Terminsydelse. Rettidig betaling.
| Sagsnummer: | 9709042 /1998 |
| Dato: | 12-01-1998 |
| Ankenævn: | Hugo Wendler Pedersen, Peter Nedergaard, Keld Christiansen og Kim Steen Nielsen |
| Klageemne: |
Terminsydelse - rettidig betaling
|
| Ledetekst: | Terminsydelse. Rettidig betaling. |
| Indklagede: | Realkredit Danmark A/S |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | Download som pdf |
| Realkreditinstitutter |
I klagerens ejendom indestår lån til det indklagede realkreditinstitut. Kontoudtog fra GiroBank af 11. januar 1996 viser, at der med bogføringsdato den 29. december 1995 og med rentedato den 2. januar 1996 blev indsat et beløb i check på 34.100 kr., og at der med både bogførings- og rentedato den 2. januar 1996 i henhold til girokort var foretaget en overførsel til realkreditinstituttet. Checken blev trukket på klagerens pengeinstitutkonto den 2. januar 1996 med valør den 29. december 1995. Realkreditinstituttets terminsopkrævning for marts termin 1996 var påført morarente på 211 kr. I juli 1997 fremsendte klageren kontoudskriften af 11. januar 1996 til realkreditinstituttet, hvor han var blevet registreret som dårlig betaler, og understregede, at han aldrig havde foretaget en for sen indbetaling af terminsydelse. Instituttet udstedte i juli 1997 prioritetskundebevis til klageren. Dette tog klageren som udtryk for, at instituttet havde anerkendt, at december termin 1995 var betalt rettidigt og bad derfor om at få krediteret de morarenter, som var pålignet i marts termin 1996. I august 1997 oplyste instituttet, at klageren havde fået prioritetskundestatus på baggrund af hans hidtidige kundeforhold med instituttet. Vedrørende kravet om refusion af morarenter henviste instituttet til GiroBank, da instituttet først havde modtaget terminsbetalingen den 2. januar 1996, hvilken rentedato også fremgik af klagerens oversigt fra GiroBank. Klageren fastholdt kravet om refusion af morarentebeløbet. BG Banks kuvert til brug for fremsendelse af indbetalingskort indeholder på bagsiden en tekst, hvoraf det fremgår, at betaling foretages bogføringsdagen efter, blanketten er modtaget i BG Bank, når check medfølger, mens betaling foretages den bogføringsdag, blanketten modtages i BG Bank, når check ikke medfølger.
Klageren nedlagde ved Nævnet påstand om, at instituttet skulle tilbagebetale ham den vedrørende december terminen opkrævede morarente på 211,75 kr. Instituttet påstod frifindelse.
Nævnet bemærkede, at sidste rettidige betalingsdag for decemberterminsydelsen 1995 til instituttet var den 29. december 1995. Efter det oplyste modtog BG Bank den 29. december 1995 klagerens kuvert med en check på 34.100 kr. samt et giroindbetalingskort for decemberterminsydelsen. Da indbetalingen og betalingsinstruksen således var pengeinstituttet i hænde på sidste rettidige betalingsdag, fandt Nævnet, at indbetalingen måtte anses for rettidig. Det forhold, at instituttet muligvis havde været ude af stand til på grundlag af betalingsmeddelelserne fra pengeinstituttet at konstatere, om indbetalingen var rettidig, kunne ikke føre til et andet resultat. Nævnet tilpligtede derfor realkreditinstituttet at tilbagebetale klageren det opkrævede morarentebeløb på 211,75 kr. vedrørende december termin 1995.