Krav om tilbageførsel af en handel i netbank på grund af teknisk fejl og visning af et værdipapir, som ikke kunne handles.
| Sagsnummer: | 607 /2010 |
| Dato: | 21-12-2011 |
| Ankenævn: | Kari Sørensen, Hans Daugaard, Morten Bruun Pedersen, Erik Sevaldsen og Astrid Thomas |
| Klageemne: |
Netbank - værdipapirer
Værdipapirer - øvrige spørgsmål |
| Ledetekst: | Krav om tilbageførsel af en handel i netbank på grund af teknisk fejl og visning af et værdipapir, som ikke kunne handles. |
| Indklagede: | Nykredit Bank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning
Denne sag vedrører, om Nykredit Bank i forbindelse med klagerens køb af et værdipapir via netbank har begået fejl eller forsømmelser, der kan medføre, at banken skal annullere handlen eller har pådraget sig et erstatningsansvar overfor klageren.
Sagens omstændigheder
Klageren har via sin netbank i Nykredit Bank mulighed for at handle værdipapirer i et depot, som hans ægtefælle Æ er medejer af.
Den 6. september 2010 indlagde klageren via netbank en værdipapirhandel, som blev gennemført dagen efter.
Den 7. september 2010 købte klageren 3.150 stk. aktier i Amagerbanken til kurs 14,70 for 46.351,30 kr. inkl. 46,30 kr. i kurtage. Klageren havde tidligere handlet med denne aktie. Klageren har anført, at han troede, at han købte tegningsretter ("t-ret Amagerbanken"), og at bankens hjemmeside i forbindelse med handlen havde en teknisk fejl. Banken har anført, at klageren selv har indtastet og modtaget alle relevante data for aktiehandlen, inden han godkendte ordren med sin underskriftskode. Banken sendte samme dag en "Aktienota" stilet til Æ, hvoraf handelsoplysningerne fremgår, samt at handlen er gennemført uden personlig rådgivning (execution only) og at "De vil ikke modtage yderligere oplysninger om denne handel. Eventuel reklamation rettes til Nykredit Bank".
På handlens valørdag den 10. september 2010 blev beløbet hævet på klagerens konto og papirerne indlagt i klagerens depot.
Af VP Securities A/S’ brev af 21. september 2010 stilet til Æ fremgår, at Amagerbankens aktiekapital nedsættes ved, at hver aktie af nominelt 20 kr. ændres til nominelt 3 kr.
Ved brev af 22. september 2010 rettede klageren henvendelse til banken og anmodede om, at banken enten tilbageførte handlen foretaget den 7. september 2010 eller tildelte ham ca. 12.391 aktier mere uden beregning, hvilket var dét antal aktier, som han troede, at han havde købt.
Ved brev af 27. september 2010 afviste banken klagerens anmodning.
I den følgende korrespondance fastholdt parterne deres standpunkter.
Parterne har under sagens forberedelse til støtte for deres argumenter fremlagt forskellige bilag og skærmprints.
Parternes påstande.
Klageren har den 9. november 2010 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Nykredit Bank skal "ophæve" handlen med aktierne i Amagerbanken, subsidiært "anden forligsløsning".
Nykredit Bank har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter
Klageren har bl.a. anført, at banken har haft rod i deres aktieoversigt. Her tænkes specielt på aktien "t-ret Amagerbanken" (tegningsret).
Aktien var - for både de kunder, som var tegningsberettigede og dem, som ikke var tegningsberettigede - synlig på bankens hjemmeside til trods for, at al handel med tegningsretten ophørte den 2. september 2010. Tegningsretten burde slet ikke kunne komme frem ved søgning på aktien via hjemmesiden. Banken har ikke overholdt "god skik"-reglerne. Han er blevet vildledt.
