Indsigelse om forkortet udbetalingsperiode på indekskontrakter.
| Sagsnummer: | 513/2023 |
| Dato: | 19-03-2024 |
| Ankenævn: | Henrik Waaben, Morten Winther Christensen, Mette Lindekvist Højsgaard, Rolf Høymann Olsen og Elizabeth Bonde. |
| Klageemne: |
Indekskonto - udbetalingsperiodens længde
|
| Ledetekst: | Indsigelse om forkortet udbetalingsperiode på indekskontrakter. |
| Indklagede: | Vestjysk Bank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning
Sagen vedrører indsigelse om forkortet udbetalingsperiode på indekskontrakter.
Sagens omstændigheder
Klageren var kunde i Vestjysk Bank.
Klageren oprettede i 1971 en indeksopsparing med seks indekskontrakter.
Banken sendte den 11. marts 2014 et tilbud med to mulige udbetalingsformer til klageren i forbindelse med udbetalinger fra indeksopsparingen.
Af den ene beregning fremgik:
”Beregning af udbetaling fra indekskonto [kontonummer] med normal grundrente pr. 1. juni 2014.
Her kan du se, hvad du kan forvente at få udbetalt fra din indeksopsparing med normal grundrente, som er beregningsrenten for din indeksudbetaling
Vælger du normal grundrente, tilstræbes det at fastholde lige store udbetalinger fra din indekskonto. Vælger du variabel grundrente, tilstræbes det at fastholde udbetalingsperioden fra din indekskonto.
Den samlede udbetaling (inkl. statens indekstillæg) skal udgøre minimum 2.759,50 kr. pr. mdr. (2014) for at bevare retten til indekstillægget. Er den beregnede udbetaling mindre end minimumsbeløbet, forhøjes egenudbetalingen fra din indekskonto. Det kan medføre, at udbetalingsperioden bliver kortere end oprindeligt aftalt.
Indeksudbetaling før indkomstskat
Aftalt Månedlig
Kontonummer Opsparingstype Udbetalingsperiode udbetaling
[Kontonummer] Indeksopsparing 15 år Egenbetaling 1.110,40 kr.
*Forhøjelse 283,62 kr.
I alt hæves på 1.394,02 kr.
Indekskonto
Statens 1.365,48 kr.
Indekstillæg
I alt før indkomstskat 2.759,50 kr.
* Egenudbetalingen er forhøjet, så den overholder statens minimumsudbetaling for at opnå indekstillæg.
Forudsætninger for udbetalingen
…
- Den beregnede værdi af din indeksopsparing var ved udbetalingens oprindelige start 153.774,25 kr.
- Egenudbetalingerne er beregnet med en fast beregningsrente (normal grundrente) på 4,25 %.
- Du modtager indekstillæg fra staten, så længe saldoen på indeksopsparingen er tilstrækkelig til, at du får udbetalt minimumsbeløbet.
- Udbetalingsperioden er aftalt til 15 år, men vil ofte afvige pga. forskellen mellem faktisk forrentning og beregningsrenten, eller forhøjelse af minimumsudbetalingen. Udbetalingerne fortsætter med de således beregnede beløb, indtil kontoens saldo er udbetalt, uanset om den faktiske udbetalingsperiode herved bliver længere eller kortere end den aftalte.
- …”.
Af den anden beregning fremgik:
”Beregning af udbetaling fra indekskonto [kontonummer] med variabel grundrente pr. 1. juni 2014.
Vælger du normal grundrente, tilstræbes det at fastholde lige store udbetalinger fra din indekskonto. Vælger du variabel grundrente, tilstræbes det at fastholde udbetalingsperioden fra din indekskonto.
…
Indeksudbetaling før indkomstskat
Aftalt Månedlig
Kontonummer Opsparingstype Udbetalingsperiode udbetaling
[Kontonummer] Indeksopsparing 15 år Egenbetaling 894,97 kr.
*Forhøjelse 499,05 kr.
I alt hæves på 1.394,02 kr.
Indekskonto
Statens 1.365,48 kr.
Indekstillæg
I alt før indkomstskat 2.759,50 kr.
* Egenudbetalingen er forhøjet, så den overholder statens minimumsudbetaling for at opnå indekstillæg.
Forudsætninger for udbetalingen
…
- Den beregnede værdi af din indeksopsparing var ved udbetalingens oprindelige start 153.774,25 kr.
- Egenudbetalingerne er beregnet med variabel beregningsrente (variabel grundrente). Den variable beregningsrente, der er benyttet, er på 0,71 % (2014).
- Du modtager statens indekstillæg, så længe saldoen på indeksopsparingen er tilstrækkelig til, at du får udbetalt minimumsbeløbet.
- Udbetalingsperioden er aftalt til 15 år, men vil ofte afvige pga. forskellen mellem faktisk forrentning og beregningsrenten, eller forhøjelse af minimumsudbetalingen. Udbetalingerne fortsætter med de således beregnede beløb, indtil kontoens saldo er udbetalt, uanset om den faktiske udbetalingsperiode herved bliver længere eller kortere end den aftalte.
- …”.
Banken har oplyst, at klageren valgte udbetalingsmodellen med normal grundrente, og har fremlagt aftale om udbetaling.
Banken har fremlagt en kontoudskrift for indeksopsparingen af 30. december 2014, hvoraf fremgår, at der for året blev tilskrevet 1.947,56 kr. i rente, at renten er 0,550 %, hvis saldoen er 0,01 – 49.999,00 og 1,3 %, hvis saldoen er 49.999,01 – 249.999,00, og at kontoens totale saldo således forrentes med den sats, der er anført ud for det interval, der svarer til saldoen.
