Afgørelse

Medhold klager


I februar 1992 indbetalte klageren til indklagede en resthæftelse på 25.000 kr. på to anparter à 50.000 kr. Klageren indbetalte endvidere et rentebeløb på 3.165 kr., der udgjorde tilskrevne renter af den forfaldne resthæftelse.

På det pågældende tidspunkt verserede der retssag mellem et antal investorer, der havde erhvervet anparter i det pågældende vindmølleanpartsprojekt, repræsenteret af en forening af anpartshavere, og et pengeinstitut, med hvem indklagede er fusioneret.

I forbindelse med klagerens indbetaling meddelte indklagede i skrivelse af 6. februar 1992 klageren:

"De har på Deres fremsendelsesbrev vedrørende indbetaling af det skyldige beløb anført, at betaling har fundet sted under betingelse af en ligestilling med [foreningen af anpartshaveres] medlemmer med hensyn til betaling og renter efter en eventuel dom.

Vi har noteret os og anerkender Deres forbehold."

I en skrivelse af 21. september 1995 fra investorforeningens advokat til foreningens medlemmer blev medlemmerne orienteret om et fremsat forligstilbud. Forligstilbudet havde følgende indhold pr. anpart på oprindelig 50.000 kr.:

"1. [Indklagede] accepterer, at Investorforeningens medlemmers hæftelse som anpartshaver i ... K/S nedskrives fra kr. 50.000,00 til kr. 25.000,00.

2. Advokaterne [A og B] samt [R] Revisionsaktieselskab betaler kontant henholdsvis kr. 4.408.000,00 og kr. 1.000.000,00 ialt kr. 5.408.000,00 svarende til et kontant beløb pr. anpart på ca. kr. 7.000,00 fordelt med kr. 3.500,00 udgørende erstatning og kr. 3.500,00 udgørende betaling af Investorforeningens medlemmers omkostninger i forbindelse med sagens førelse.

3. I det omfang et medlem af Investorforeningen ikke har indbetalt kr. 25.000,00 opnår denne saldokvittering mod at de ovenfor nævnte ca. kr. 7.000,00 tilfalder [indklagede], dog således at udestående omkostningskrav fratrækkes de kr. 7.000,00 forinden beløbet bliver udbetalt til [indklagede].

4. [Indklagede] accepterer, at man ikke gør krav på renter tilskrevet for manglende betaling af resthæftelsen, rentekrav der ved en resthæftelse på kr. 25.000,00 pr. anpart på nuværende tidspunkt udgør ca. kr. 15.000,00."

Ved erklæring af 25. september 1995 til advokaten tiltrådte klageren det fremsatte forligstilbud, idet han dog tog forbehold som anført i et vedlagt bilag. Af bilaget fremgår:

"Det er meget godt, at [indklagede] frafalder kravet om indbetaling af en resthæftelse på 25000 + renter, "der ved årsskiftet løb op i knap 12800 kr. pr. anpart", men der foreligger jo ikke et sådant krav fra [indklagedes] side rettet mod mig, da jeg har betalt.

Hvis jeg (eller vi, hvis der er flere i gruppen) skal stilles lige med hovedgruppen af foreningens medlemmer, så skal der vel overfor [indklagede] rejses krav om:

Tilbagebetaling af det ekstraordinært indbetalte beløb + renter, der for mit vedkommende for to anparter er på:

Ved skrivelse af 20. december 1995 fremsendte investorforeningens advokat til klageren 63.110 kr. "hvilket beløb udgør erstatning kr. 13.110,00 svarende til kr. 6.555,00 pr. anpart samt kr. 50.000,00 fra [indklagede]".

Ved skrivelse af 7. februar 1996 til indklagede rejste klageren krav om betaling af yderligere ca. 30.000 kr. Indklagede afviste kravet.

Klageren har ved klageskema af 12. april 1996 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale 3.165 kr. samt rentegodtgørelse af de tilbagebetalte 50.000 kr.

