Afgørelse

Spørgsmål om kautionists hæftelse for forhøjelse af rente ved misligholdelse. Indsigelse imod hæftelse i henhold til kaution.

Medhold klager


Indledning.

Denne sag vedrører klagerens indsigelser imod en kautionsforpligtelse.

Sagens omstændigheder.

Ved gældsbrev af 30. april 1986 ydede indklagede klagerens daværende svigersøn et lån på 105.000 kr., der skulle afvikles med en kvartalsmæssig ydelse på 4.675 kr. Lånets rente var variabel 13% p.a. med kvartalsmæssige rentetilskrivning. Klageren underskrev gældsbrevet som kautionist for "skadesløs opfyldelse af samtlige debitors forpligtelser iflg. nærværende gældsbrev".

Indklagede har oplyst, at lånet i begyndelsen af 1990-erne blev misligholdt og overgivet til inkasso hos en advokat. I oktober 1993 blev sagen afregnet som uerholdelig.

Den 18. november 1994 blev restgælden, som var på 43.934,23 kr., afskrevet internt hos indklagede og overført til en inkassokonto.

I 1996 solgte klageren sin faste ejendom. Ved salget fremkom der et provenu på 19.470,92 kr., som indklagede foretog modregning i til delvis dækning af restgælden på kautionslånet. Ved skrivelse af 24. maj 1996 til klageren anførte indklagede bl.a.:

"Idet ovennævnte handel nu er afsluttet, har vi opgjort Deres engagement her i banken til et indestående på kr. 19.470,92.

Idet De er selvskyldnerkautionist på lån nr. …618, tilhørende [debitor], og gælden kr. 43.934,23 excl. renter er forfalden til fuld indfrielse, har vi gjort modregning i ovennævnte, til delvis dækning af bankens tilgodehavende.

…"

Ved skrivelse af 12. oktober 2004 rettede indklagede henvendelse til klageren med henblik på at opnå en aftale om afvikling af restgælden, som blev opgjort til 24.463,31 kr. (43.934,23 kr. - 19.470,92 kr.) med tillæg af fem års renter, 36.704,49 kr., i alt 61.167,80 kr.

Ved renteberegningen blev der anvendt rentesatser i intervallet 19%-22% p.a. med årlig rentetilskrivning. Indklagede har oplyst, at rentesatserne svarer til produktrenten plus 6%-point.

Klageren gjorde indsigelse mod kravet.

Parternes påstande.

Den 23. februar 2005 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede skal frafalde kravet helt eller delvist.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at ægteskabet mellem hans datter og debitor ophørte kort efter etableringen af lånet i 1986. Han har ikke siden haft kontakt til debitor.

Han havde en berettiget forventning om, at debitor havde overholdt sine forpligtelser på lånet.

Bortset fra orienteringen ved skrivelsen af 24. maj 1996 fik han ikke oplysninger om mellemværendet. Han har derfor ikke haft mulighed for at begrænse sit tab for så vidt angår hovedstol og renter.

Ved at undlade at oplyse om kravet i gennem mange år har indklagede sikret sig urimeligt høje misligholdelsesrenter. Renterne bør tilsidesættes eller nedsættes, jf. aftalelovens § 36.

Indklagede har ikke fremsat gyldigt rentepåkrav og kan derfor ikke kræve renter af fordringen.

Det er på det foreliggende grundlag ikke muligt at kontrollere, at kravet er korrekt opgjort.

Indklagede har anført, at det i 1994, hvor fordringen mod debitor blev afskrevet, blev vurderet, at klageren og de øvrige kautionister på lånet ikke var i stand til at betale, hvorfor der ikke blev foretaget retsskridt.

Klageren blev i hvert fald ved skrivelsen af 24. maj 1996 informeret om, at det kautionssikrede lån var misligholdt, og at restgælden var 43.934,23 kr. før modregningen i ejendomsprovenuet på 19.470, 92 kr. Fordringen blev herved nedbragt til 24.463,31 kr. plus renter.

Indklagede var ikke forpligtet til løbende at informere om kautionsforpligtelsen. Mellem Finansrådet og Forbrugerrådet blev der aftalt en pligt til årlig information om kautionsaftaler indgået efter den 1. januar 2002, jf. nu § 48 i lov om finansiel virksomhed.

Kravet er hverken forældet eller bortfaldet som følge af passivitet.

Renterne er beregnet med rentesatsen for det pågældende produkt plus 6%-point, jf. indklagedes generelle vilkår for privatkunder, hvoraf det fremgår, at der ved overtræk /restancer på kreditter eller udlån beregnes overtræksrente som et tillæg til den aftalte rente. Beregningen er foretaget med årlig rentetilskrivning, selvom der i gældsbrevet er aftalt kvartårlig renteberegning bagud hver termin.

Renteforpligtelsen, der fremgår af gældsbrevet, er gældende uden påkrav.

Rentekravet er ikke urimeligt, jf. aftalelovens § 36.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Indklagedes krav mod klageren i henhold til dennes kaution for lånet på oprindeligt 105.000 kr. er omfattet af den 20-årige forældelse efter Danske Lovs 5-14-4, hvorfor der ikke er indtrådt forældelse. Renterne af gælden er omfattet af forældelsesloven af 1908, § 1, stk. 1, nr. 2, hvorefter forældelsesfristen er fem år. Det må lægges til grund, at lånet blev misligholdt af debitor, og at restgælden den 18. november 1994 var på 43.934,23 kr. Restgælden blev ved modregningen i forbindelse med klagerens ejendomssalg i 1996 nedskrevet til 24.463,31 kr. ekskl. renter, som er det beløb, indklagede nu gør over for klageren.

Sammenholdt med forældelsesreglerne kan den forløbne tid ikke i sig selv begrunde, at kravet skulle være fortabt ved passivitet. Ankenævnet finder endvidere ikke, at indklagede har bibragt klageren en berettiget forventning om, at fordringen ikke ville blive gjort gældende. Indklagede har derfor ikke udvist retsfortabende passivitet.

Indklagede har opgjort sit aktuelle krav som 24.463,31 kr. med tillæg af 5 års rente, idet den anvendte rentesats er produktrenten for et lån af den omhandlede art med et tillæg på 6 procentpoint. Ankenævnet finder imidlertid ikke, at bestemmelsen i gældsbrevet om, at klagerens kautionsforpligtelse omfatter "samtlige debitors forpligtelser iflg. nærværende gældsbrev" udgør tilstrækkeligt grundlag for at fastslå, at klageren tillige har påtaget sig at hæfte for rentetillægget, som alene fremgår af indklagedes generelle vilkår for privatkunder. Ankenævnet finder således, at restfordringen over for klageren alene kan kræves forrentet med produktrenten.

Som følge af det anførte

Indklagede skal anerkende, at det krav på 24.463,31 kr., som er gjort gældende mod klageren som kautionist, alene kan kræves forrentet med produktrenten for det kautionssikrede lån. I øvrigt tages klagen ikke til følge. Klagegebyret tilbagetales klageren.