Afgørelse

Spørgsmål om ansvar for forsinkelse ved hjemtagelse af realkreditlån til indfrielse af klagernes gæld i Schweizerfranc. Digitalisering af pantebrev.

Indledning

Denne sag vedrører, om Spar Nord Bank har pådraget sig et erstatningsansvar i forbindelse med klagernes hjemtagelse af realkreditlån til brug for indfrielse af lån i Schweizerfranc (CHF). Hjemtagelsen blev forsinket på grund af sagsbehandlingstiden hos Tinglysningsretten.

Sagens omstændigheder

Klagerne var kunder i Spar Nord, hvor de havde et lån i CHF med pant i deres faste ejendom i form af et ejerpantebrev. I 2008 blev lånet forhøjet til modværdien af 1,5 mio. DKK.

I sommeren 2009 henvendte klagerne sig til banken, idet de ønskede, at CHF-lånet skulle omlægges helt eller delvist ved optagelse af realkreditlån.

Klagerne var til møde i banken den 21. august og den 29. september 2009, hvor de underskrev dokumenter til brug for hjemtagelse af et realkreditlån på 1.200.000 kr.

Parterne aftalte, at det eksisterende ejerpantebrev skulle omdannes således, at der kunne overføres tinglysningsafgift til det nye realkreditpantebrev. Banken har oplyst, at klagerne derved kunne spare ca. 19.000 kr.

På grund af indførslen af elektronisk tinglysning, skulle ejerpantebrevet digitaliseres, og banken indsendte derfor ejerpantebrevet til Tinglysningsretten.

I april 2010 returnerede Tinglysningsretten alle pantebreve indsendt til digitalisering herunder klagernes. Banken skulle herefter selv varetage digitaliseringen. I forlængelse heraf tilbød banken at delindfri klagernes CHF-lån med det beløb, der ville komme til udbetaling, når realkreditlånesagen kunne afsluttes, til en rente, der var lige så fordelagtig som flexlånerenten.

Den 6. april 2010 optog klagerne et mellemfinansieringslån hos banken på 1.250.000 kr. til en rente på 2,35 % og delindfriede CHF-lånet.

Den 3. september 2010 blev ejerpantebrevsekspeditionen afsluttet og tinglysningsafgiften overført.

Med valør den 8. september 2010 blev klagernes realkreditlån hjemtaget, hvorefter mellemfinansieringslånet blev indfriet.

Ved brev af 28. december 2010 rejste klagerne krav mod banken vedrørende dækning af det tab de havde lidt ved, at hjemtagelsen af realkreditlånet var blevet forsinket.

Den 11. januar 2011 afviste banken klagernes krav.

Parternes påstande

Den 3. maj 2011 har klagerne indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Spar Nord Bank skal godtgøre deres tab ved den forsinkede omlægning af CHF-lånet.

Spar Nord Bank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klagerne har anført, at det var banken, som foreslog overførsel af tinglysningsafgift fra deres eksisterende ejerpantebrev. De blev ikke orienteret om, at der var kommet en ny tinglysningslov, som gjorde denne overførsel umulig. De havde ikke mulighed for at forudse, at det ville tage ca. 1 år at få sagen afklaret i tingslysningssystemet.

De blev heller ikke kontaktet om problemstillingen undervejs. Det ville have givet dem chancen for at ændre deres beslutning, således at de kunne have betalt ny tinglysningsafgift og derved have undgået, at valutakurs og rente på deres eksisterende lån løb løbsk.

Det er korrekt, at de ikke har lidt et stort rentetab, da banken i april 2010 tilbød en mellemfinansiering med en fornuftig rente. Denne rente kan imidlertid ikke kompensere for det voldsomme kurstab, som de har lidt på grund af den lange ekspeditionstid. De blev ikke oplyst om muligheden for at kurssikre CHF-lånet.

Først efter en lang dialog med banken fik de et tilbud om finansiering af den del af deres CHF-lån, som ikke blev indfriet ved optagelsen af realkreditlånet.

Den løbende dialog med banken har været meget mangelfuld, og der har været mange forskellige rådgivere på sagen. Den dialog banken omtaler, har altid været på deres foranledning.

Spar Nord Bank har anført, at banken ikke har handlet ansvarspådragende i forbindelse med konverteringen af klagernes CHF lån.

Da klagerne indgik aftale om delvis indfrielse af kreditten, blev der ikke indgået aftale om omlægning af kreditten til DKK, da indfrielse først skulle ske ved realkreditlånets hjemtagelse.

Det kan ikke tilskrives bankens forhold, at ekspeditionstiden blev uventet lang. Dette skyldtes forhold hos Tinglysningsretten. Banken fremmede ekspeditionen af lånesagen så hurtigt som muligt.

Klagerne var bekendt med kursrisikoen ved CHF og havde selv mulighed for at følge kursudviklingen samt kontakte banken for en indfrielse til DKK.

En kurssikring af CHF-lånet ville betyde en stor omkostning for klagerne. Det var heller ikke muligt at forudse hvor lang tid, det ville tage at hjemtage realkreditlånet, hvorfor længden af en kurssikringsaftale ikke kunne fastslås. Alternativt skulle der optages en mellemfinansiering, som ville have været væsentlig dyrere end den rente, som klagerne betalte på CHF-lånet. Klagerne har selv taget initiativ til CHF-finansiering, selvom banken flere gange har frarådet dette.

Det er ikke korrekt, at der er indgået aftale om, at hele kreditten skulle omlægges til DKK. Klagerne ønskede at følge kursudviklingen på den resterende del på trods af, at CHF-kursen var stigende.

Bankens sagsbehandling har ikke påført klagerne noget rentetab.

Realkreditlånet kunne have været hjemtaget tidligere enten ved at fravælge muligheden for afgiftsoverførsel eller ved hjemtagelse på en garanti. Begge dele ville have medført udgifter for klagerne.

Konverteringssagen er løbende blevet overvåget af bankens produktionsafdeling.

Klagerne kan eventuelt søge kompensation hos Staten for det tab, de har lidt på grund af den lange ekspeditionstid og som banken ikke havde mulighed for at forudse.

Ankenævnets bemærkninger

I sommeren 2009 ønskede klagerne at omlægge deres CHF-lån til et realkreditlån. I den forbindelse blev det aftalt, at der skulle overføres tinglysningsafgift til realkreditpantebrevet fra klagernes eksisterende ejerpantebrev, hvorfor dette skulle digitaliseres.

Det kan ikke bebrejdes Spar Nord Bank, at hjemtagelsen af realkreditlånet blev forsinket.

Tre medlemmer – Henrik Bitsch, Maria Hyldahl og Jørn Ravn – udtaler:

Henset til at klagerne havde lån i fremmed valuta og til omstændighederne i øvrigt burde banken dog på et tidligere tidspunkt have rettet henvendelse til klagerne for at drøfte alternative finansieringsmuligheder eller kurssikring. Under hensyn til den betydelige usikkerhed der må være om hvorvidt en alternativ, mindre tabsgivende finansiering kunne have været etableret, finder vi dog ikke grundlag for at pålægge banken at udrede erstatning.

To medlemmer – Astrid Thomas og Erik Sevaldsen – udtaler:

Spar Nord Bank havde ikke mulighed for at forudse, at hjemtagelsen af realkreditlånet blev forsinket i næsten et år.

Vi lægger til grund, at klagerne var bekendt med kursrisikoen på deres CHF-lån.

Vi finder derfor ikke, at det kan bebrejdes Spar Nord Bank, at banken ikke på et tidligere tidspunkt end april 2010 foreslog klagerne andre muligheder for at nedbringe deres eksponering til CHF end at afvente udbetalingen af realkreditlånet.

Ankenævnets afgørelse

Klagerne får ikke medhold i klagen.