Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Placering af pensionsmidler i pulje med lav risiko ved klagerens fyldte 58. år.

Sagsnummer: 315/2000
Dato: 13-03-2001
Ankenævn: Peter Blok, Leif Nielsen, Jørn Ravn, Ole Reinholdt, Ole Simonsen
Klageemne: Puljepension - investeringshorisont
Kapitalpensionskonti - placering
Ledetekst: Placering af pensionsmidler i pulje med lav risiko ved klagerens fyldte 58. år.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning.

Denne klage vedrører klagerens indsigelse mod størrelsen af afkastet på en kapitalpensionsordning, som i den måned, hvor klageren fyldte 58 år, blev placeret i pensionspulje med lav risiko.

Sagens omstændigheder.

Klageren, der er født i august 1941, oprettede i 1985 en kapitalpensionsordning hos indklagede. Kapitalpensionen blev tilmeldt indklagedes puljeinvesteringsordning. Hverken indklagede eller klageren har under sagen været i stand til at fremlægge en skriftlig aftale herom.

Af indklagedes dagældende "Regler for PensionsInvest - Puljeinvestering" fremgår bl.a. følgende:

"Fra den 1. i den måned hvori deltageren fylder 58 år, investeres i puljer, hvis værdipapirer efter bankens skøn har lav risiko.

Af årsopgørelsen for 1998 fremgår, at klagerens kapitalpension var placeret med 70% i danske obligationer og 30% i udenlandske aktier. Af årsopgørelsen fremgår i øvrigt bl.a.:

"Ifølge Deres aftale med banken om PensionsInvest - PuljeInvestering vil Deres pensionsordning fra den 1. i den måned, De er fyldt 58 år, blive investeret i puljer, hvis værdipapirer efter bankens skøn har en lav kursrisiko. Ønsker De ikke at deltage i puljer med lav kursrisiko, eller har De en lang investeringshorisont, beder vi Dem kontakte banken for at høre om andre investeringsmuligheder."

Indklagede udsendte i januar 1999 en publikation, der omhandlede afkastet i indklagedes pensionspuljer i 1998. Af en illustration fremgik, at deltagere over 58 år alene deltog i puljen med korte danske obligationer.

I juli 1999 fremsendte indklagede en standardskrivelse, som var vedlagt indklagedes nye puljeregler, som trådte i kraft pr. 1. september 1999. Af skrivelsen fremgår bl.a.:

"Nye puljeregler med bedre valgmuligheder

Når De fylder 58 år, bliver Deres pensionsordning i PuljeInvest placeret i puljer med lav risiko. Dette sker for at sikre værdien af Deres pensionsopsparing bedst muligt mod tab, i årene inden De kan vælge at få den udbetalt.

Med de nye puljeregler kan De nu vælge en mere langsigtet og aktiv investeringspleje i årene forud for Deres pensionering. Det betyder, at De har mulighed for at opnå en bedre forrentning, hvis De vælger at gå på pension senere end ved Deres 60. år. …..

Hvis de allerede nu har besluttet, at Deres pensionsordning ikke skal udbetales, umiddelbart efter De er fyldt 60 år, eller hvis De sparer op på en RatePension, foreslår vi, at De henvender Dem til os for at høre om den nye mulighed - det kan betyde flere penge til Dem. Hører vi ikke fra Dem, fortsætter Deres nuværende aftale om PuljeInvest uændret."

Reglen om investering i puljer med lav kursrisiko for deltagere, der er fyldt 58, er ikke medtaget i de nye puljeregler, men det fremgår af et tillæg til reglerne, at den - i mangel af anden aftale - fortsat er gældende for aftaler om puljeinvest oprettet før den 26. juli 1999.

Den 1. august 1999 blev puljefordelingen ændret således, at klagerens samlede kapitalpensionsopsparing blev placeret i puljen korte danske obligationer (lav risiko).

Primo 2000 rettede klageren henvendelse til indklagede vedrørende den ændrede placering, som havde medført et mindre afkast.

Den 22. februar 2000 underskrev klageren en aftale med indklagede, hvorefter pensionsmidlerne skulle fordeles med 70% i puljen danske obligationer og 30% udenlandske aktier.

Parternes påstande.

Den 22. august 2000 indbragte klageren sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale 7.000 kr.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at hun på baggrund af skrivelsen af juli 1999 telefonisk meddelte indklagede, at den oprindelige ordning skulle fortsætte, idet hun ikke havde planer om at blive pensioneret foreløbig. Indklagede var således bekendt med, at hun ikke ønskede puljen ændret.

Ved modtagelsen af årsopgørelsen for 1999 konstaterede hun, at puljefordelingen var ændret. Som følge af ændringen har hun mistet ca. 7.000 kr.

Indklagede har ændret puljen uden hendes samtykke og uden skriftligt varsel.

Såfremt skrivelsen af juli 1999 skal opfattes som en oplysning om, at puljen ville blive ændret i forbindelse med, at hun fyldte 58 år, er fristen ikke overholdt, idet skrivelse først blev fremsendt den 16. juli 1999 eller 14 dage før, at indklagede ændrede puljen.

Hun fyldte 58 år i august 1999 og er derfor ikke omfattet af en 58-årsregel efter nogle betingelser, der først har virkning fra 1. september 1999.

Indklagede har anført, at man i henhold til aftalen med klageren var berettiget og forpligtet til at ændre klagerens pulje i forbindelse med, at klageren fyldte 58 i august 1999.

Gennem forskelligt informationsmateriale blev klageren løbende gjort opmærksom på 58-årsreglen, og aftalen blev ikke ændret i forbindelse med de nye puljeregler i 1999, idet man ikke modtog en tilbagemelding fra klageren. Pensionsordningen fortsatte således efter den gamle aftale om puljeinvest.

Der foreligger ikke notater fra 1999 om telefonsamtaler med klageren vedrørende ændring af puljeordningen. Klageren gav først i februar 2000 udtryk for utilfredshed med, at pensionsmidlerne var blevet investeret i en pulje med lav risiko, og man sørgede straks herefter for, at klageren fik ændret sin aftale, således at puljen nu udgøres at både obligationer og aktier.

An­ke­næv­nets bemærkninger og konklusion.

Af de "Regler for Pensionsinvest - Puljeinvestering", der gjaldt for klagerens aftale, fremgår, at midlerne fra den 1. i den måned, hvori deltageren fylder 58 år, placeres i værdipapirer med lav kursrisiko. Denne regel er klageren ved flere lejligheder blevet gjort opmærksom på, herunder i årsopgørelsen for kapitalpensionen for 1998 og ved fremsendelsen af indklagedes nye puljeregler i juli 1999. Ankenævnet finder det ikke godtgjort, at klageren efter modtagelsen af indklagedes skrivelse herom telefonisk meddelte indklagede, at hun ønskede at opretholde den hidtidige placering af midlerne også efter det fyldte 58. år. Det må derfor lægges til grund, at indklagede var såvel berettiget som forpligtet til at ændre placeringen af klagerens midler som sket.

Som følge heraf

Klagen tages ikke til følge.