Værdipapirer, køb. Rådgivning.
| Sagsnummer: | 280 /1991 |
| Dato: | 12-11-1991 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Peter Stig Hansen, Kirsten Nielsen, Jørgen Ravn, Ole Simonsen |
| Klageemne: |
Rådgivning - investering
Værdipapirer - gearet/ lånefinansieret investering |
| Ledetekst: | Værdipapirer, køb. Rådgivning. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Ved skrivelse af l. november 1990 til klageren meddelte indklagede, at man var indstillet på at yde klageren et udlandslån i DEM til en modværdi af 950.000 kr. Lånet skulle anvendes til køb af nominelt 1 million kr. konvertible obligationer i Nordisk Fjer Holding A/S, som skulle håndpantsættes til sikkerhed for lånet, der skulle indfries inden udgangen af 1994. Samme dag underskrev klageren anmodning om udlån/garantirekvisition.
Den 15. november 1990 effektuerede indklagede klagerens ordre på køb af nominelt 980.000 kr. konvertible obligationer i Nordisk Fjer Holding A/S med valør den 20. november 1990. Købsordren var af klageren limiteret til kurs 94, og først den 15. november 1990 var børskursen faldet til dette niveau.
Handlen med obligationer i Nordisk Fjer Holding A/S blev suspenderet på Københavns Fondsbørs mandag den 19. november 1990, og samme dag anmeldte selskabet betalingsstandsning; den 15. marts 1991 indgav selskabet konkursbegæring.
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at stille klageren, som om handlen ikke var indgået.
Indklagede har principalt nedlagt påstand om afvisning i medfør af Ankenævnets vedtægters § 2, stk. 2, eller § 7, og subsidiært nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har til støtte for påstanden anført, at han i oktober 1990 overvejede at købe konvertible obligationer i Nordisk Fjer A/S og ca. den 23. oktober 1990 drøftede dette med indklagedes Hvidovre afdeling, som tilrådede købet. Det har efterfølgende vist sig, at Nordisk Fjer Holding A/S den 14. november 1990 blev sat på Fondsbørsens observationsliste, hvilket indklagede undlod at orientere klageren om. Klageren har henvendt sig til indklagede, idet han gik ud fra at indklagede som professionel havde indsigt i aktie- og obligationsmarkedet. Såfremt indklagede ikke kunne påtage sig at sortere indkomne fondsordre under hensyntagen til Fondsbørsens observationsliste, burde indklagede have gjort klageren opmærksom herpå ved modtagelsen af ordren. Klageren har haft en berettiget forventning om, at indklagede ikke ville effektuere en fondsordre, såfremt der var væsentlige og for pengeinstituttet kendelige bristede forudsætninger for ordreafgivelsen. Da observationslisten er en liste over virksomheder, der mistænkes for at tilbageholde informationer for omverdenen, må dette være en bristet forudsætning af en sådan karakter, at indklagede burde have gjort klageren opmærksom herpå. Indklagede har ved at undlade at opfylde denne oplysningspligt pådraget sig et erstatningsansvar over for klageren.
Indklagede har til støtte for sin afvisningspåstand anført, at karakteren af det omhandlede engagement gør, at klagen ikke kan betragtes som en klage vedrørende et privat kundeforhold. Hertil kommer, at en stillingtagen til spørgsmålet om klagerens mulige professionelle indsigt i aktie- og obligationsmarkedet forudsætter en bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer, der ikke kan findes sted for Ankenævnet, men må i givet fald måske for domstolene.
Til støtte for frifindelsespåstanden har indklagede anført, at indklagede ikke på noget tidspunkt tilrådede klageren investeringen, men at beslutningen herom var truffet alene af klageren forud for hans henvendelse i afdelingen. Det har næppe været ukendt for klageren, at fondsbørsen i en periode af næsten 3 måneder fra 30. juni 1990 til 25. september 1990 havde suspenderet Nordisk Fjer Holding A/S, men at papirerne påny var optaget til notering den 26. september 1990. Det er indklagedes opfattelse, at klageren tilsigtede en betydelig kursgevinst på kort sigt i tillid til selskabsledelsens forsikringer om, at selskabet havde sikret sit internationale virke ved salg af en større aktieportefølje. Det var således afdelingens opfattelse, at klageren ganske nøje havde fulgt udviklingen i Nordisk Fjer Holding A/S, hvorfor det måtte forventes, at klageren selv rettede henvendelse til afdelingen, såfremt ordren skulle tilbagekaldes som følge af selskabets optagelse på observationslisten. Fondsbørsens observationsliste er etableret med virkning fra 1. januar 1990, og der findes ingen offentliggjorte vejledninger om, under hvilke omstændigheder børsnoterede selskaber optages på listen, men fondsbørsens bestyrelse tager stilling hertil fra gang til gang. Observationslisten er ikke et sanktionsmiddel, men et signal til omverdenen om, at informationer om noterede selskaber ikke er endeligt be- eller afkræftet af selskabets ledelse. Det er ofte forekommende, at selskaber noteret på Københavns Fondsbørs sættes på observationslisten, og det medfører ikke nogen indskrænkninger i mulighederne for at omsætte selskabets aktier/konvertible obligationer. På den baggrund påtager indklagede - i lighed med andre pengeinstitutter - sig ikke at sortere indkomne fondsordre efter observationslisten med henblik på at indhente ordregiverens fornyede accept af ordren. Det bestrides, at klageren er uden indsigt i aktie- og obligationsmarkedet, idet det af oplysninger, som klageren tidligere har meddelt afdelingen, fremgår, at klageren er i besiddelse af aktier m.v. til en kursværdi af 209.000 kr., samt at der i øvrigt under formueopgørelsen på klagerens årsopgørelse for skattevæsenet 1988 er medtaget en egenkapital i virksomhed på 291.000 kr. det pågældende år. Indklagede har tidligere overfor klageren bekræftet, at indklagede ikke har solgt de konvertible obligationer fra egenbeholdningen, og såfremt sagen indbringes for domstolene, vil indklagede fremlægge dokumentation herfor.
Ankenævnets bemærkninger:
Ankenævnet finder, at en stillingtagen til, om der måtte være grundlag for at pålægge indklagede erstatningsansvar over for klageren, ville kræve yderligere bevisførelse, bl.a. vedrørende klagerens eget kendskab til forholdene omkring Nordisk Fjer Holding A/S og vedrørende det nærmere indhold af drøftelserne mellem klageren og indklagede forud for ordrens afgivelse. En sådan bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer kan imidlertid ikke ske for Ankenævnet, men må i givet fald finde sted for domstolene. Ankenævnet afviser derfor klagen i medfør af vedtægternes § 7, stk. 1.
Som følge heraf
Ankenævnet kan ikke behandle denne klage. Klagegebyret tilbagebetales klageren.