Klage over omlægning af pensionsmidler i begyndelsen af 2007 fra obligationer og obligationsbaserede investeringsbeviser til investeringsbeviser baseret på hovedsagelig virksomhedsobligationer og aktier.
| Sagsnummer: | 648 /2009 |
| Dato: | 30-08-2010 |
| Ankenævn: | John Mosegaard, Søren Geckler, Carsten Holdum, Niels Bolt Jørgensen og Astrid Thomas. |
| Klageemne: |
Værdipapirer - køb, salg, rådgivning
|
| Ledetekst: | Klage over omlægning af pensionsmidler i begyndelsen af 2007 fra obligationer og obligationsbaserede investeringsbeviser til investeringsbeviser baseret på hovedsagelig virksomhedsobligationer og aktier. |
| Indklagede: | Arbejdernes Landsbank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne sag vedrører klagerens krav om erstatning for tab på baggrund af en omlægning af hendes pensionsmidler i Arbejdernes Landsbank i begyndelsen af 2007 fra obligationer og obligationsbaserede investeringsbeviser til investeringsbeviser baseret på hovedsagelig virksomhedsobligationer og aktier.
Sagens omstændigheder.
I begyndelsen af juli 2004 underskrev klageren en aftale med Arbejdernes Landsbank om køb af værdipapirer for sine pensionsmidler i banken. Klageren forventede at gå på pension som 65-årig i 2013. Klagerens risikoprofil blev udtrykt ved tallet 2 af 5, svarende til "Vægt på sikkerhed men dog mulighed for et afkast der er lidt større end under gruppe 1. De årlige afkastudsving er dog også større og mindre negative afkast kan sjældent forekomme." Banken foreslog følgende formuefordeling:
BankInvestIkorte danske obligationer | 35% - 45% |
BankInvest virksomhedsobligationer | 10% - 20% |
BankInvestIVbasis | 5% - 15% |
2,50% Kreditforeningen Danmark 35 2020 | 40% - 50% |
Af aftalen fremgår endvidere en supplerende placering af knap 80.000 kr. i 5% Realkredit Danmark 2009.
Efter det oplyste havde klageren en kapitalpension (depot nr. -621) og en ratepension (depot nr. 261) i banken. Opsparingernes værdi i 2004 er uoplyst.
Pr. den 31. december 2006 havde klagerens pensionsordninger i banken en samlet værdi på 587.121 kr.
Ved brev af 4. januar 2007 anbefalede banken at ændre sammensætningen i pensionsdepoterne (-621 og -261). Der blev herefter holdt et møde mellem banken og klagerens ægtefælle, M, om klagerens investeringer. På grund af helbredsmæssige forhold optrådte M generelt som klagerens repræsentant i forbindelse med kundeforholdet. Der blev udarbejdet nye aftaler vedrørende klagerens investeringer og investeringsprofil. Der er ikke anført dato eller underskrift på det eksemplar af hver aftale, som klageren har fremlagt under sagen. Af investeringsaftalen fremgår bl.a.:
"…
Aftalen forpligter banken til at investere din opsparing i overensstemmelse med investeringssammensætningen. Midlerne investeres i henhold til den procentvise formuefordeling, der fremgår under punktet investeringssammensætningen i tal.
…
Aftalen berettiger dig til at søge vejledning og rådgivning i banken.
Banken rådgiver dig om investering i:
• | Aktier – danske og udenlandske |
• | Obligationer – danske og udenlandske |
• | Investeringsforeningsbeviser |
• | Alternative investeringer, såsom strukturerede obligationer og |
Investeringsprofilaftale
Bankens rådgivning sker i overensstemmelse med din investeringsprofilaftale, hvoraf din risikovillighed fremgår.
(1-3 = lav risiko, 4-7 = mellem risiko, 8-10 = høj risiko)
Risikovillighed: 6.
Formålet med denne investering er: Kapitalpension, med en tidshorisont på 6 år.
Investeringsstrategi
På baggrund af modtagne oplysninger, herunder gældende Investeringsprofilaftale, er der udarbejdet en investeringssammensætning.
…
Investeringssammensætningen i tal:
Papirnavn/-gruppe | Andel i % | Min. % | Max % |
Indeksobligationer | 10,00 | 5,00 | 15,00 |
- 2,50% Krf Danmark 35 S Is 2026 | |||
Globale aktier | 40,00 | 35,00 | 45,00 |
- Bankinvest IV Basis | |||
Tyske aktier | 10,00 | 5,00 | 15,00 |
- Bankinvest Ii Tyske Aktier (Abiu) | |||
Value aktier | 10,00 | 5,00 | 15,00 |
-Sparinv Value Midl Midl-U/Udbytte2006 | |||
Virksomhedsobligationer | 30,00 | 25,00 | 35,00 |
- Bivirksomhedhobl MidlU/Udbytte 2006 | |||
- Bankinvest Virksomhedsobligationer | |||
…" |
Vedrørende begge pensionsdepoter (-621 og 261) blev der 16. januar 2007 handlet følgende:
"…
Klagerens salg | Kursværdi |
5% Realkredit Danmark 21 D S 2009 | 17.701,90 kr. |
2,50% KRF Danmark 35 S IS 2020 | 140.193,05 kr. |
2,50% KRF Danmark 35 S IS 2023 | 26.627,89 kr. |
BankInvestIKorte DK Obligationer (2 handler) | 167.501,60 kr. |
Klagerens køb | Kursværdi |
SparInvest Value 2006 (2 handler) | 56.071,20 kr. |
BankInvest Virksomhedsobl. (2 handler) | 143.395,20 kr. |
BankinvestIVBasis (2 handler) | 104.061,60 kr. |
BankinvestIITyske Aktier (2 handler) | 56.133,00 kr. |
…"
Pr. den 31. december 2007 havde klagerens pensionsordninger i banken en samlet værdi på 581.299 kr. Kursværdien af depoterne var henholdsvis 436.514 kr. (-621) og 108.653 kr. (261), i alt 545.167 kr. Handelsomkostninger i 2007 udgjorde 4.552,09 kr.
