Rådgivning vedrørende placering af midler i aktiebaserede investeringsforeningsafdelinger.
| Sagsnummer: | 200/2005 |
| Dato: | 28-11-2005 |
| Ankenævn: | John Mosegaard, Anne Dehn Jeppesen, Niels Bolt Jørgensen, Astrid Thomas. |
| Klageemne: |
Værdipapirer - køb, salg, rådgivning
|
| Ledetekst: | Rådgivning vedrørende placering af midler i aktiebaserede investeringsforeningsafdelinger. |
| Indklagede: | Danske Bank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne klage vedrører indklagedes rådgivning til klageren om placering af midler i investeringsbeviser i afdelinger af Danske Invest.
Sagens omstændigheder.
Primo oktober 1998 bestod klagerens værdipapirdepot hos indklagede af bl.a. 122 stk. Danske Invest, afdeling Verden (aktiebaseret) og nominelt 330.000 7 % statsobligationer 2004.
På et møde hos indklagede den 2. oktober 1998 blev klagerens værdipapirbeholdning drøftet. Indklagede anbefalede klageren at omlægge beholdningen af statsobligationer, hvis kurs var ca. 113, til obligationer med en lavere kuponrente og længere løbetid. Klageren fulgte rådet og for provenuet på ca. 394.000 kr. samt et indestående på en aktionærkonto på 181.000 kr. købte klageren:
Nominelt 204.000 kr. 5 % Nykredit 2014 kurs 97,575
1.204 stk. Danske Invest afdeling International kurs 103,25
2.426 stk. Danske Invest afdeling Dannebrog kurs 102,5.
Danske Invest afdeling International investerer i obligationer over hele verdenen, fortrinsvis USA, Japan og Europa. Danske Invest afdeling Dannebrog investerer i danske obligationer.
På et møde den 25. februar 2000 hos indklagede besluttede klageren at sælge 2.558 Danske Invest afdeling Dannebrog. For provenuet købte klageren 1.581 Danske Invest afdeling Euro Stocks 50, der investerer i aktier i Euroområdet. Købskursen var 158,5.
På et møde den 29. november 2004 hos indklagede besluttede klageren at sælge 1.204 stk. Danske Invest afdeling International til kurs 87,5 samt nominelt ca. 58.000 5 % Nykredit 2014 til kurs 103,35. For provenuet købte klageren 1.322 stk. Danske Invest afdeling Dannebrog og 1.300 Danske Invest afdeling Lange DK Obligationer.
Ved skrivelse af 5. december 2004 rettede klageren henvendelse til indklagedes direktion. Klageren henviste til indklagedes råd om placering af sine midler i Danske Invest afdelingerne Verden, International og Euro Stocks 50 og anførte, at værdien af papirerne ret hurtigt var begyndt at falde, hvilket kunne være naturligt, men at nedturen var fortsat, hvilket kunne virke besynderligt på baggrund af indklagedes anbefaling. Klageren forespurgte, hvad hun kunne gøre, og hvad indklagede kunne tilbyde.
Ved skrivelse af 16. s.m. anførte indklagede, at den faldende værdi af klagerens investeringer i det væsentlige kunne tilskrives to forhold, nemlig tilbageslaget, som havde ramt de globale aktiemarkeder fra eftersommeren 2000, samt faldet i valutakursen på amerikanske dollars. Der var tale om udefra kommende faktorer, som indklagede ikke kunne forudse, og som lå uden for indklagedes kontrol. Anbefalingen af investeringen kunne derfor ikke karakteriseres som en fejl. Indklagede forslog, at klageren kontaktede sin afdeling med henblik på at aftale en årlig eller halvårlig gennemgang af depotet.
Parternes påstande.
Klageren har den 13. juli 2005 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale erstatning.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at hendes placering af værdipapirer på indklagedes anbefaling skete i Danske Invests afdelinger.
Hun anså investeringen i indklagedes eget produkt som sikker og uden risiko frem for at investere individuelt i aktier. Det er derfor uforståeligt, at hun har tabt mere end en tredjedel af det oprindeligt investerede beløb. Indklagedes rådgivning må derfor anses for elendig og mangelfuld.
Indklagede har anført, at man ikke har handlet ansvarspådragende ved rådgivningen af klageren.
Klageren har ikke foretaget tabsbegrænsende foranstaltninger. Klageren kunne når som helst have solgt værdipapirerne.
For så vidt angår de papirer, klageren fortsat har i beholdningen, er der ikke lidt tab.
For så vidt angår Danske Invest afdeling International skyldes kurstabet ikke indklagedes utilfredsstillende rådgivning, men primært kursfaldet på amerikanske dollar. Kurstabet på afdelingerne Verden og Euro Stocks 50 skyldes primært det tilbageslag, der ramte de globale aktiemarkeder i eftersommeren 2000 og fremefter.
For så vidt angår investeringen i Danske Invest Verden overstiger den aktuelle værdi klagerens købesum på 16.000 kr. i juli 1993.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Der er ikke grundlag for at fastslå, at indklagedes rådgivning af klageren i forbindelse med klagerens placering af midler i Danske Invest afdeling International og Euro Stocks 50 var fejlagtig og således ansvarspådragende. Det bemærkes herved, at klageren måtte indse, at indklagedes råd om at placere midler i de pågældende afdelinger beroede på indklagedes forventninger til den fremtidige kursudvikling, som kunne vise sig ikke at holde stik, og at klageren selv måtte tage beslutningen om investeringen og bære risikoen herfor.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge.