Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Fortolkning af afviklingsaftale. Spørgsmål om sikkerhed i løntilgodehavender ved eventuel udbetaling.

Sagsnummer: 425/1998
Dato: 06-05-1999
Ankenævn: Niels Waage, Jette Kammer Jensen, Ole Just, Allan Pedersen, Bjarne Lau Pedersen
Klageemne: Inkasso - øvrige spørgsmål
Ledetekst: Fortolkning af afviklingsaftale. Spørgsmål om sikkerhed i løntilgodehavender ved eventuel udbetaling.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Medhold klager


Indledning.

Denne sag vedrører klagerens krav om udbetaling af eventuelle løntilgodehavender, som ifølge aftale skulle indsættes på en særskilt konto hos indklagede.

Sagens omstændigheder.

Med henblik på afvikling af en kautionsforpligtelse på 500.000 kr., som klageren havde påtaget sig over for et aktieselskab, der i februar 1998 var taget under konkursbehandling, underskrev klageren den 26. juni 1998 en aftale om engagementsafvikling med indklagede. Samtidig underskrev klageren en "uigenkaldelig transporterklæring", hvorefter indklagede fik transport i klagerens regreskrav over for aktionærer i selskabet og "ethvert mig tilkommende tilgodehavende hos [selskabet] under konkurs, når bortses fra løntilgodehavende".

Af engagementsafviklingsaftalen fremgår bl.a.:

"§ 3

Til sikkerhed for den [klageren] påhvilende skyld til [indklagede] meddeler [klageren] [indklagede] uigenkaldelig transport i de [klageren] tilkommende tilgodehavender hos [selskabet] under konkurs samt det [klageren] tilkommende regreskrav i henhold til aktionæroverenskomst af 15. april 1996 mellem [aktionærers navne] vedrørende aktiebesiddelsen i [selskabet] - nu under konkurs. De meddelte transporter skal dække et beløb op til kr. 500.000,00 med tillæg af renter og omkostninger.

For så vidt angår løntilgodehavende hos [selskabet] under konkurs forpligter [klageren] sig til ved anbefalet skrivelse inden 8 dage fra dato at meddele både kurator i [selskabet] under konkurs og Lønmodtagernes Garantifond, at enhver nettoudbetaling af, hvad art nævnes kan, skal indbetales på [klagerens] nyoprettede konto i [indklagede], kontonummer [.....], [indklagedes navn, afdeling og adresse]. Kopi af den anbefalede skrivelse skal tilstilles [indklagede]. Når der sker udbetaling fra Lønmodtagernes Garantifond, skal meddelelse herom straks fremsendes til [advokat].

Transporterne i henhold til § 3 tjener tillige til sikkerhed for de med fordringernes inddrivelse forbundne omkostninger af hvad art nævnes kan."

Under sagen er fremlagt kopi af korrespondancen mellem klageren, indklagede og indklagedes advokat i perioden 29. juli til 3. december 1998 vedrørende bl.a. specifikation af omkostninger og renter samt dispositionsretten over eventuelle udbetalinger fra Lønmodtagernes Garantifond. I skrivelse af 24. november 1998 anfører advokaten bl.a.:

"Den oprettede konto i [indklagede] er ikke en konto, som De kan disponere over. Der er alene tale om en konto til håndtering af indgåede beløb i henhold til den af Dem meddelte transport til banken.

Om transportens omfang henviser jeg til § 3 i den indgåede afviklingsaftale, hvoraf blandt andet fremgår, at transporten omfatter Deres tilgodehavender hos ...... under konkurs, hvortil selvsagt skal henregnes det anmeldte løntilgodehavende.

Det kommer derfor ikke på tale at udbetale nogen del af løntilgodehavendet til Dem, førend banken er fuldt indfriet i overensstemmelse med afviklingsaftalens umiddelbare indhold."

Parternes påstande.

Den 4. december 1998 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at løntilgodehavender i det konkursramte selskab ikke er omfattet af den afgivne transport, og således ved en eventuel frigørelse fuldt ud tilfalder ham og kan hæves på anfordring.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Indklagede har under sagen opfyldt et klagepunkt vedrørende specifikation af omkostninger og renter.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at hans løntilgodehavende hos selskabet ikke er omfattet af transporten, hvorfor han er berettiget til at få disse udbetalt, så snart de frigøres. Under drøftelserne vedrørende aftalens udformning var der ikke tale om særlige vilkår for kontoen. Ifølge indklagedes egne oplysninger er kontoen oprettet til håndtering af indbetalinger, som indklagede har transport i.

Indklagede har anført, at det af aftalen fremgår, at kontoen er nyoprettet og alene til brug for indbetaling af eventuelle udbetalinger fra Lønmodtagernes Garantifond til dækning af løntilgodehavender hos selskabet under konkurs. Man er bekendt med, at der ikke kan gives transport i udbetalinger fra Lønmodtagernes Garantifond og er derfor enig i, at løntilgodehavender ikke er omfattet af transporten. Klageren har imidlertid frivilligt indgået aftale, hvorefter eventuelle beløb vil blive overført til den pågældende konto. Et eventuelt indestående på kontoen, efter indfrielse af kautionsforpligtelsen og dermed forbundne omkostninger, vil selvsagt tilfalde klageren.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Indklagede gør gældende, at aftalens § 3, stk. 2, skal forstås således, at udbetalinger fra arbejdsgiverens konkursbo og Lønmodtagernes Garantifond skal indsættes på den nyoprettede konto, og at de udbetalte beløb herefter tjener til sikkerhed for indklagedes tilgodehavende hos klageren.

Det lægges til grund, at der ikke var udbetalt noget lønbeløb fra konkursboet eller nogen betaling fra Lønmodtagernes Garantifond til klageren, da aftalen blev indgået.

Det må herefter antages, at indklagedes forståelse af aftalens § 3, stk. 2, indebærer, at klageren har overdraget lønkrav mod konkursboet og krav på lønmodtagernes Garantifond til sikkerhed for et tilgodehavende.

Skal aftalen forstås på denne måde, finder lov om Lønmodtagernes Garantifond § 8, hvorefter adgangen til at opnå betaling fra fonden bortfalder, såfremt lønmodtageren overdrager sit krav i henhold til lovens § 2, anvendelse.

Denne konsekvens af aftalen, der hverken er i indklagedes eller klagerens interesse, kan ikke antages at være tilsigtet af parterne ved aftalens indgåelse. Aftalen kan herefter ikke fortolkes i overensstemmelse med indklagedes forståelse af den.

Der må herefter gives klageren medhold i, at de beløb, som måtte komme til udbetaling fra Lønmodtagernes Garantifond, tilfalder klageren og er til hans frie rådighed. Da der ikke i aftalen sondres mellem den måde, hvorpå lønkrav på konkursboet og krav på Lønmodtagernes Garantifond skal behandles, finder Ankenævnet, at heller ikke lønkrav på konkursboet er omfattet af overdragelsen fra klageren til indklagede.

Herefter

Indklagede skal anerkende, at løntilgodehavender i det konkursramte selskab og fremtidige udbetalinger fra Lønmodtagernes Garantifond ikke er omfattet af den afgivne transport, og således ved en eventuel frigørelse fuldt ud tilfalder klageren og kan hæves på anfordring. Klagegebyret tilbagebetales klageren.