Den 2. juni 2014 startede klagerens udbetalinger.
Den 10. august 2023 sendte banken en besked om sidste udbetaling fra indekskontoen. Af denne fremgik det, at udbetalingen fra klagerens indeksopsparing ville ophøre den 1. september 2023, idet han havde fået hele opsparingen udbetalt, og at den sidste udbetaling ville udgøre 619,38 kr.
Den 18. august 2023 gjorde klageren indsigelse over for banken mod, at indekskontrakterne var tegnet med en aftale om udbetaling over 15 år, men kun havde løbet over knap 10 år, hvilket han ikke var tilfreds med og ønskede udbetalingsperioden genberegnet.
Banken svarede, at grunden til den kortere løbetid var, at renterne havde ændret sig, og at det fremgik af alle underskrevne dokumenter, at løbetiden ofte ville afvige.
Parternes påstande
Den 23. august 2023 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Vestjysk Bank skal genberegne udbetalingsperioden, så han opnår udbetalinger og indekseringer for de sidste fem år og ni måneder.
Vestjysk Bank har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter
Klageren har anført, at han ikke kan acceptere bankens forklaring på den kortere udbetalingstid, idet banken har fejlberegnet udbetalingsperioden.
Banken har forklaret, at den manglende udbetalingsperiode skyldes ændring af rentesatser, men det kan kun dreje sig om rentetilskrivning i udbetalingsperioden og kan derfor ikke afstedkomme en forkortelse af udbetalingsperioden på fem år.
Han forstår ikke den kryptiske beregningsmåde, som er skitseret af banken.
Da han tegnede kontrakterne, var det med en garanti om udbetaling af 500 kr. pr. kontrakt pr. år. tillagt indeksering og med en udbetalingsperiode på 15 år, hvilket ikke er overholdt.
Vestjysk Bank har anført, at klageren blev præsenteret for to tilbud om to forskellige udbetalingsformer på tidspunktet, hvor udbetaling efter aftalen skulle besluttes.
Forskellen på de to udbetalingsformer vedrører forskel i egenudbetalingen og den nødvendige forhøjelse for at fastholde berettigelsen til statens indekstillæg.
Det fremgår af begge skrivelser, at hvis den beregnede udbetaling er mindre end minimumsbeløbet, forhøjes udbetalingen fra indekskontoen, hvilket kan medføre, at udbetalingsperioden bliver kortere end oprindeligt aftalt.
Klageren valgte udbetalingsmodellen, hvor forhøjelsen blev 283,62 kr., og klageren har således modtaget 283,62 kr. ekstra i ni år og to måneder, hvilket bliver 31.780,20 kr., så det giver en forskel i udbetalingen.
Klageren har fået 1.393,92 kr. udbetalt pr. måned i ni år og to måneder, hvilket giver 153.331,20 kr. med et restbeløb oveni på 619,38 kr., hvilket giver i alt 153.950,60 kr.
I kontrakten lød beløbet på 153.774,25 kr. ved en forventet rente på 4,25 %, og klageren har således modtaget næsten præcis det beløb, der blev stillet i udsigt ved valg af udbetalingsbeløb.
Klageren har modtaget de udbetalinger, der blev aftalt mellem klageren og banken, og disse summer beløbsmæssigt op til en samlet udbetaling, som er i overensstemmelse med den samlede forudsatte udbetaling i aftalen.
Ankenævnets bemærkninger
Klageren var kunde i Vestjysk Bank.
Klageren oprettede i 1971 en indeksopsparing med seks kontrakter.
Banken fremsendte den 11. marts 2014 et tilbud med to mulige udbetalingsformer i forbindelse med udbetalinger fra indeksopsparingen.
Af den ene beregning af udbetaling fremgik det, at det var med en normal grundrente, og af den anden beregning af udbetaling fremgik det, at det var med en variabel grundrente.
Det fremgik af begge beregninger af udbetaling, at udbetalingsperioden var aftalt til 15 år, men ofte ville afvige på grund af forskellen mellem faktisk forrentning og beregningsrenten eller forhøjelse af minimumsudbetalingen, og at udbetalingerne ville fortsætte med de beregnede beløb, indtil kontoens saldo var udbetalt, uanset at den faktiske udbetalingsperiode ville blive længere eller kortere end den aftalte.
Klageren valgte udbetaling med normal grundrente.
Udbetalingerne startede den 2. juni 2014.
Den 1. september 2023 ophørte klagerens udbetalinger.
Det fremgik af aftalen om indekskontrakterne, at udbetalingerne fortsatte, indtil kontoens indestående var opbrugt, uanset om den faktiske udbetalingsperiode herved blev længere eller kortere end det aftalte.
Klageren, der løbende har kunnet orientere sig om indekskontoens saldo, måtte påregne, at udbetalingerne ville ophøre, når kontoens indestående var opbrugt.
Ankenævnet finder på denne baggrund ikke, at banken har været forpligtet til at fastholde den i aftalen anførte udbetalingsperiode på 15 år.
Ankenævnet finder det ikke godtgjort, at der er sket fejl i udbetalingen. Ankenævnet påtager sig dog ikke at foretage en revisionsmæssig gennemgang af beregninger af udbetalingerne.
Klageren får herefter ikke medhold i klagen.
Ankenævnets afgørelse
Klageren får ikke medhold i klagen.