Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Spørgsmål om aktier var overført til depot.

Sagsnummer: 68 /2004
Dato: 17-06-2004
Ankenævn: John Mosegaard, Hans Daugaard, Anne Dehn Jeppesen, Astrid Thomas, Ole Jørgensen
Klageemne: Kapitalpensionskonti - placering
Ledetekst: Spørgsmål om aktier var overført til depot.
Indklagede: Jyske Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning.

Denne klage vedrører klagerens tidligere kapitalpension hos indklagede, hvor klageren bestrider, at nogle aktier var omfattet af kapitalpensionsordningen.

Sagens omstændigheder.

I januar 1993 købte klageren 20 aktier i Jyske Bank til sit åbne depot.

Den 13. oktober 1995 oprettede klageren en kapitalpensionskonto hos indklagede. Indklagede har anført, at klageren samtidig overførte Jyske Bank aktierne til kapitalpensionsordningen, hvilket klageren bestrider.

Under sagen er fremlagt årsopgørelse for 1995, hvoraf fremgår, at der den 13. oktober 1995 udgik 20 Jyske Bank aktier af det åbne depot til en kursværdi på 6.980 kr. Af kontoudtog for klagerens totalkonto fremgår, at der den 18. oktober 1995 indgik 6.820 kr. med kontoteksten: "Aktier…"; samme dag er hævet 6.980 kr. med henvisning til kontonummeret på kapitalpensionskontoen. For kapitalpensionskontoen er fremlagt kontoudtog, hvoraf fremgår en indsætning på 6.980 kr. for den 18. oktober 1995; samme dag er hævet 6.980 kr. med kontoteksten: "Aktier …". Af årsopgørelse for kapitalpensionen for 1995 fremgår, at der den 13. oktober 1995 blev købt 20 Jyske Bank aktier til en kursværdi på 6.980 kr.

Parternes påstande.

Klageren har den 27. februar 2004 indbragt sagen for Ankenævnet. Ankenævnet forstår klagerens påstand således, at han ønsker indklagede tilpligtet at betale erstatning.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at han er uforstående over for, at Jyske Bank aktierne er blevet overført til kapitalpensionen, da han ikke har bedt herom.

Ved et salg af aktierne og ophævelse af kapitalpensionen vil han nu skulle betale 60% i skat. Han ønsker derfor at få provenuet fra aktierne uden at skulle betale 60% i skat.

Indklagede har anført, at klagerens krav må anses for forældet, da det påklagede forhold ligger tilbage til 1995.

Klageren har desuden udvist passivitet, idet han har forholdt sig passiv i otte år, i hvilken periode han har modtaget årsopgørelser.

Klageren solgte ved oprettelsen af kapitalpensionen Jyske bank aktierne fra sit åbne depot og købte igen aktierne til kapitalpensionsdepotet. Handlerne blev foretaget efter aftale og instruks med klageren.

Klageren oprettede netop kapitalpensionen for at overføre aktierne til denne. Klageren opnåede skattefradrag for de indskudte beløb på kapitalpensionskontoen.

Man kan ikke udbetale kapitalpensionen uden at tilbageholde statsafgift.

An­ke­næv­nets bemærkninger og konklusion.

Det må på grundlag af det foreliggende lægges til grund, at klageren ved oprettelsen af kapitalpensionen i oktober 1995 anmodede indklagede om at overføre Jyske Bank aktierne til kapitalpensionen, og at dette teknisk skete ved et salg af aktierne fra klagerens åbne depot og et samtidigt køb af aktierne til kapitalpensionsdepotet. Det bemærkes herved, at indklagede årligt har fremsendt oplysning til klageren om indholdet af kapitalpensionsdepotet, hvoraf aktierne er fremgået.

Som følge heraf

Klagen tages ikke til følge.