Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Afvisning af klage på grund af manglende økonomisk mellemværende. Udbetaling af børneopsparingskonto inden bindingsperiodens ophør.

Sagsnummer: 354/2015
Dato: 04-03-2016
Ankenævn: Vibeke Rønne, Morten Bruun Pedersen, Flemming Pristed, George Wenning
Klageemne: Afvisning - tvist § 5, stk. 3, nr. 2
Børneopsparingskonto - udbetaling
Ledetekst: Afvisning af klage på grund af manglende økonomisk mellemværende. Udbetaling af børneopsparingskonto inden bindingsperiodens ophør.
Indklagede: Sydbank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Sagen vedrører klagernes indsigelse mod bankens afvisning af at overføre midlerne på en børneopsparingskonto. Klagerne ønskede beløbet overført til en konto oprettet i sønnen M’s navn i Sparekassen A, sådan at beløbet ville indestå på kontoen på sønnens 18. års fødselsdag, der var en lørdag.

Sagens omstændigheder

Klagerne oprettede den 10. september 1998 i Sydbank en børneopsparing til deres søn M født den 31. oktober 1997. M fyldte den 31. oktober 2015 18 år. Klagerne ønskede midlerne på børneopsparingen overført til M’s konto i Sparekassen A, således at de ville fremgå af sønnens konto den 31. oktober 2015. Midlerne på børneopsparingen skulle være en fødselsdagsgave til M.

Sydbank afviste klagernes anmodning.

Midlerne på børneopsparingskontoen blev den 2. november 2015 overført til M’s konto i Sparekassen A.

Parternes påstande

Den 27. oktober 2015 indgav klagerne en klage til Ankenævnet. Ankenævnet har forstået klagernes påstand således, at Sydbank skal anerkende at Sydbank skulle have overført indeståendet på børneopsparingskontoen til klagernes søn M, således at beløbet var tilgængeligt den 31. oktober 2015.

Sydbank har principalt nedlagt påstand om afvisning, subsidiært frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at Sydbank ikke var berettiget til at afvise at overføre indeståendet på børneopsparingskontoen. Det var deres penge, hvorfor de havde krav på, at pengene blev overført til M’s konto på M’s fødselsdag.

Sydbank har til støtte for den principale påstand anført, at der ikke er tale om en formueretlig tvist, hvorfor sagen falder uden for Ankenævnets kompetence.

Til støtte for den subsidiære påstand har Sydbank anført, at midlerne på børneopsparingen tidligst kunne hæves ved udløbet af bindingsperioden, hvilket fremgår af bekendtgørelse om børneopsparingskonti § 4, stk. 1, 1. pkt.

Bindingsperioden udløb den 31. oktober 2015 – den dag M fyldte 18 år. Der kunne således tidligst ske udbetaling den første bankdag efter bindingsperiodens udløb, altså den 2. november 2015.

Ankenævnets bemærkninger

Det bemærkes indledningsvist, at Ankenævnet ikke finder, at sagen skal afvises.

Ankenævnet finder, at midlerne på børneopsparingen tidligst kunne udbetales til klagernes søn M ved udløbet af bindingsperioden, jf. bekendtgørelse om børneopsparingskonti § 4, stk. 1, 1. pkt. Da bindingsperioden udløb på en lørdag kunne midlerne tidligst udbetales den førstkommende hverdag.

Klagerne får herefter ikke medhold i klagen

Ankenævnets afgørelse

Klagerne får ikke medhold i klagen.