Indklagede har nedlagt påstand om principalt afvisning, subsidiært frifindelse.

Klageren har anført, at han i sin tid af indklagede blev afkrævet den fulde resthæftelse. Skete indbetalingen ikke, ville resthæftelsen blive pålagt en rente på 16%. Han indgik derfor aftale om at indbetale resthæftelsen, men således at der skulle ske refusion af det indbetalte samt af tilskrevne renter, såfremt øvrige investorer senere blev fritaget for en tilsvarende indbetaling, jf. herved indklagedes skrivelse fra februar 1992. Han bestrider, at han har indgået forlig gennem investorforeningen, idet han ikke gav foreningens advokat fuldmagt til at indgå forlig på vilkår, der var dårligere end de vilkår, der tidligere var aftalt mellem ham og indklagede.

Indklagede har til støtte for afvisningspåstanden anført, at tegning af anparter som den foreliggende må anses for erhvervsvirksomhed, hvorfor en prøvelse af sagen falder uden for Ankenævnets kompetence, jf. herved Ankenævnets tidligere afgørelser i sag nr. 67/1989 og 180/1992.

Til støtte for frifindelsespåstanden har indklagede anført, at der foreligger et forlig, som er tiltrådt af klageren, hvorfor Ankenævnet ikke kan tage dette op til vurdering. I forliget er der taget stilling til, at allerede erlagte beløb eller manglende beløb ikke skal forrentes. Ved forliget er der endeligt gjort opmed, hvorledes der skal forholdes med det økonomiske mellemværende mellem de involverede parter. Klageren har derfor ikke krav på tilbagebetaling af renter. Imødekommes klagerens krav, vil han blive stillet bedre end de øvrige deltagere i forliget.

Ankenævnets bemærkninger:

Den foreliggende klage angår spørgsmålet, om klageren har krav på en rentekompensation i forbindelse et forlig indgået mellem indklagede og en forening af anpartshavere vedrørende forholdet omkring et anpartsprojekt.

Selvom deltagelse i et anpartsprojekt må anses for erhvervsmæssig virksomhed, finder Ankenævnet ikke, at klageren bør være afskåret fra at få afklaret en tvist om fortolkning af et sådant forlig ved at indbringe en sag herom for Ankenævnet. Indklagedes afvisningspåstand tages herefter ikke til følge.

Ankenævnet har - allerede fordi der ikke foreligger nærmere oplysning om de påstande, der var nedlagt under retssagen mellem indklagede og anpartshaverforeningen eller om dennes vedtægter m.v. - ikke mulighed for at tage stilling til, om klageren som medlem af foreningen er bundet af det mellem indklagede og foreningen ved dennes advokat indgåede forlig, uanset det forbehold klageren tog over for foreningens advokat ved sin tiltræden af forliget.

Den 6. februar 1992 meddelte det pengeinstitut, med hvilket indklagede senere fusionerede, at man anerkendte det forbehold, hvorunder klageren foretog indbetaling af resthæftelsen med tillæg af renter på sine to anparter - at betaling fandt sted under betingelse af lige stilling med øvrige anpartshavere med hensyn til betaling og renter efter en eventuel dom.

På grundlag af det indgåede forlig blev den anlagte retssag hævet og Ankenævnet finder, at den skete anerkendelse af klagerens forbehold har virkning også i denne situation.

Det indgåede forlig omtaler ikke spørgsmålet, om der skal ske forrentning fra indklagedes side til de anpartshavere, som måtte have indbetalt mere end 25.000 kr. i resthæftelse pr. anpart, men det er i forligets punkt 4 anført, at de anpartshavere, som havde indbetalt mindre end 25.000 kr. af resthæftelsen, ikke skulle forrente det for lidt indbetalte.

Ankenævnet finder, at det af klageren tagne anerkendte forbehold herefter må medføre, at der gives klageren medhold i den nedlagte påstand som nedenfor bestemt.

Som følge heraf