Pr. den 31. december 2008 havde pensionsordningerne en samlet værdi på 416.016 kr. Kursværdien af depoterne var henholdsvis 315.914 kr. (-621) og 68.487 kr. (-261), i alt 384.401 kr.
Ifølge en beholdningsoversigt pr. den 19. februar 2009 havde depoterne en værdi på henholdsvis 301.230 kr. (-621), og 66.221 kr. (-261), i alt 367.451 kr.
Ved brev af 6. marts 2009 afslog banken en anmodning fra klageren om erstatning.
Pr. den 15. juni 2009 har klageren opgjort sit tab på værdipapirerne til ca. 200.000 kr.
Den 19. juni 2009 indgav klageren en klage over Arbejdernes Landsbank til Ankenævnet.
Ved breve af 12. august 2009 fra VP Securities A/S fik klageren meddelelse om, at investeringsbeviserne i BankInvest Tyske Aktier blev ombyttet til BankInvest Europæiske Aktier som følge af en fusion mellem afdelingerne.
Parternes påstande.
Klageren har nedlagt påstand om, at Arbejdernes Landsbank skal betale 204.552,09 kr. (200.000 kr. + 4.552,09 kr.).
Arbejdernes Landsbank har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at banken bør erstatte det tab, som hun er blevet påført som følge af omlægningen af depoterne i begyndelsen af 2007.
Omlægningen stemte ikke med hendes interesser men snarere med bankens interesse i at forøge sin indtjening.
Hvis hun havde vidst, at omkostningerne ved omlægningen ville beløbe sig til 4.552 kr., ville hun have modsat sig den. Banken bør derfor erstatte både kurstabet og omkostningerne.
I februar 2008 kontaktede hun banken, idet hun var utilfreds med udviklingen i depoterne efter omlægningen. Ifølge banken skulle det "nok komme igen næste år". Efter udgangen af 2008 kunne hun imidlertid konstatere, at værdien af pensionen siden 2007 var faldet væsentligt.
Banken har igennem alle årene betegnet investeringerne som "middel", og hun er derfor uforstående overfor det relativt store kurstab.
Navnlig på de tyske aktier har hun lidt et tab, jf. meddelelserne fra VP Securities.
Arbejdernes Landsbank har anført, at klageren via sin ægtefælle blev rådgivet om såvel muligheder som risici i forbindelse med omlægningen i januar 2007. Klagerens beslutning blev således truffet på et oplyst grundlag.
Via ægtefællen accepterede klageren de konkrete handler, ligesom hun blev oplyst generelt om risikoen ved værdipapirerne, der efter bankens skøn på investeringstidspunktet var forsvarlige for den pågældende risikoprofil ("mellem").
Det må formodes, at klageren i overensstemmelse med bankens faste praksis blev oplyst om omkostningerne ved omlægningen. Investeringsaftalerne indeholder oplysninger om at omkostninger beregnes efter bankens almindelige satser. Omkostningerne fremgik også af fondsnotaerne.
Klagerens henvendelse i februar 2008 erindres ikke. Afhængig af investeringshorisont og risikovillighed kan det have været bankens anbefaling at beholde værdipapirer frem for at sælge.
Banken har ikke indestået klageren for et bestemt afkast – herunder tilsikret klageren en gunstig kursudvikling.
Klageren har ikke realiseret et tab.
Det var ikke muligt for banken at forudsige, at det samlede investeringsmarked ca. 1½ år efter omlægningen ville tabe værdi, som det faktisk skete.
Klageren må henvises til at kontakte Bankinvest om ombytningen mellem to afdelinger i investeringsforeningen.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
I januar 2007 blev klagerens investeringsprofil fastlagt med hensyn til investeringshorisont og risikovillighed. Klagerens risikovillighed var mellem risiko med en investeringshorisont på 6 år. På baggrund heraf anbefalede Arbejdernes Landsbank en investeringssammensætning, der fremgår af aftalen, og som efterfølgende blev udført. Ankenævnet finder ikke, at Arbejdernes Landsbank har handlet i strid med parternes aftale om investering af klagerens midler eller i øvrigt ved fejl eller forsømmelser har pådraget sig et erstatningsansvar. Ankenævnet finder dog anledning til at bemærke, at banken burde have oplyst alle påregnelige omkostninger ved omlægningen.
Som følge heraf træffes følgende
">a f g ø r e l s e :Klagen tages ikke til følge.