Tilbageførsel af fejlagtigt indsat beløb. Betingelser for rykning af ejerpantebrev.
| Sagsnummer: | 59 /2000 |
| Dato: | 05-09-2000 |
| Ankenævn: | Lars Lindencrone Petersen, Kåre Klein Emtoft, Peter Stig Hansen, Jette Kammer Jensen, Allan Pedersen |
| Klageemne: |
Konto - øvrige spørgsmål
Ejerpantebrev - rykning |
| Ledetekst: | Tilbageførsel af fejlagtigt indsat beløb. Betingelser for rykning af ejerpantebrev. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne klage vedrører (I) indklagedes fejlagtige indsætning af et beløb på klagernes konto, hvilket beløb klagerne herefter anvendte, forinden beløbet tilbageførtes og (II) indklagedes betingelser for at lade et ejerpantebrev rykke i forbindelse med klagernes tillægsbelåning af en fast ejendom.
Sagens omstændigheder.
Klagerne under sagen er ægtefællerne M og H.
I
Den 12. april 1999 indsatte indklagede fejlagtigt 23.000 kr. på H's lønkonto. Forinden indsætningen var kontoens saldo 22.601,20 kr. (negativ). Der var ikke bevilget overtræk til kontoen.
Det fremgår af sagen, at der primo april 1999 på klagernes budgetkonto var indsat 149.175 kr. i forbindelse med, at klagerne havde foretaget en omprioritering af deres faste ejendom. Indklagede har anført, indsætningen af beløbet på 23.000 kr. skete ved en fejl i forbindelse med ekspeditioner omkring omprioriteringssagen.
Klager H har anført, at hun den 13. april 1999 var til møde i indklagedes Vibenhus afdeling. Indklagedes medarbejder oplyste, at der var 20.000 kr. i overskud, som nu stod på lønkontoen. Hun blev positivt overrasket over overskuddet, og da M havde fødselsdag den 27. s.m., forærede hun M et kørekort til 10.000 kr. Samtidig besluttede de at få foretaget gulvafhøvling samt maling.
Den 6. maj 1999 blev klagerne ved kontoudskrift for klagernes budgetkonto orienteret om, at der var hævet 23.000 kr. under anførslen "rettelse". Budgetkontoens saldo var herefter 177,46 kr. (negativ).
Parternes argumenter.
Klagerne har anført, at indklagede bør betale en passende kompensation for "rettelsen" den 6. maj 1999.
De havde i længere tid haft en anstrengt økonomi, dette var baggrunden for omprioriteringen af ejendommen.
Fejlen på de 23.000 kr. medførte, at de måtte tage et yderligere lån for at inddække det beløb, der var anvendt til erhvervelsen af kørekortet samt istandsættelsen af ejendommen.
Indklagede har anført, at klagerne ikke har lidt tab som følge af den fejlagtige kreditering af beløbet på 23.000 kr.
II
I slutningen af 1999 besluttede klagerne sig for at foretage en tillægsbelåning af deres ejendom. Klagerne rettede henvendelse til Realkredit Danmark, som bevilgede et tillægslån på 100.000 kr.
Indklagede har til sikkerhed for klagernes engagement, herunder et boliglån, pant i klagernes ejendom i form af et ejerpantebrev. I forbindelse med optagelsen af lånet på 100.000 kr. var det forudsat, at indklagede rykkede med ejerpantebrevet.
Klagerne meddelte indklagede, at af låneprovenuet på 95.100 kr. skulle en række lån indfries. Et restbeløb på ca. 13.000 kr. skulle indsættes på henholdsvis H's lønkonto og budgetkontoen.
Indklagede har anført, at afdelingen under telefonisk drøftelse med M den 16. december 1999 oplyste, at man ikke kunne acceptere at lade ejerpantebrevet rykke, medmindre provenuet af lånet blev benyttet efter indklagedes ønske.
Parternes argumenter.
Klagerne har anført, at de stillede sig uforstående over for, at indklagede ønskede beløbet indsat på boliglånet. De ønskede et større beløb indsat på budgetkontoen, så de i februar måned 2000 ville være sikre på at få betalt deres regninger.
Indklagede har anført, at man som efterstående panthaver i forbindelse med tilladelse til rykningen af ejerpantebrevet kunne forbeholde sig, at en del af provenuet skulle anvendes til indsætning på boliglånet.
Parternes påstande.
Klagerne har den 9. februar 2000 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale "et passende beløb for kompensation for "Rettelse" fra d. 6/5-99" og at anvende provenuet fra tillægsbelåningen efter deres ønske.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
H har anført, at hun blev positivt overrasket over, at der den 12. april 1999 - fejlagtigt - blev indsat et beløb på 23.000 kr. på hendes lønkonto. Ankenævnet finder, at klagerne således ikke var i god tro med hensyn til, om beløbet tilkom dem, men alligevel disponerede herover. Allerede af denne grund finder Ankenævnet ikke grundlag for at tage klagernes påstand om kompensation til følge.
For så vidt angår indklagedes betingelser for at rykke med ejerpantebrev i forbindelse med klagernes omprioritering finder Ankenævnet det ikke godtgjort, at indklagede, der må anses for berettiget til at kræve større eller mindre beløb indbetalt på klagernes boliglån, gav klagerne tilsagn om, at klagerne kunne disponere over det ved omprioriteringen fremkomne beløb.
Klagernes påstande tages således ikke til følge, hvorfor
Klagen tages ikke til følge.