Dankort, misbrug. Stjålet fra uaflåst kontor.
| Sagsnummer: | 402/1992 |
| Dato: | 16-12-1992 |
| Ankenævn: | Frank Poulsen, Niels Busk, Peter Stig Hansen, Allan Pedersen, Lars Pedersen |
| Klageemne: |
Betalingstjenester - selvrisiko 1.200 kr./1.100 kr.
|
| Ledetekst: | Dankort, misbrug. Stjålet fra uaflåst kontor. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Den 6. april 1992 i tidsrummet mellem kl. 16.15 - 16.20 fik klageren stjålet sin taske med en tegnebog indeholdende bl.a. klagerens dankort. Kortet blev efterfølgende misbrugt ved hævning af 2.000 kr. kl. 16.36 i en DK-kontanten ved brug af korrekt PIN-kode.
Samme dag kl. 17.09 spærredes kortet ved klagerens telefoniske henvendelse til PBS.
I en skrivelse af 13. april 1992 til indklagede, hvor klagerens konto førtes, beskrev klageren omstændighederne i forbindelse med kortets bortkomst. Af skrivelsen fremgår, at klageren, der er ansat på et advokatkontor, kl. ca. 16.15 satte en kaffekop ud i kontorets køkken. Da klageren vendte tilbage til sin plads for at hente sin taske, blev hun opmærksom på, at denne var væk. Det blev efterfølgende konstateret, at døren indtil advokatkontoret stod åben, men ejendommens hovedindgang er forsynet med dørtelefon, og der blev ikke forinden tyveriet ringet på dørtelefonen.
Klageren har yderligere oplyst, at den til kortet hørende PIN-kode ikke var opbevaret sammen med kortet.
Indklagede har meddelt klageren, at hun selv hæfter for 1.200 kr. af det hævede beløb.
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at hun ikke hæfter for nogen del af det hævede beløb.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har anført, at den til kortet hørende PIN-kode blev destrueret straks efter modtagelsen. Klageren havde forinden sin henvendelse til PBS forgæves forsøgt telefonisk at kontakte indklagede. Klageren finder således, at hun har gjort alt, hvad der med rette kan fordres i anledning af tyveriet for at imødegå et misbrug, hvorfor hun ikke ønsker at dække den af indklagede beregnede selvrisiko.
Indklagede har anført, at efter betalingskortlovens § 21, stk. 1, hæfter kortindehaveren for op til 1.200 kr. af tabet, når den til kortet hørende PIN-kode har været anvendt. I så henseende er det uden betydning for klagerens selvrisiko, at PIN-koden som anført af klageren ikke var opbevaret sammen med kortet.
Ankenævnets bemærkninger:
Det må lægges til grund, at den til kortet hørende PIN-kode har været anvendt i forbindelse med den uberettigede hævning, hvorfor klageren jf. betalingskortlovens § 21, stk. 1, hæfter for op til 1.200 kr. af tabet.
Som følge heraf
Den indgivne klage tages ikke til følge.