Afgørelse

Fredag den 19. september 1997 blev klageren frastjålet sit dankort på en tankstation. Dankortet, der var tilknyttet klagerens konto hos indklagede, blev spærret mandag den 22. september 1997 kl. 9.38 ved klagerens ægtefælles telefoniske henvendelse til indklagede. Forinden spærringen var kortet blevet misbrugt ved følgende hævninger:

Ved skrivelse af 22. oktober 1997 meddelte indklagede klageren, at han hæftede for 8.000 kr. af misbruget, idet han havde undladt at kontakte indklagede umiddelbart efter, at han havde opdaget, at kortet var bortkommet.

Klageren, der har bopæl i Nordsjælland, har oplyst, at han og ægtefællen var på familiebesøg i Jylland den pågældende weekend. Om søndagen fortsatte han direkte til Kolding, hvor han skulle deltage i et kursus indtil tirsdag, mens ægtefællen tog hjem. Mandag morgen konstaterede han, at tegnebogen indeholdende dankortet var væk. For at begrænse brugen af telefonen på hotellet, hvor han var indlogeret, bad han sin ægtefælle om at foretage anmeldelse til indklagede og politiet.

Ifølge en erklæring dateret 8. januar 1998 underskrevet af den medarbejder hos indklagede, der spærrede dankortet, oplyste klagerens ægtefælle ved den telefoniske henvendelse til indklagede mandag morgen "at de fredag var taget til Jylland på familiebesøg, og da de kom hjem søndag, kunne de ikke finde dankortet". Kortet var ikke blevet spærret straks, "for vi ville lige tale med familien først, om det evt. var forlagt der".

Den 7. november 1997 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at han alene hæfter for 1.200 kr. af misbruget.

Indklagede har under sagen nedsat klagerens hæftelse til 7.000 kr. svarende til de to sidste hævninger og har i øvrigt nedlagt påstand om frifindelse.

Klageren har anført, at hverken han eller ægtefællen havde kendskab til kortets bortkomst før mandag den 22. september 1997, hvorfor indholdet af medarbejderens erklæring bestrides. Ægtefællen kan heller ikke have udtalt, at "vi kom hjem søndag", da ægtefællen netop tog alene hjem. Under familiebesøget havde han ikke brug for kontanter, hvorfor det ikke kan bebrejdes ham, at han ikke på et tidligere tidspunkt konstaterede kortets bortkomst.

Indklagede har anført, at klagerens ægtefælle ved den telefoniske henvendelse om spærringen oplyste, at tyveriet af dankortet var blevet opdaget om søndagen. Ved at vente med at spærre kortet til mandag har klageren undladt at underrette om kortets bortkomst snarest muligt efter, at han havde fået kendskab hertil. Klageren hæfter derfor for de to hævninger, som blev foretaget om søndagen og om mandagen, jf. betalingskortloven § 21, stk. 3 nr. 3. Indklagede har subsidiært gjort gældende, at sagens afgørelse forudsætter en bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer, som ikke kan ske for Ankenævnet, hvorfor sagen bør afvises.

Ankenævnets bemærkninger:

Af betalingskortlovens § 21, stk. 3 fremgår, at det videregående ansvar efter denne bestemmelse forudsætter, at kortudsteder for så vidt angår spørgsmålet om meddelelse kan godtgøre, at kortindehaveren har undladt at underrette om kortets bortkomst snarest muligt efter at have fået kendskab hertil. Som sagen foreligger oplyst, lægger Ankenævnet til grund, at klageren i hvert fald først opdagede, at kortet var forsvundet, efter at misbruget den 21. september 1997 kl. 9.03 havde fundet sted. Med hensyn til spørgsmålet om, hvorvidt klageren først opdagede, at kortet var bortkommet, efter at misbruget den 22. september 1997 havde fundet sted, finder Ankenævnet, at dette vil forudsætte en bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer, som ikke kan ske for Ankenævnet, men i givet fald må finde sted for domstolene.

Herefter bestemmer Ankenævnet, at klageren alene hæfter for 3.500 kr. af misbruget. Ankenævnet afviser i medfør af Ankenævnets vedtægter § 7, stk. 1 at tage stilling til, om klageren vidste eller burde vide, at kortet var bortkommet, da misbruget mandag den 22. september 1997 kl. 8.12 fandt sted. Ankenævnet har således ikke taget stilling til, om klagerens hæftelse yderligere skal begrænses, således at den alene angår 1.200 kr.

Som følge heraf