: | Lars Lindencrone Petersen, Lisbeth Baastrup, Ole Just, Allan Pedersen, Bjarne Lau Pedersen |
| Klageemne: |
Realkreditbelåning - kurssikring
Realkreditbelåning - ejerskifte Passivitet - øvrige spørgsmål |
| Ledetekst: | Kurssikring af ejerskiftelån ikke sket. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne sag vedrører klagerens provenutab i en ejendomshandel som følge af manglende kurssikring af et ejerskiftelån.
Sagens omstændigheder.
Ved købsaftale af 16. marts 1994 solgte klageren sin ejendom med overtagelse den 1. maj 1994. Af købesummen på 750.000 kr. skulle 600.000 kr. berigtiges ved optagelse af et kontantlån i Realkredit Danmark baseret på 30-årige 6 % obligationer. Købsaftalen indeholdt en reguleringsklausul, hvorefter købesummen skulle reguleres, såfremt der skete afvigelser i kontantlånets forudsatte obligationsmængde, der var beregnet efter en kurs på 88,55. Endvidere var anført:
"Sælger er gjort bekendt med mulighederne for kurssikring til sikring af nettoprovenuet."
Den medvirkende ejendomsmægler fremsendte købsaftalen til klagerens advokat og indhentede lånetilbud af 4. april 1994 på ejerskiftelånet hos Realkredit Danmark.
Ved skrivelse af 10. maj 1994 fremsendte advokaten sagen til indklagedes Haderslev Center afdeling, hvor klageren er kunde, med anmodning om hjemtagelse af ejerskiftelånet og indfrielse af ikke overtagne prioriteter. Af ejendomsmæglerens salgsopstilling fremgår, at ejendommen var prioriteret med 6 mindre lån med en restgæld på i alt ca. 148.000 kr.
Der forligger ikke en skriftlig omprioriteringsaftale mellem klageren og indklagede.
Ved skrivelse af 26. maj 1994 fremsendte advokaten tinglyst pantebrev vedrørende ejerskiftelånet til indklagede til "videre ekspedition".
Ved skrivelse af 9. juni 1994 anmodede klageren advokaten om at meddele indklagede, at ejerskiftelånet skulle hjemtages straks.
Hjemtagelsen blev ekspederet af indklagede den 10. juni 1994 på grundlag af en telefax herom fra advokaten samme dag.
Lånet blev afregnet til kurs 76,90 den 14. juni 1994.
I henhold til reguleringsklausulen indbetalte klageren 72.019 kr. til nedbringelse af ejerskiftelånet, hvorved ydelsen for køber blev som beregnet i købsaftalen.
Ifølge klageren medførte kursfaldet i perioden 10. maj til 14. juni 1994, hvor kursen faldt fra 81,20 til 76,90, en stigning i obligationsgælden på ejerskiftelånet på 41.317 kr.
Parternes påstande.
Den 9. oktober 1998 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale 41.317 kr.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at hun ikke var bekendt med, at kursrisikoen på ejerskiftelånet påhvilede hende, og at kursudviklingen havde betydning for provenuet af handlen. Hverken ejendomsmægleren, advokaten eller indklagede orienterede hende herom. Først i juni 1994 blev hun af sin datter gjort opmærksom på, hvilken indflydelse den negative kursudvikling havde på provenuet af ejerskiftelånet, hvorfor hun den 9. juni 1994 anmodede advokaten om at foranledige lånet hjemtaget. Ved overtagelsen af lånesagen burde indklagede have rådgivet hende om muligheden for at kurssikre, herunder den risiko, der er forbundet med at undlade kurssikring. Ved at undlade dette har indklagede pådraget sig ansvar for det tab, hun har lidt som følge af kursfaldet i perioden den 10. maj 1994, hvor indklagede fik overdraget lånesagen, og til den 14. juni 1994, hvor hjemtagelse fandt sted. Kursfaldet medførte kun en beskeden besparelse ved indfrielsen af de eksisterende lån.
Indklagede har anført, at det på baggrund af det anførte i købsaftalen må antages, at ejendomsmægleren orienterede klageren om muligheden for kurssikring til sikring af nettoprovenuet. Efter afdelingens modtagelse af sagen blev klageren gentagne gange informeret og rådgivet om kurssikring af ejerskiftelånet. Klageren besluttede at undlade kurssikring for i stedet at afvente stigende kurser. I perioden frem til den 10. juni 1994 henvendte klageren sig flere gange til afdelingen for at forhøre sig om kursudviklingen.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Ankenævnet finder, at klageren på grund af passivitet er afskåret fra nu at rejse krav mod indklagede vedrørende forhold, som hun efter egne oplysninger har været opmærksom på siden juni 1994, og som hun først i januar 1998 rejste over for indklagede.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge.