Afgørelse

Procedure ved låneomlægning.

I klagerens ejendom indestod et kontantlån til det indklagede realkreditinstitut. Den 20. september 1994 anmodede klagerens pengeinstitut om omlægningstilbud, som realkreditinstituttet afgav 11. oktober 1994. Det nye lån var beregnet på baggrund af salg af 9 pct. obligationer til kurs 91,85 pr. 10. oktober 1994. Efter anmodning fra klagerens pengeinstitut blev det nye lån udbetalt til dagskursen på 94,20 pr. den 19. oktober 1994. Det eksisterende lån blev indfriet ved opkøb af obligationer den 20. oktober 1994 til en aftalt kurs på 74,90. På baggrund af en henvendelse fra klageren udarbejdede klagerens pengeinstitut den 25. november 1994 nogle vejledende beregninger af låneomlægningen med udgangspunkt i kurser fra henholdsvis den 20. september og den 19. oktober 1994. Af beregningerne fremgik det, at der ved låneomlægning til kurserne den 20. september 1994 havde kunnet opnås en besparelse på 24.899 kr. i nettoydelsernes nutidsværdi i forhold til at gennemføre omlægningen den 19. oktober 1994.

I december 1994 orienterede pengeinstituttet klageren om, at et af realkreditinstituttets kontorer efterfølgende havde oplyst, at det ikke var ualmindeligt, at man foretog straksomlægninger pr. telefon. Dette stod i kontrast til den oplysning, som et andet af realkreditinstituttets kontorer havde givet om, at "her bliver ansøgningerne behandlet i den rækkefølge de kommer ind".

Klageren protesterede forgæves over den gennemførte låneomlægning og indbragte sagen for Nævnet med påstand om, at instituttet ved ikke at gennemføre straksomprioriteringen på det af ham ønskede tidspunkt havde handlet ansvarspådragende og ifaldt erstatningsansvar. Instituttet påstod frifindelse.

Nævnet fandt ikke, at klageren havde godtgjort, at han af realkreditinstituttet var blevet tilsikret en straksomlægning pr. den 20. september 1994, eller at han var blevet stillet en kortere ekspeditionstid i udsigt end den normale i den pågældende periode. Nævnet fandt endvidere ikke, at en ekspeditionstid på ca. 3 uger i sig selv gav grundlag for kritik i betragtning af, at der efter det oplyste i perioden blev modtaget et betydeligt antal sager. Nævnet frifandt derfor realkreditinstituttet.