Handlen med "t-ret Amagerbanken" gik i teknisk fejl på hjemmesiden, hvorefter han ved tryk på "F5/refresh"-tasten blev stillet på den normale Amagerbank-aktie, hvilket han ikke var opmærksom på, hvorved handlen blev gennemført. Han fik en teknisk fejl på hjemmesiden og blev stillet om til forrige side, hvor markøren stillede sig på den "normale" bankaktie, som har en meget højere kurs.
Han har handlet aktier i Amagerbanken flere gange og troede - da "t-ret Amagerbanken" stadig fremgik efter valgt søgemulighed – at han rent faktisk kunne købe denne specielle aktie.
Aktierne i Amagerbanken tabte i løbet af få dage 80 %, da det jo var kendt for enhver, at der skulle gennemføres en aktieemission. Aktierne var den 30. oktober 2010 9.541,98 kr. værd, hvorfor han har lidt et tab på 36.763,02 kr.
Hvis denne "t-ret" aktie ikke var fremkommet på aktieoversigten denne dag, havde han aldrig ville foretage en handel, idet det jo var kendt, at aktien skulle splittes.
Banken har ikke kunnet påvise, at han er blevet mødt af de påståede "warnings".
Det fremgår, at bankens egen hjemmeside, at andre aktiekøbere har haft lignende fejl.
Nykredit Bank har bl.a. anført, at banken ikke har begået fejl, der kan give anledning til erstatning, idet der ikke er noget ansvarsgrundlag.
Klageren har anført, at han handlede aktien, fordi markøren stillede sig på en anden aktie end den, som han først havde klikket på.
Funktionaliteten i bankens Internetbank er helt almindelig på dette område og banken er ikke ansvarlig for, at klageren ved sin betjening af egen pc og mus kan komme til at markere en "forkert" aktie.
Klageren har selv indlagt købsordren på 3.150 stk. aktier i Amagerbanken.
Inden godkendelsen modtog han alle relevante informationer om den handel, som han var ved at gennemføre. Han modtog information om værdipapirets navn, fondskode, mængde, kurs, kurtage, handelsbeløb og ordretype.
Han har selv godkendt ordren med sin underskriftskode.
Klageren har ikke kontaktet banken i forbindelse med ordren – han har handlet på egen hånd.
Klageren var ikke aktionær på det tidspunkt, hvor der blev tildelt tegningsretter til bestående aktionærer.
Klageren har modtaget en "advarsel" om, at tegningsretterne ikke kan handles, da han forsøgte at handle dem via Internetbanken.
Der kan ikke handles tegningsretter i bankens internetbank.
Klageren kunne slet ikke handle tegningsretter på det givne tidspunkt, fordi perioden for handel med tegningsretter var udløbet.
Banken har ikke begået fejl, fordi banken som en service i Internetbanken blot viser en tegningsret.
Banken har ikke herved overtrådt reglerne om "god skik".
Banken er ikke – som anført af klageren – bekendt med, at andre aktiekøbere har haft lignende fejl.
Klageren har ud fra almindelige erstatningsretlige principper i givet fald haft en pligt til at begrænse sit tab.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion
Ankenævnet bemærker indledningsvis, at nævnets kompetence alene omfatter formueretlige tvister, dvs. civilretlige krav.
Reglerne om "god skik" for finansielle virksomheder (nu bekendtgørelse nr. 769 af 27. juni 2011) er et offentligretligt regelsæt, som er under tilsyn af Finanstilsynet. Reglerne kan imidlertid efter omstændighederne få betydning for fastlæggelsen af det erstatningsretlige ansvarsgrundlag i en sag ved Ankenævnet.
Ankenævnet finder det sandsynliggjort, at klageren med sin personlige underskriftkode accepterede indlæggelse af ordren på køb af 3.150 stk. aktier i Amagerbanken.
Ankenævnet finder ikke godtgjort, at Nykredit Bank i forbindelse med klagerens køb af aktierne har begået fejl eller forsømmelser, der kan medføre et erstatningsansvar eller at klageren ikke skulle være bundet af handlen.
Som følge heraf træffes følgende
a f g ø re l s e :
Klagen tages ikke til følge.